Det var en dunkel Vinternat,
jeg gik ad ensom Sti —
i Mørke ruged Skov og Krat
og gled mig tungt forbi.
Jeg standsed træt — og længtes hjem —
da gled bag sorte Skyer
den fulde, klare Maane frem
og som et Eventyr
stod lysende i samme Stund
— forunderlig at se —
paa Mørkets Grund en yndig Lund,
helt hvid og tyst af Sne,
Med et saa nær de hvide Træer
ved Maanens Trolddoms-Lygte,
en Skønhed altfor kysk og skær,
som standset i at flygte.
Men Skyen gled for Maanen hen,
og Synet sluktes brat;
omkring mig lukked sig igen
den sorte Vinternat.
Kun Mørke jeg derinde ser;
O Skønhed, rene Du —
hvor sært: Du er der ikke mer
og er der dog endnu!
Jeg var engang et Hjerte nær,
der dybt i Mørke laa —
i Kærlighedens Maaneskær
jeg Lykkens Skønhed saa.
Og lukker Natten sig igen,
naar Himlens Skyer vil —
det Skønne slukkes ej for den,
der saa, at det er til,