Jeg saa Dit Arbejde føje sig
under Nævers Greb —
jeg saa Dig stemme en tre Mands Byrde,
endskønt det kneb,
og Muskler laa over Ryg og Skulder
som spændte Reb.
Jeg saa Dig bøje det sejge Jern
som en Pilevaand,
og Sten og Træ saa jeg forme sig
for Din stærke Haand —
jeg følte med Dig en Urtids Glæde,
saa sund af Aand.
Jeg saa Dig drikke som solhed Jord
paa en Regnvejrsdag,
jeg saa Dig spise Din grove Mad
med et dybt Behag —
jeg tænkte: meget af det, jeg ejer,
er skønt Bedrag.
Men helt misundelig standsed jeg,
naar en Hvilestund
jeg saa Dig ligge paa Jorden strakt
i et Middagsblund:
en Sæk til Lagen, en Bylt til Pude,
en Søvn saa sund!
Men saa Du mig, kan det sagtens hænde
— det ved jeg godt —
Du vilde tænke, at Livet deler
en Smule raat:
at mit er netop saa lyst og festligt,
som Dit er graat.
At Dagens Byrde for Dig er tung
og for mig saa nem —
Den Tro maa ikke forbitre Lykken
i Sind og Hjem,
for jeg er standset af selve Livet,
mens Du gaar frem!
Alt det, der synes saa godt at eje,
skal kendes først;
da kan det dømmes engang, hvis Glæder
var flest og størst —
for Glæden gir ikke, hvad vi drikker,
den gir vor Tørst.
Du skulde kende den Kamp mod Maal,
man kan aldrig naa —
i bange Søgen og atter Søgen,
fordi Du maa,
fordi Din Hjerne vil skjulte Love
til Bunds forstaa.
Og Tankers Trællen i vaagne Nætter
i Ring, i Ring —
fordi vor Viden om ondt og godt
gør saa bratte Spring —
en Kamp, en Smerte, som Verden lønner
med — ingenting.
Men Dine Børn eller Børnebørn
vil en Dag forstaa
den Mand, der følte misundeligt,
da han stod og saa
en Arbejdsmand, der i Middagsblund
ved sit Værktøj laa.