Før da til Valsen
Jeg hende bød,
Da blev til Halsen
Hun næsten rød.
Da var hun stille.
Da var hun bly.
Og kom jeg, vilde
Hun altid fly.
Men nu — nu purrer
Hun i mit Haar
Og skjelmsk mig Burrer
Paa Frakken slaaer.
Saa let i Flugten
Er ingen Hind;
Som Ferskenfrugten
Er hendes Kind.
Med korte Ærmer,
Paa bitte Skoe,
Hun om mig sværmer;
Jeg har ei Ro.
See den Poliske,
Nu staaer hun der,
Med gule Piske,
Og hjertensleer. —
Du søde, lille,
Forfløine Skarn!
Vær nu et stille.
Fornuftigt Barn.
Min Kind hun klapper,
Men strax igjen
Af Haanden snapper
Hun mig min Pen.
Nu er Du fangen.
Du Vildkat, Du!
Hvad faaer for Sangen
I Løn jeg nu?
Ja, vend Dit Hoved
Og hvisk kun: tys!
Har Du ei lovet
Mig tusind Kys?
At bryde Pagten,
Det gjælder ei —
Her er Contrakten,
Og her er jeg.
Nei, nei, nu bliver
Det alt for galt!
Kvittering giver
Jeg strax — betalt!