I Blidemaaned der holdes Fest,
En glad Familiegammen,
Og Alle sysle, som de kan bedst,
Omkring en lille, høitelsket Gjæst,
Den første Spire paa Stammen.
Du Blideslise frodig staaer
Som Knop af Kjærligheds Varme,
Du Pant paa Lykken i Ungdoms Vaar,
Du kjære Barn med de skjønne Kaar,
Omsnoet af Kjærlighedsarme.
Som Blomsten, før den af Frøet sprang,
Du var, useet af vort Øie,
Og om din liflige Vandringsgang
Jeg sammensætter en lille Sang;
Til den dit Øre du bøie!
Du var, da Ynglingen stue fik
Og stod hensjunken i Dvælen,
Og hvad han virked, og hvor han gik,
I Hjertet gjemte sit Førsteblik
Fra Skjønhedsformen til Sjælen.
Du var, dengang paa Jomfruens Kind
En Tanke Morgenrød malte,
De første Anelsers fine Spind,
Mens Amor smutted i Hjerte ind
Og snart som Hersker befalte.
Du var, da gylden og fiin og rund
Trolovens Glorie lagde
Sit Pagts Symbol, mens af Hjertensgrund
De Lykkelige med Haand og Mund
Et Ja til et Ja udsagde.
Du var, da knælende fromt de bad
I Herrens Huus med hinanden,
Og der velsignet, saa engleglad
I Brudemyrternes grønne Blad
Fandt Haabet for Ægtestanden.
Nu Tidens Fylde var mere nær,
Da stærkt du varsled dit Komme;
En Drøm fik Virkelighedens Værd,
Den unge Kone vandt Drømmen kjær,
Og Haabets Timer var omme.
Flinkt vandred Naalen, og Pinden bandt
De lange Kjærlighedstraade;
Bevinget Dage paa Dage randt
I Glædens Syssel, og Tanken fandt
Opløst sin helligste Gaade.
Saa fiint og net, men dog Klæder smaa
Mod Vinters Kuld at betrygge,
Et Udstyr deiligt tilrede laae,
Da Blikket smilende faldt derpaa:
Det var jo Larven for Psyche.
Og der blev dannet en lille Bo
Til een Indvaaner at favne,
Men hvor ei fattedes Edens Ro;
Thi ved dens Gjænge sad Engle to
Med Faders og Moders Navne.
Du skulde skuet det travle Liv,
For at bebygge dit Rige,
Og skuet Glæden hos Mand og Viv,
Dengang de hilste som andet Bliv
En lille nydelig Pige.
En synlig Part dig for Øie staaer
Ved hver en Søster og Broder;
Men hvad i Hjerternes Banken slaaer,
Derom du Vishedens Kundskab faaer
Ikkun som lykkelig Moder.
Din spæde Kind til en Favn sig trygt
Har hvilet, som var det Vane;
Ei Edderfuglsreden saa blød er bygt,
Og ei saa hvid er i Verden smykt
Den sølverhvideste Svane.
Din første Næring var Livets Drik
Til Moderofferet viet;
Din første Tak var tilfredse Blik
Og Smiil, der over dit Aasyn gik,
Naar du med Velbehag died.
Din første Gjerning, at trives ret,
Du fremmed atter og atter,
Og Moderøiet fast saae sig træt,
Hvergang hun vugged paa Skjødet let
Sin lille, buttede Datter.
Det var saa smukt, naar af Baandet løs
Du glad dig strakte i Svøbet,
Og naar du stritted og heftig fnøs,
Med Smiil opdaged man, søde Tøs!
En Villie ovenikjøbet.
Snart blev din Skjønnen et Skuespil,
Hvori din Moder sig tabte,
Og Qvad hun syntes at lytte til,
Saa smukke, som de først tone vil
I Hymnen for den Uskabte.
Din Kryben, vaklende Prøvegang
Var Husets festlige Dage;
Men snart blev Stuen dig altfor trang,
Igjennem Døren gik Veien lang
Med ud og ind og tilbage.
Men nu bar Kjole det lille Noer
Og kunde hoppe og dandse
Og gav sin Kjærlighedsfylde Ord,
Idet hun stammede Faer og Moer;
Hvad Løn kan sødere krandse!
Din Dands er ikke blot Hop og Spring,
Du den med Syngen ledsager,
Og Phantasien gjør store Sving
Med alle kjære og gode Ting,
Som dig i Livet behager.
Alt Aanden man i dit Øie seer,
Naar Eventyret fortælles;
Dit Bifaldsudraab er: „be-be, meer!”
Og hele dit runde Ansigt leer,
Naar Noget paa Plattydsk meldes.
Er for din Tanke Organet svagt,
Som du endnu kan bestride,
Saa har dog Minernes Tryllemagt
Og Skjælmeriet Betydning bragt
Dit Omqvad: „kan ikke vide”.
Ja, du velsignede Toaarsglut!
Tør jeg dig kalde Veninde?
Tør jeg? O, lov mig det absolut!
Man bliver sagtens jo reent caput,
Naar man din Gunst ei kan vinde.