Jeg skimter en Skikkelse fjernt i det Dunkle
i Nyaarets varslende Skær —
halvt slettet af Mulmet, skønt Stjernerne funkle.
Jeg ved kun: den kommer mig nær.
Jeg hører i Mørket en mumlende Stemme,
kan næppe dens Tone forstaa.
Engang har den talt, hvad jeg aldrig skal glemme.
— Hvad vil Du — hvad kalder Du paa?
Hvad hviler nu dybt i mit Hjerte i Slummer,
som skal for Din Røst blive vakt —
jeg rummer en Verden af Fest og af Kummer,
af Kærlighed, Had og Foragt.
Hvad end jeg i Aaret, der kommer, skal friste,
hvad end jeg skal vinde og naa —
om alt for min Haand og min Tanke skal briste,
jeg spørger: hvad kalder det paa?
Jeg mindes en Tone fra Ungdommens Dage —
jeg hører den ofte endnu,
og dybt fra min Sjæl lyder Svaret tilbage:
jeg elsker Dig, elskede Du —!
Jeg tænker paa En, der har voldet mig Smerte,
og mer end jeg kunde forstaa —
men dog var hun Lykken, thi dybt i mit Hjerte
det gode kun kaldte hun paa.
Jeg hilser Dig Nyaar, men spørger Dig ikke,
hvad stort jeg skal vinde og naa —
jeg ser imod Mulmet med lyttende Blikke
og spørger: Hvad kalder Du paa —?