Nu griber den store Mester
min Sjæl med sit vældige Spil,
nu smerter mit Sind som et Væld af Graad,
jeg ikke har Taarer til,
Og Stormenes brusende Stemme
opfylder det sortnende Rum,
hvor Skoven er vældende Bølger af Mulm,
og Skyernes Flager er Skum.
Som angstfulde, baskende Fugle
er Askenes Kroner at se —
og Poplen staar naglet i Rædsel fast
og rokker i viljeløs Vé,
Imellem de svajende Grene
jeg skimter en ulmende Ild —
jeg anede altid en Rudes Lys,
at ikke jeg vandrede vild.
En Gang har jeg troet et Hjerte,
men modtog i Natten min Dom:
den Rude, jeg vandrede efter —
var slukket og kold, da jeg kom,
Det var vel en Lov for Dit Hjerte:
at før det blev Morgen for Dig,
da maatte det skumre og slukkes,
og alt blive Mørke for mig —
Nu griber den store Mester
min Sjæl med sit vældige Spil,
nu smerter mit Sind som et Væld af Graad,
jeg ikke har Taarer til —