Vær hilset sejervante Vaar
Med al din milde Vælde,
Der magtet har saa mangt et Aar
Den barske Vinter fælde!
Og Lærken har i Sang fortalt,
At og du nu vandt Slaget,
Og at din milde Aande alt
Har bort dens Taager jaget.
Glad skynder sig hver Blomst i Vang
Dit glade Bud at følge,
At bryde Dækket, der dem tvang
Den lyse Pragt at dølge.
Travl iler Bækken, nys gjort fri
Fra Vint’rens Lænker tunge,
Og spejler, rullende forbi,
De fagre Spirer unge.
Og Skovens Træ’r, som Stormens Magt
Har evnet ej at fælde,
De straale nu i nyfødt Pragt
Trods deres store Ælde.
Thi Livets Gnist, der ulmed’ svag
I deres runkne Stammer,
Sig hvirvler nu mod Himlens Tag
I tusind’ grønne Flammer.