Jeg vil bo i dybe Skove
i mit sidste Efteraar;
naar den store Stemme kalder
og de gule Blade falder,
vil jeg bede, medens Stormen
gennem Skovens Kroner gaar;
„Jeg har set det Skønne falme,
skønt jeg bad, det maatte gro,
skønt jeg værnede og værged,
blev min Ungdoms Lykke hærget —
skønt hvert Kærtegn, jeg har givet,
var min Længsels Bøn om Tro.
Jeg har elsket denne Verden,
jeg tør mødes med min Gud;
jeg har tilbedt, hvad Du skabte,
jeg har kæmpet — og jeg tabte;
se, jeg længes mod at Døden
fører mig af Kampen ud."
Fjernt igennem Luften driver
Dødens Duft af Høst og Hø —
og jeg ved: naar disse Toner
sygner hen i Skovens Kroner,
skal mit sidste Haab om Lykken
i den skønne Verden dø — —
Men da ved jeg, jeg vil bede,
jeg vil bede disse Ord:
„Lad mig vente til det vaares,
lad mig end een Gang bedaares,
lad mig dø, imens jeg synger,
lad mig vente til det gror!
Jeg har noget, jeg vil sige
af mit Hjertes dybe Grund!
Giv mig Menneskenes Øre
og lad Hjerterne mig høre —
de maa tro en Mand, der taler
i sin aller sidste Stund!
I skal elske denne Verden,
aa men elsk den uden Krav;
jeg har altid maattet lede,
maattet spørge, maattet bede,
for jeg fordred mere Lykke,
end jeg selv af Lykke gav.
I skal vide, I, der vandrer
gennem Verden efter mig:
det er derpaa man os kender,
hvem vi er, naar Vejen ender —
hvis I dér har tomme Hænder,
gav I ingenting — som jeg.
Aa men lad mig dø i Haabet,
lad mig vente til det gror,
til en Vaar min Sjæl forynger,
lad mig segne, mens jeg synger
af min Kærlighed til Livet
paa den underfulde Jord!"