Du lille Bæk, som rinder
Saa rask mod Havet ned,
Sig, hvilken Længsel driver
Saa rastløst dig afsted?
Du risler aarle, silde
Og nynner glad dertil
Og grubler ikke over,
Hvad Tiden bringe vil.
Du veed ej, at det store,
Uendelige Hav
Bereder dine Bølger
En dyb og dunkel Grav!
Din Længsel kun dig kalder
Du følger glad dens Røst
Og styrter dig til Havets
Ukjendte Faderbryst.
Du lille Bæk — ak lær mig
At vinde Mod og Taal
Trods det, jeg intet veed om
Min Længsels fjerne Maal!
Lær mig slet ej at granske
I Evighedens Bog
Og gruble paa de Gaader,
Jeg her ej gjætter dog!
Lær mig at vandre trøstigt
Min Vej i Livet frem,
Indtil jeg naaer mit sidste,
Mit aldrig sete Hjem!