Som Duen, der af Noahs Ark fløj ud
Og flagred over Havets golde Flade,
Ej saae et Sted, hvor Hvile var at finde,
Men rastløst maatte bruge Vingerne,
At ej den skulde synke ned i Bølgen,
Indtil den atter hjem til Arken kom
Og luktes ind af Noahs Frelserhaand —
Saa flagrer Sjælen her i Verden om
Og søger rastløst efter Fred og Hvile!
O Menneske! bestandigt haaber du
I Livets travle Færd at finde Ro
Og dog du ser jo stedse Haabet glippe!
Du Filosof, du tror ved Videns Magt
At kunne gjætte Evighedens Gaader!
Og du Forretningsmand, som viet har
Dit Liv til Mammons Afgud helt at dyrke,
Tror du, at du kan kjøbe Fred for Guld?
Og du, min stakkels Digter, som din Aand
I Drømmerier søger blidt at drukne,
Du sværmer som en Syg i Febervanvid!
Du kjælne Yngling med din milde Længsel,
Du vaagner snarligt op af Elskovsrusen!
Ja gransk og sværm og kjøb og elsk og drøm,
Ved det du aldrig naaer et Hanefjed
Til Maalet nærmere, trods al din Stræben!
Først da, naar Sjælen atter vender hjem,
Tilbage til sit Ophav, hvorfra den
Engang høj ud at prøve sire Vinger,
Først da den naaer sit Maal, det eneste!