Du er min Yndlingsblomst, du Natviol,
Du bøjer ydmyg dig for alles Blikke,
Naar Dagen raader med sin varme Sol,
Du staar i Skjul, da finder man dig ikke.
Naar alle Blomster blander deres Duft
I Straalebadet og med Farver prange,
Saa Sjælen løftes i den milde Luft,
Du skjuler dig i Græsset bly og bange!
Men naar den lyse Vaardag er forbi
Og Solen ned bag Horisonten daler,
Naar hver en Blomst sit Øje lukker i,
Da er det først, at du min Aand husvaler.
Da dufter du som ingen anden Blomst
Og hæver op dig fra dit Skjul paa Tillie
Og kvæger mig til Lysets Atterkomst
Saa huldt som Sarons Rose, Dalens Lillie!
Du paa en trofast Ven er et Symbol,
Der elsker tavs og skjult i Lykkens Tider,
Der næppe ses for Dagens lyse Sol,
Men træder frem, naar det mod Mørket lider.
Naar alle andres Hjerter lukkes brat,
Fordi det Vinter blev, hvor før var Sommer,
Han kvæger Sjælen gjennem Sorgens Nat
Til Glædens Sol med Lyset atter kommer!
Du er min Yndlingsblomst, du Natviol,
Der uset spreder ud din milde Aande,
Du paa en trofast Ven er et Symbol,
Som skattes først i Sjælens Ve og Vaande!