De skye mig, naar de mit Aasyn see:
Det ligner en udhugget Steen;
Men nævner jeg mig, de Forstandige lee:
Min Jammer troer ikke Een.
Mit Liv dem tykkes et Sagn, fuldsært,
Mit Billed en mørk Phantasie,
Et Eventyr, Ammen har Børnene lært,
En Drøm, som er længst forbi.
Tidt staaer jeg selv ved den klare Strøm
Og stirrer heelt tvivlsom deri:
Selv tykkes mit Liv mig en underlig Drøm,
Mit Billed — min Sjæls Phantasie.
