Det fyger med Mulm, det er Midnatstid,
jeg skimter kun svagt Horisontens Rand,
og Luften er kølig og stærk og strid —
det er, som jeg gik i usynligt Vand.
En halvlys Himmel, en kulsort Jord,
der løfter sig truende mod mig op
og helt uden Grænser og Stier og Spor
indhyller i Mørke sin mægtige Krop.
Selv Træernes Kroner jeg neppe kan se —
kun brusende Mulm i den mørke Nat;
nu hører jeg et — nu to — og nu tre —
og tier de, tager de næste fat.
Jeg véd, at den Maane, der sejler dér,
den lysende Verden bag drivende Skyer,
kan fremtrylle alt for mit Øje her —
jeg synes, at alt er et Eventyr.
Da saa jeg Lys langt ude —
et Maal for trætte Fjed;
et lille Herbergs Rude
bebuded Læ og Fred,
Den gamle Stige knaged
for hvert forsigtigt Skridt,
og Døren peb og klaged —
men dette Rum var mit!
En Seng med tunge Puder,
i Væggen et Par Søm —
men gennem snevre Ruder
gled Maanens Sølverstrøm.
Et Lys i sprukken Stage
paa Stolekanten sat —
dog Hygge uden Mage.
Godnat, sov vel, Godnat!
Aa Nøjsomhedens Glæde,
Du er den trættes Ven —
en Sengekant til Sæde,
min Hat paa Væggen hen!
Du hang paa gylden Knage,
Du skærmed Daad og Drøm —
dog skal Du aldrig vrage
et gammelt, rustent Søm!
Du dybe Nattehvile,
al Træthed dulmer Du —
hvor godt hos Dig at smile,
saa ung og stærk endnu!
At strække sig og vide:
snart skal jeg sove ind
med Stilhed ved min Side
og Stilhed i mit Sind,
Naar Solen vækker Landet,
saa rejser jeg mig op
og ser, hvor jeg er strandet
og strækker Sjæl og Krop!
Og er den Dag, der stiger,
min Fjende eller Ven —
det stunder, naar den viger,
mod Aftenfred igen!