Jeg gik gennem skumrende Skove
— en levende Verden af Fred —
jeg kunde i Suset fornemme
det Eviges kaldende Stemme,
min selviske Uro og Smerte
blev tysset til Hvile derved.
Saa gik jeg ad støvede Veje
og Markskellets knudrede Sti,
langs Gærder med Rose og Slaaen
og Rækken af Pile ved Aaen —
de staar der som standset af Strømmen
og stirrer fortabte deri,
Og ind mellem Landsbyers Huse
ad Veje med Poppel og Lind,
langs Kæret og Sprøjtehus-Gavlen
med Cirkusplakaten og Tavlen,
der varsler til Sogneraadsmøde
og melder om Nedbør og Vind.
Her blomstrede Fattigmandstræet,
den frodige, nøjsomme Hyld,
den dufted bag frønnede Staver
i fattige, venlige Haver
og skærmed i Solnedgangsstunden
saa mangen beskeden Idyl.
Og se: imod Skumringens Time
faar Farverne stærkere Skær —
jeg gik forbi dybgrønne Marker
og prangende Herregaardsparker
med Støtter og Marmorfontæner
og fremmede Buske og Træer.
Og vældige Gulvtæppeplæner,
som klippede af en Frisør —
alt skabt til ved stilfulde Fester
at vises de høflige Gæster,
der skrider en Tur efter Middag,
beredte til skyldig Honnør.
Og ud over Engenes Flader
og Agrenes vigende Drag,
hvor Gaarde sig dukker og dølger
— som sunket i Kornhavets Bølger —
jeg ser kun en Klynge af Træer
og skimter en Gavl og et Tag.
Thi Træer og Buske og Blomster
omslutter hvert Hus og hver Gaard.
Smaa Samfund er Haven og Parken,
men Træet alene paa Marken,
det er saa vemodigt som Skæbnen,
hvert eneste Menneske faar.
— — —
Nu tændes der Lys under Løvet
i Forstadens Villakvarter —
Hvert Hus har sin hegnede Have,
saa sirlig som velholdte Grave —
jeg hører en Ungpigestemme
og Tonerne fra et Klaver.
Javel, disse stængede Haver,
omend de er aldrig saa smaa,
de kan dog beskærme og skjule
et Par af Guds farende Fugle
og hviske til os om det Skønne,
vi aner, men aldrig kan naa.
De er som en Stilhed i Larmen,
de er som en hemmelig Magt —
en Tone af fredfulde Skove;
igennem det plumpe og grove
det dybeste, Kvinden og Manden
kan føle, men ikke faa sagt.
Saa sidder jeg selv i min Have,
hvor Træerne sovende staar —
jeg tænker paa Skoven og Aaen,
paa Gærdet med Rose og Slaaen,
og Træet alene paa Marken —
og Skæbnen, vi Mennesker faar.