Aa atter at aabne mod Rummet sin Dør
og møde den svalende Luftning som før,
at sanse bedaaret hvert Syn og hver Lyd —
det smerter af Fryd!
Hvor er det berusende sødt at forstaa,
at her skal jeg leve, at her maa jeg gaa,
at her skal jeg tænke og føle og se
al Lykke og Vé!
Det, som jeg har elsket, erfor jeg engang,
var slet ikke her — blev kun til i min Sang;
det tonede bort som en skøn Melodi —
og alt var forbi —
Og Verden, ak Verden, har gjort mig forsagt
og træt af at skuffes og led af Foragt —
saa ofte af Hjertet jeg tænkte derpaa:
nu kunde jeg gaa!
Nu kunde den komme, den dulmende Død
og sænke mig dybt ned i Stilhedens Skød —
for nu er der intet af alt, hvad der sker,
der glæder mig mer —
Og nu har jeg gaaet, skønt mere end træt,
fortumlet af Glæde og smilet og grædt,
og ønsket at kysse hvert Blad og hvert Straa
og alt, hvad jeg saa.
Der var aldrig Blomster, der gjorde mig glad
som blot dette fattige, visnende Blad —
alt ringe og usselt, som gør ingen Gavn,
kom hid i min Favn!
Nej Død, Du er mere end Stilhed og Fred,
Du isned min Sjæl, saa jeg gyste derved,
for ensomt der er i Din gravklamme Krypt,
Dit Mulm er for dybt!
Mit Liv! om Du havde at give mig nu
kun Sorgen — jeg hvisked: jeg elsker Dig, Du,
jeg takker Dig, takker Dig, hvad Du end vil,
fordi jeg er til!