Tag Dit Bæger, jeg vil hilse Dig
min Ven!
Drik det ud, at jeg kan fylde det
igen!
Naar Du løfter det, da er mig
Glæden næst —
og jeg drikker ud, fordi mit Sind
er Fest!
I den Tid, som vi med Rædsel
kalder vor,
er der altfor lidt at løfte
Glasset for;
jeg vil drikke for, hvad evigt
er en Skat —
vi vil være Farisæere
i Nat!
Lad Plebejersjælen tro, han
bliver glad,
naar han lader Vin og Dumhed
følges ad —
lad den plumpe Verden tro sig
mere fin,
naar den fylder helt sin Vom
med ædel Vin.
Ja, lad Aandens Pøbel te sig,
som den vil,
lad den drikke sig en fattig
„Stemning“ til.
Det er Hæder, naar jeg rækker Dig
min Vin;
tag min Glæde, mens jeg tager
imod Din!
Jeg vil drikke for den Fryd af
ædel Rod,
som er Livets fine Rus i Sind
og Blod,
ringeagtet mod en nemt og
billig købt,
ussel Morskab i lidt Vin og
Fusel døbt.
Tomt er Tankernes og Drømmenes
Palads,
Hoben flokkes paa en broget
Markedsplads,
og den véd ej, at den køber,
sløv og træt,
en Skaal Linser med sin
Førstefødselsret.
Der er intet saa alvorligt
for et Sind
som at lukke helt den gode
Glæde ind.
Hoben vælger ved at raabe:
Barabbas!
Skaal for Glæden, lad os tømme
dette Glas!
Nej, i Vinens Rus er ingen
Glæde gemt —
Glasset løfter jeg, naar jeg er
festlig stemt.
Og jeg ved jo: naar Du taler
fri og glad,
at det gode og det skønne
følges ad!