Tre sælsomme Vandrere kommer fra Østen,
tre Konger, der Verden forlod —
Blod driver fra Vunder af Tidsler og Torne,
men falmet er Purpurets Blod.
Tørst, Hunger og Farer de lider saa gerne,
de sover paa Puder af Sten,
men stiger ved Aften den manende Stjerne,
de bøjer de smertende Ben.
Saa sidder de sammen og taler om Livet,
og hvad de af Hjertet forstod,
om hvorfor de mødtes saa dødsens alene,
og hvorfor de Verden forlod.
Da talte den første: „Mit Rige
har Tinder som Himlenes Stige,
har Guld under Klipper begravet,
har Sletter, udstrakte som Havet,
har Cedre og sælsomme Planter,
Urskovenes Dyb Elefanter;
har Slotte som Længsler og Drømme —
Guldfiske i Vandene svømme.
Og blot for et Blik fra mit Øje
Hærskarer sig lydige bøje.
Men hæver jeg Haanden og standser,
da fældes tolv tusinde Landser!
Jeg herskede fra jeg var lille —
alt fik jeg, og mer end jeg vilde.
Med Guld har jeg Kvinderne vejet —
alt, hvad der er til, har jeg ejet. —
Kun aldrig en Sjæl, som jeg vidste,
kan alt for sin Kærlighed miste.
Alt maatte jeg — plyndre og stjæle,
ihjelslaa — men kun ikke knæle,
Mit Hjerte blev fattigt af Glæde —
og Kongerne maa ikke græde.
Men blændes af Taarer vort Øje,
da vendes vort Blik mod det Høje!
Nu søger jeg ham, som er kommen,
hin Konge for Døden og Dommen.
For ham vil jeg knæle i Støvet,
ensom og træt og bedrøvet —“
Da sukkede den anden: „Ja, Konge, Du har Ret,
og længe har mit Hjerte ensomt grædt.
Thi ingenting er fattigt som Gods og Guld paa Jord,
og intet rigt, som blot eet evigt Ord;
Slet intet giver Glæde og intet giver Magt,
før Hjertet har det alt som Offer bragt.
Og Hersker er alene den Sjæl, som alting véd
og alle Smerter for sin Visdom led.
Den Konge, der skal herske af Hjerte og af Aand,
hans Kjortel vil jeg røre med min Haand“,
Den tredie taled og sagde:
„Som Offer for Guden jeg lagde
ti Okser, ti skælvende Kalve,
skønt Guden kun kræver det halve.
Og Præster bad Nætter og Dage —
men intet min Sorg kunde tage.
Da ofred jeg tusinde Fjender
og hundrede skønne Slavinder —
Ja, mere end Jorderigs Goder —
jeg dræbte ved Midnat min Broder!
Til Ildguden ofred jeg Borgen,
men tungere tyngede Sorgen —
Nu søger jeg Kongen, man siger,
har slet ingen Lande og Riger,
hin Konge, den straalende hvide
for alle, der længes og lide.
Og hvis han vil tage min Smerte,
til ham vil jeg ofre mit Hjerte“.
Saa talede de med hverandre
og rejste sig op for at vandre.
De samlede hver sine Skatte,
solfunklende, skumrende matte.
Guld, Røgelse, Myrrha, den skære,
der skulde et Takoffer være.
De bar dem i varsomme Hænder,
de bar dem som Lamper, der brænder.
— — —
Blandt alle de Stjerner, der blinked,
hin ene fortryllende vinked.
Den ledte langs drivende Skyer
ad Sletter og Bjerge og Byer.
Til Flækken, hvor Hyrder og Geder
og farende Fattigfolk beder.
Og dér, ind i Herbergets Stalde,
til dem, der var fattigst af alle,
det evige Vidunder skete,
at Stjernen de Mægtige ledte.
Mens Hyrder paa Skrænter og Enge
stod stille og stirrede længe:
Hvad underligt skulde mon hænde,
hvad vilde de sælsomme trende —
Man fulgte nyfigent og bange —
og mindedes ældgamle Sange —
Og da, da fik Hjerterne Mæle:
tre mægtige Konger, der knæle!
Blandt Okser i Stalden — i Skarnet
for Fattigmandskvinden og Barnet!
Saa er da den Evige kommen
at frelse fra Døden og Dommen!
Og det skulde Mennesker lære,
hvad dybest er kongelig Ære.
En Krybbe kan være et Alter
og Gud kan Du møde i Pjalter!