Marmoret er hvidt,
Men det lyser ikke.
Søjlerne er slanke,
Men de knejser ikke.
Kapitælernes frodige Pragt er svunden.
Akantusløvet har rullet sig sammen,
Er visnet og faldet,
Smuldrende blander det sit Støv med Plintens.
Og de gyldne Skaaler er tomme,
Deres Malm har intet Mæle.
Hebe har kun Taarer,
Bakkos har kun Vinløv,
Døsigt lege Pantrene med Thyrsen.
Af Ælde ryster Zeus’es lokketunge Hoved,
Poseidon fægter sælsomt i Luften med sin Trefork,
Og Phøbus ser bedrøvet efter Solen;
De ledige Hestes Hove
Trampe paa den strængløse Lyre.
Muserne slumre,
Gratierne er skilte.
Men Lauren har alle sine Blade.
Mellem de Søjler staar der en Laure
Stærkstammet, lavstammet, storkronet og bred.
Nedover Søjlerne, rodfæstet i dem,
Løbe de tornede Ranker,
Leger det flimrende Løv
Af den Plante, hvis purpurgyldne Roser
Alle Sydens Kvinder elske.
Mange Mænds Blikke vogte paa Rosen.
Mange Blomster bæ’r den,
Og højt er de baarne,
Dog før Dagen vel er kommen,
Er dens Blomsterrigdom delt.
Men Lauren har alle sine Blade.