To Hænder fik vi til at trykke
I Favn Alverdens Herlighed;
Men ak! de gribe kun dens Skygge,
Og trætte snart de synke ned.
To Øine fik vi til at skue
Med rene Hjerter op til Gud;
Men ak! dem blænder Lysets Lue,
Og Mismod hyller dem i Slud.
Møisommeligt ved Vandringsstaven
Paa tvende Fødder frem vi gaae;
De bære hastigt os mod Graven,
Dog Haabet kan de aldrig naae.
Men for den Verden at udsjunge,
Hvortil vort Hjerte fattes Rum,
Vi eie kun den ene Tunge.
Og den gjør Fryd og Smerte stum.