Jeg fløj ej flittig som Bien
Og samlede Honning ind,
Lig Sommerfuglen jeg flagred
Sorgløs med frejdigt Sind!
Jeg dukked i Lilliens Bæger
Og hviled i Rosens Favn,
Mit Hjerte kjendte kun Glæden,
Men Sorgen næppe af Navn!
Jeg kyssed den blussende Rose
Og hævede fri og snar
Paa Flugten den svævende, lette,
Mit glimrende Vingepar!
Der var jo saa mange jeg elsked,
Ej Hvile og Fred jeg fik,
Jeg maatte hen til dem alle
Om end blot et Øjeblik!
Er Vingernes Tegning forsvunden
Og Farven døsig og mat,
Jeg ejer dog dybest i Sjælen
De dejlige Minders Skat!
Og naar nu Vinteren kommer
Og Døden griber mig fat,
Saa har jeg de tusinde Drømme
Til Vinterens lange Nat!