Saa inderligt lever den Kuedes Aand,
og Haabet vil vokse i Fængsel.
Vi kunne vel binde et Menneskes Haand,
men ingen kan binde dets Længsel.
En Dag vinder Hjerterne Mæle!
Det var som forløstes et jublende Skrig,
da Dannebrog løste sin Tunge,
udfolded i Solen sin blafrende Flig,
og Klokker begyndte at runge:
Idag vinder Hjerterne Mæle!
De bastede Sjæles befriede Raab
med Flagene fløj imod Himlen;
det var som om frelste og frigjorte Haab
steg højt over Menneskevrimlen:
Idag vinder Hjerterne Mæle!
Og Kongen red frem paa sin snehvide Hest,
han red mod sit frigjorte Rige;
han red mod den Stund, der var Højtid og Fest,
og aldrig skal kende sin lige:
Thi Kongen bar Fryden i Danmark!
Han red i en bølgende Menneskestrøm,
han red i en jublende Skare
for ene at fuldbyrde Slægternes Drøm
og Sagnenes Magt at bevare.
Thi Kongen bar Fryden i Danmark.
Men da han ved Grænsen sit Rige blev var,
da maatte af Lykke han græde,
fordi han i kongelig Ensomhed bar
de Tusinders frigjorte Glæde.
Thi Kongen bar Fryden i Danmark.
Og brast i hans Sind alle bindende Baand,
ham skete vel mer, end man trode:
ham signede Christian den Niendes Aand,
ham signede Magnus den Gode.
Da Kongen bar Fryden i Danmark.
Omkring ham de Tusinder trængte sig hen
hans udstrakte Hænder at trykke
og hilse velkommen en kongelig Ven,
opfyldte af selvsamme Lykke.
Men Kongen bar Fryden i Danmark.
Da raktes imod ham med Tillid i Sind
en lille og smilende Pige;
han kyssede hende paa Mund og paa Kind,
han kyssed det Barn af sit Rige.
Da Kongen bar Fryden i Danmark.
Men Barnet ham tog i sin barnlige Favn,
som havde hun længe ham savnet;
hun kendte vel næppe sin Konge ved Navn,
men hjertelig glad hun omfavned:
Den Mand, der bar Fryden i Danmark.
Kong Christian, da Eventyr-Ridtet Du red
og fuldbyrded Drøm for de Døde
og skabte af Eventyr: Virkelighed —
et levende kom Dig imøde!
Thi Kongen bar Fryden i Danmark.
En Konge drog ud for at fæste sit Land,
udfriet af knugende Smerter —
det hilste med Jubel en kongelig Mand,
en Drot, der var Drot over Hjerter!
Thi Kongen bar Fryden i Danmark.
Det jubled, den Gang det sin Konge blev var
— fra Oldtid lagt under hans Trone —
men elskede ham, da det saa, at han bar
hin skønne, usynlige Krone.
Thi Kongen bar Fryden i Danmark.
Uvisnelig Hæder skal følge Din Vej
og være Din Tryghed tillige;
thi Hjerterne banker i Glæde mod Dig,
hvor Du drager hen i Dit Rige!
Fordi Du bar Fryden i Danmark!