En vidtstrakt Hede med mossede Sten,
Lidt blinkende Vand i det Fjerne,
En gulrød Stribe hvor Solen gik ned,
En eneste skjælvende Stjerne.
Og sælsomt susende Aftenens Vind
Saa langeligt sukkende aander,
Som kæred’ mindeligt i den en Sjæl
For jordiske Veer og Vaander.
Da Solen vaagned, vel tusinde Haab
Strøg fremad paa dristige Vinger;
Hvem veed, om ikke den sukkende Vind
De Saare og Stækkede bringer?
Hvem veed, om ikke de samle sig her
Som Fugle ved Efteraarstrækket
Og prøve: haver end Vingerne Kraft
Mon, eller er evigt de stækket?
Og mange kjende sig længst paa Gled
Ad Dødens forstummende Strømme;
Da andre letter i Flok efter Flok
At læges i Menneskers Drømme.