Der strømmer Begejstring gennem vort Sind,
naar bare vi nævner hans Navn —
saa karsk som den salte og bidende Vind
og Skum om en flyvende Stavn.
Vi synes, hans Daad er et Eventyr blot,
skønt Virkeligheden vi kender saa godt,
vi ser den med Haand over Brynet,
thi neppe vi stoler paa Synet.
Han gik til en Kamp som en Dreng til en Leg,
og sjældent han Farerne vejed;
men traf han en Gang paa sin flyvende Vej
et Mod, der var vildt som hans eget,
der stod foran Døden — og kæmped endda,
saa gav han den kække et festligt Hurra!
Og saa han den tapre endnu holde Stand,
saa drak han en Skaal med en jævnbyrdig Mand!
Had kunde hans Sind ikke nære —
Men havde han knægtet den Fjende til Slut,
saa hædred han ham med en Æressalut,
sig selv til uvisnelig Ære
og fattige Sjæle til Lære.
Hans Fjender var Danmarks, for Danmark han stred,
dets Ros var hans skønneste Smykke;
men det var vel dybest hans Hemmelighed:
hans Fjender var ogsaa hans Lykke!
Han jog dem som Vildt paa den fremmede Strand,
men haded alene den daadløse Mand,
den modløse Sjæl og den famlende Aand,
det vaklende Mod og den nølende Haand,
hvad enten hos Ven eller Fjende;
det gjorde hans Kamp til saa ødsel en Leg,
en bidende Spot for hver lunken og fejg;
den Rigdom, han ejed i Sinde,
gød Glans om hans Daad og hans Minde.
En ridderlig Høvding, hvis Vikingeblod
er Purpur i Dannebrogs Dug,
som skæmted mod Døden i jublende Mod,
men aldrig bar Kaarden i Smug!
Derfor er han Helten i Heltenes Flok,
derfor kan vi aldrig betragte ham nok;
han tænder Begejstring saalænge
de nordiske Folk fostrer Drenge!