Saa vildsomt Vejene sig snor —
i Ring, i Ring paa denne Jord —
og mens vi gaar ad Vej og Sti,
gaar Lykken tit vort Hus forbi.
Den kommer som en Stjernes Skin
i vore tomme Stuer ind,
den kommer som en Aftenfred,
vi ikke finder Hvile ved.
Hvad søger vi, der gaar og gaar
i Timer, Dage, Døgn og Aar —?
Vi gaar fra Rast, vi gaar fra Ro,
fra Ungdom, Drøm og Haab og Tro.
Vi gik just bort fra Hus og Hjem
fordi vi vilde finde dem,
fordi de skulde hos os bo,
vor Ungdoms Drøm og Haab og Tro.
Men Vejene sig vildsomt snor
og gaar i Ring paa denne Jord —
vi kender os en dunkel Nat
af Drøm og Haab og Tro forladt.
Og i det dybe Mulm vi ser,
vi intet har at haabe mer —
at Verden aned dødsens-viis
hint evigt tabte Paradis.
Da sker det, Du udbryder brat:
Min Gud! Du har mig helt forladt —
Du nævner, skønt Du ikke vil,
det, som Du neppe tror er til.
Og Blikket søger fjernt og nær
og standser ved en Stjernes Skær —
og Himlen aabenbarer Dig:
til Stjernen gaar den lige Vej.
Her snor sig Vej og Sti i Ring —
dog tusind Mil er ingenting;
hvor Du end er, er lige nær
til Tro og Haab i Stjerneskær.
Da leder Dig Din fjerne Ven
ad glemte Stier hjem igen;
Du standser, hvor Du græd og lo,
dengang Du ejed Haab og Tro.
Og Du velsigner Stjernens Skin,
der falder i Din Stue ind,
mens Natten kommer med en Fred,
Dit Hjerte finder Hvile ved.
Naar Du har fulgt Dit Hjertes Trang,
da gik Du alle Slægters Gang
— med Stodder, Fyrste, Gal og Viis —
al Verdens Gang mod Paradis!