Sæt ikke paa min Gravhøjs Vold
En Marmorblok saa tung og kold,
Den mig paa Kisten tynger,
Nej plant i Jordens stille Skjød
En Rosenbusk saa varm og rød
Med fulde Blomsterklynger!
For Marmorblokken kold og stiv
Jeg altid gyste i mit Liv,
Den er jo Dødens Mærke,
Men Rosen, Kjærligheds Symbol,
Udspreder vidt fra Pol til Pol
Sin Duft, den søde, stærke!
Paa Glæde tyder Rosen hen,
Og jeg var stedse Glædens Ven,
Men veg for Sorgens Sukke,
Varmt strømmed Blodet i mit Bryst,
Og al min Attraa og min Lyst
Var Glædens Blomst at plukke!
Maaske jeg sværmet har for vildt
Og mangen kostbar Time spildt,
Vildledt af gyldne Drømme,
Falsk var maaske min Længsels Maal
Kun Glædens varme Nektar-Skaal
Tilbunds at kunne tømme!
Ja, naar hin dunkle Vej jeg gaar,
Hvor Dødens blege Lilie staar,
Plant Livets Blomst paa Graven,
Da skal den med sin friske Duft
Forjage Sorgens tunge Luft
Fra mig i Dødninghaven!