Det kom som en Kalden, jeg vaagnede brat
Maanen stod højt i den kølige Nat,
en bydende Længsel kaldte mig bort:
det Skønne er evigt — mit Liv er saa kort,
de svinder de Nætter og Dage
og kan ikke kaldes tilbage.
Og nu er de vaagnet til Livet igen
og venter mig tyst, hver usvigelig Ven;
nu drager mig ud paa den natlige Vej
det Liv, der er bedre end Livet i mig:
det rene og skønne og skære
og stille — som jeg skulde være.
Jeg aander en Duft, saa jomfruelig fin
som Haabet og Længslen, da Vaaren var min;
der pipper en Fugl i en Vaarhaves Duft,
det er kun som skjalv den krystalklare Luft,
og Træer og Hegn er saa grønne,
som flygtende Drømme er skønne.
Jeg elsker Jer Tysthed, jeg elsker Jer Ro,
Jert Liv uden Tankernes Tvivlen og Tro.
Vi Mennesker længes og græder og ler,
maa spørge om alt, skønt vi hører og ser,
men véd, vi skal visne og falme —
dybt inde er Sangen en Salme.
Den Visdom, vi søger, og aldrig kan naa,
fik Træer og Buske og Blomster og Straa;
paa Vej mod de tyste og evige Ting
vi føres i Verden bestandigt i Ring —
vi ejer og véd, vi skal miste,
vi binder, og véd, det skal briste.
Vor Ejendom tynger, og Guldet er koldt,
Begejstringen synger, men Ryet er goldt.
Berusende sød er den vaarlige Luft,
men Laurernes Krans ejer slet ingen Duft.
De Blade, der visner og falder,
dybt inde vort Hjerte paakalder.
Vor Verden er fattig, dens Glæde er tom,
har intet, hvorefter jeg vendte mig om,
har intet, der stilled mit Hjertes Begær,
bestandigt var Svaret: det er ikke her —
Saadan gik de Nætter og Dage
og kan ikke kaldes tilbage.
Og saadan vil Dage gaa hasteligt hen —
tilsidst har jeg bare een Time igen —
Aa giv mig Jer Fred paa min natlige Vej,
hjælp mig, alle I, der er bedre end jeg,
I rene og skønne og skære,
og stille, som jeg skulde være — —