At Kalanus i Baalets Ildhav steg,
Da han for sine Længsler ej fandt Maal,
Det er ej noget Sagn foruden Sandhed,
Det er et Billede paa Mennesket,
Paa Sjælens Selv, som aldrig finder Hvile,
Paa Længslen, som i hvert et Bryst er lagt,
Paa Længslen efter Tankens Ideal,
Der dybt er præget i vort Inderste.
Snart driver Længslen een, han søger Venner
Hos Vennen, tror han, finder Sjælen Ro,
Een tror at finde Fred ved Kvindens Barm,
Og Kvinden tror at finde den hos Manden!
Se, mange længes efter Verdens Glands,
De higer efter Purpur, Guld og Hæder.
Men faar du Venner, finder du en Brud,
O, staar du end paa Magtens høje Tinde,
Hvor Guldet ligger for din Fod i Dynger,
Ja, faar du alt, hvad Jorden skjænke kan,
Vil Længslen dog forblive i dit Bryst,
En Tomhed inderst vil dog Aanden knuge;
Thi Verden har ej denne Længsel vakt,
Den er en Spire af et ædelt Frø,
Der først kan foldes ud hinsides Graven.
Men her i Livet er det kun en Røst,
Som Sjælen vække skal til Eftertanke;
Og grant den viser Mennesket, at ej
En hellig Fred i Verden findes kan,
Den søges skal forgjæves her, og vindes
Først efter Kamp og Sejr i Evigheden.