Sig mig, Ven, hvad har vi villet
i det tamme Dueslag —
er vi Ørn og er vi Ugle,
er vi kongelige Fugle,
maa vi ræddes for den Rede
paa det lave Skifertag.
Har Du set dem, naar de letter sig
til deres Flyverfærd
fra den lune Duerede
langsmed Tagene dernede —
de er Fangerne blandt Fugle,
de maa flyve Jorden nær.
De har aldrig været oppe,
hvor de store Ting blir smaa,
og hvor Smaating helt forsvinder,
over Skyer og Bjærges Tinder;
de har aldrig turdet prøve
eller tænke blot derpaa.
Deres Verden er en Cirkel
om det kære Dueslag,
omkring Reden lummerlunet,
klinet tæt og duedunet —
de er lænkede af Afmagt,
stumpe for og stumpe bag.
Men de Fugle, som er fødte
til de fjerne Klippeskær,
til at vaage, til at sove
højt, højt over By og Skove —
det kan hænde, de en Aften
kommer Dueslaget nær.
Og de sætter sig og hviler
paa det tamme Dueslag —
men de dumme Duer gyser,
mens de tænker: „Aa, de fryser,
de vil lede efter Rede
i vort gode, lune Lag,“
Men de lade Hunner længes —:
vil de bie her til Dag —
de er ængstende at skue,
og de ligner ingen Due;
Fader huer ikkun Duer,
stumpe for og stumpe bag.
Mon de kan faa Lov at blive
hos os i vort Dueslag,
naar det skarpe Næb er knækket
og de brede Vinger stækket,
saa de maaler, hvad vi taaler,
stækket for og stækket bag.
Men naar Mørket skjuler Jorden,
og det tyste Dueslag
nyder i besindig Groen
Dagens Resultat — i Kroen —
mens i Slummer, tung og lummer,
kurres svagt af Velbehag.
Se, da spejder Ørnens Øjne,
og han slipper med sin Klo,
og da maa han atter svinge
sig mod Himlen paa sin Vinge,
højt i Vejret imod Skæret,
hvor det sømmer sig at bo.
Hør det, Ven: vi, som er fødte
til de fjerne Klippeskær,
vi skal huske, vi er kaarne
kun til Tinder og til Taarne
paa den lille Jord, vi elsker,
men kan komme altfor nær!