Det var i Stormens Piben
jeg vaagnede ved Nat —
dér hang i Maanestriben
min gamle, muntre Hat!
Et Sting af Glæde vakte
min Sjæl, der før var tyst —
jeg maatte Dig betragte
i Rummet maanelyst.
Saa pludselig en Længsel
sødt smerted i mit Bryst,
en Angst i Livets Fængsel
og dog en sælsom Trøst.
Du var som en fortrolig,
der alting, alting véd
om Glæde, stærk, urolig
og festlig Munterhed.
Du fatter godt om Panden;
og gik min Gang til Fest,
og sømmed sig en anden —
Du passed mig dog bedst.
I de Filistres Gader
Du knapt en Hilsen gad
og traf vi dem, jeg hader,
saa blev Du, hvor Du sad.
Men naar vi møder Venner,
hvor rig den korte Stund,
da Du min Hilsen sender
fra Hjertets glade Grund.
Og naar i triste Dage,
i fattige og graa,
jeg kendte Mismod nage —
jeg tog Dig for at gaa!
Du har min Tinding dulmet,
og naar jeg stred mig frem
igennem Uvejrsmulmet,
da var Du som et Hjem.
Det var som om Din Skygge
— naar Storm og Uvejr bed —
udbredte lunt en Hygge
i fredløs Ensomhed.
Din Linje frejdigt svunget,
frimodig, skøn og glad —
befriet og utvunget
vi ofte fulgtes ad.
Hvor er vi blevet Venner,
vi to, som havned hér —
hvor vi to Livet kender
i Sol og Stjerneskær —
Ved Kvæld, i Mulm, ved Morgen,
i Nætter uden Fred —
Du fulgte gennem Sorgen,
og Du blev skøn derved!
Ja, Du blev skøn af Livet,
og det gør saare faa —
Du har mig festligt givet
Symbolet paa at gaa!
Symbolet paa at vandre
forbi, forbi, forbi —
Farvel, Farvel I andre!
Farvel betyder fri!
Farvel saa let om Hjertet,
Farvel saa lyst og frit —
Farvel, der bittert smerted
til det, jeg trode mit.
Farvel til Aftenrøden,
Farvel til Haabets Skær —
Farvel, saa tungt som Døden
til det, jeg havde kær — —
Nej, ti om Sjælens Vunder,
og tal om, hvad Du véd
om lykkelyse Stunder
og frejdig Munterhed!
Ja, tal om Sjælens Gammen
og om, at vi paany
skal hilse glade sammen
saa mangt et Morgengry!