Jeg atter vandrer, hvor Mose Stav
Adskilte de dybe Vande:
Her Pharaos Hære forsvandt i Grav;
Hist stolt Pyramiderne stande.
De Sjæle, som Oxe og Slange tilbad,
Har Mindesmærker paa Jorden;
Men de, som ved Tabernaklet sad,
Flye spredte, som Spurve i Torden.
De bygge under den Fremmedes Tag;
De spottes af usle Drenge;
Ret aldrig meer vi leve den Dag,
Vi ei til Dødsfjender trænge.
Det Folk, som var den Høiestes Tolk,
Maa fredløs, som jeg, omvandre.
Gaaer saa det med Herrens udkaarne Folk —
Hvor vil det gaae med de Andre!
