Bjørnen sidder ved Strømmens Skum
og rokker og synger: sum, sum, sum!
Han grunder paa i sit laadne Skind,
hvad ej skulde falde et Menneske ind;
men Busken sig sagte bevæger —
Nu gjælder det, Bjørn: en Jæger!
Et vældigt Spring da Bjørnen gav:
„Min Ven, Du har selv kun ondt deraf!“
Saa trykker ihjel den Jægeren grum,
og synger som før: sum, sum, sum, sum!
„Jeg sagde Dig det jo, Kjære,
Du kunde jo ladt mig være.“