Axel Juel (1883–1948)

Vi sidder ved det brede Bord,

de dybe Krus, de dybe Ord,

saa godt i Natten gemt.

Jeg faar Din Sorg, og Du faar min,

saa løfter vi den tunge Vin

til Visdom og til Skæmt!

Og Glæden tar vi kækt paa Borg;

vi bærer jo en andens Sorg,

og det gør stærk og glad.

Thi saadan hjælper Ven sin Ven —

de bytter Byrderne igen,

naar de skal skilles ad,

Vi to har Aand af samme Aand,

vort Sind er som en fremstrakt Haand,

vort Møde glemmes ej.

Jeg var en træt og ensom Mand,

der vandred i et øde Land —

men Du gik samme Vej!

Og se, nu er det skønne sket:

den Stund vi har tilsammen lét,

har gjort vort Hjerte glad!

Jeg faar min Sorg og Du faar Din,

men Glæden den er Din og min,

naar vi skal skilles ad!