Du mørke Aar, der fra mig drog,
og al min Lykke med Dig tog,
jeg hader og forbander Dig
for, hvad jeg nu maa lide. —
Ak nej, ak nej, jeg beder Dig,
at Du gaar ikke bort fra mig,
men altid er mit Hjerte nær
og bliver ved min Side!
Det gode, som var Sjælens Trang,
men blev til bittert ondt engang,
at det dog var i Verden til,
hvor er det godt at vide!
Gaar mod mig nu al Verdens Sorg,
er det mit Hjertes stærke Borg:
dér er jeg tryg, ihvad der sker,
derfra min Sjæl skal stride.
Hvad er i Tidens Hav et Aar
— en Bølge kommer, Bølge gaar —
lad Havet vugge, som det vil,
lad alle Bølger glide.
Naar, hvad I glædedes og led,
er præget dybt af Evighed,
da er I Livets Hjerte nær,
skal, Mennesker, I vide.
Prent Aarstal ved alt det, I tror,
er stort, ak stort, paa denne Jord,
ved Hædersdag og Nederlag
— Kulturens Pyramide —.
Men bær i Hjertet skjult et Navn
for Lykke eller Nød og Savn,
et varsomt Ord, en bange Bøn
i mørke Midnatstide,
Ved Tidens dybe Hav jeg staar
og lader Sommer, Vinter, Vaar,
alt, hvad der visner og forgaar,
mod Død og Glemsel skride!
Du mørke Hav, der mod mig slog,
den Lykke, som Du fra mig tog,
er min, indtil mit Hjerte dør,
og kæmper ved min Side!