Vandrer jeg paa Havegangen,
Revet og med Grus belagt,
Der, hvor efter Skjønhedssirklen
Nøje hvert et Bed er lagt —
Hvor fra Rosen og Jasminen
Søde Ætherstrømme bølger,
Mens mit Øje Kaktusranken
Op ad Espalieret følger.
Hvor selv Syden og har ydet
Af sin rige Farvepragt,
Palmerne fra Indiens Skove
Staar i yppig, ødsel Dragt.
Der hver Blomst, hvert Blad forkynder
Om en øm og kjærlig Freder,
Og paa Menneskenes travle
Færd og Kunst min Tanke leder.
Men naar jeg i Skovens Stilhed
Vandrer tavs min egen Gang,
Hvor blandt høje, tykke Stammer
Vejen ofte bliver trang,
Eller, hvor de mørke Fjelde
Taarner sig mod Skyens Tinder,
Hvor blandt sprængte Klippeblokke
Fossen Vej til Havet finder —
Hvor som Bjerget tykkes bære
Himlens Kuppel paa sin Skulder,
Hvor Naturen for mit Øje
Selv sit Panorama ruller! —
Der min Tanke op sig løfter
Fra det lave mod det høje,
Der jeg for min Skabers Almagt
Maa i Støvet dybt mig bøje!