Ene staar jeg nu heroppe paa det nøgne, høje Fjeld,
Over mig den dunkle Himmel ruller op sit Stjernetjeld,
Skyen kløver sig mod Bjerget, ruller dybt henunder mig,
Skjuler Dalen i sin hvide, folderige Taageflig!
Al Naturen for mit Øje hviler øde, tung og gold,
Hvert et Spor af Liv er borte, Døden ruger stum og kold,
Ene staar kun jeg heroppe, som et enkelt, usselt Kryb,
Lig en Myre paa en Planke, tumlet om paa Havets Dyb!
Og min Tanke flyver vide frem i Tiden, naar alt Liv
Er fra Jorden brat forsvundet, som blev til ved Herrens Bliv,
Naar ej mere noget Øje skuer op mod Himlens Lys,
Men er lukt i Ødets Mørke, brudt i Kuldens Taagegys!
Naar i Verdensrummet Jorden svæver som en livløs Klump,
Naar end ikke Tordnen ruller gjennem Skyen dyb og dump,
Naar den lyse, skjønne Klode som et hæsligt, stivnet Lig
Vandrer sin ukjendte Kane svøbt i Dødens kolde Flig!
Men da flyver og min Tanke til den lyse Stjernehær,
Og jeg føler det heroppe, at min Skaber er mig nær!
Ja, bag Himlens uigjennemtrængelige dunkle Slør
Gryr for mig en herlig Morgen, naar i Tro paa ham jeg dør!