Eensom i Aftenens dæmrende Stund
Hviler jeg her paa Skrænten ved Skoven,
Under min Fod det deilige Sund,
Og den reneste Himmel foroven;
Dampskibet glider derude forbi,
I det hvilende Hav pløier Kjølen sin Stribe,
Hveen og Skaane sig speile deri
Og en Vrimmel af talløse Skibe.
Aldrig en Aften saa yndig jeg saae,
Luften saa mild, saa vidunderlig stille,
Næppe sig rører et Blad eller Straa,
Imod Strandbredden Bølgerne trille.
Styrket af Badet, hvor aander jeg let,
Jeg, som var træt nys og trykket af Heden!
Er Alnaturen forklaret med Eet —
Eller jeg forklaret af Glæden?
Alting omkring mig er Skjønhed og Glands:
Høiere hæver sig Himmelens Bue,
Friskere dufte Skovenes Krands
Og et Under mig synes hver Tue;
Svalerne lege i Luften Tagfat,
Medens de hen over Havfladen ile —
Og dette Hav, hvor speilklart, hvor glat
Og hvor kongelig stolt i sin Hvile!
Er det det samme, som skummende nys
Vælted i Oprør sin Bølge mod Landet?
Det, som nu trykker det blødeste Kys
Paa hver Steen, mens det spiller paa Sandet!
Nylig saa grumset, nu skinnende lyst,
Farvet af Solen, hvis svindende Flammer
Strøife med Guldglands den dæmrende Kyst
Og den skumrende Skovgrændses Stammer!
Myggenes Dands i den straalende Luft,
Frøernes Qvækken fra Vandløb og Moser,
Rylernes Piben og Strandmarkens Duft
Som af Hø og af dugvaade Roser,
Lyden af Aarernes taktfaste Tag
Hist fra Fiskerens Baad paa den speilklare Skive,
Svalernes Jubel og Lærkernes Slag —
Ak, hvo kan det, hvo kan det beskrive!
Hvor jeg dig elsker, du herlige Strand,
Du min Fødeøes Hav! ved din Bred har jeg leget,
Tumlet som Dreng ved det skvulpende Vand,
Hvor som Mand jeg nu sidder bevæget;
Alle de Strange, som klang i mit Bryst,
Da mit Hjerte var reent og beruset af Drømme,
Bæve nu atter og klinge af Lyst,
Og fra Læberne Tonerne strømme —
Strømme fra Læben og formes til Digt —
Ak, som jeg mægted at gribe i Sangen
Dette Moment, saa herligt, saa rigt,
Og at holde for evig det fangen!
Men er mit Digt end en svindende Lyd,
Skal dog en Stund det, naar jeg er forstummet,
Fængsle til Livet den Jubel, den Fryd,
Som min Sjæl har i Nuet fornummet!