(Bjergegn tæt ved Valpladsen.)
Albenaliz (til sine Krigere).
Flyer! sidste Levninger af Maurerhæren!
Foreener Eder med de faa Udvalgte,
Som søge vor ulykkelige Konge!
See! Alt er tabt: et Under os betvang,
Og Hvo kan modstaae Magterne foroven?
Hvo af os saae hiint røde Kors paa Himlen
Og grued ei? Hvo veeg ei for den Pilgrim,
Som sælsomt svæved over Valen hen
Og Christenbanret svang og Psalmer sang,
Beskyttet af den dødningblege Hyrde?
See! Hærens Middelpunkt er splittet ad
Af Lopez Haro og de trende Konger.
Den stærke Sancho har vor Jernmuur sprængt
Og sønderhugget Lænkerne. Selv maa nu
Vor store Mahom mellem Spanjens Bjerge
Et Fristed søge for de christne Sværd.
Kun for hans Flugt at dække har jeg hist
Saalænge Jer mod Overmagten stillet;
I var de sidste Maurer, som forlode
Tolosas blodbestænkte Valplads. — Flyer!
Og lader mig nu eene her tilbage!
Et helligt Løfte jeg opfylde maa,
Før jeg kan Eder følge. — Muligt sees
Vi aldrig meer. — Hav Tak da for jer Troskab
Og den Standhaftighed og Heltekraft,
Hvormed I kæmpet har med mig for Mahom!
Profeten veget er idag for Christ.
I uden Skam kan eders Konge følge;
Jeg følge maa min Skjæbne.
En Maurer.
Ædle Høvding!
Vi vil vor Skjæbne ei fra din adskille,
I Liv og Død vi vil dig følge troe.
Alle Krigerne.
Vi vil dig ei forlade.
Albenaliz.
Ved Profeten
Besværger jeg Jer, og i Kongens Navn
Befaler jeg Jer det: forlader mig!
Opsøger eders Landsmænd og jer Konge!
Det er mit sidste Høvdingsbud til Eder,
Det er min sidste Bøn.
En gammel Maurer.
Velan! vi lyde,
Med Taarer Herre! lyde vi — Farvel!
En ung Maurer.
Jeg haaber, at Profeten os paa Veien
Endnu en Kamp forunder, til at døe i,
Som Seierherrer kan vi ei hjemvende,
Som Overvundne vil vi ei — Farvel!
(de gaae)
Albenaliz (aleene).
O troe, de tappre Stridsmænd! — kjær de har mig.
Det skjær i Hjertet mig at skilles fra dem.
Hvormangen Daad har jeg idag dog seet,
Hvorved de gode Aander sig vist glæde,
Selv naar de deres Aasyn maae bortvende
Fra Jordens store Mordergrube. — Allah!
Er det din Villie, som i Verden skeer?
Jeg kan derpaa ei tvivle; — dog jeg gruer
Og tør ei spørge hvi saa meget Blod
Skal flyde her for Intet. — — Tie, Forvovne!
For Intet falder vist en Draabe ei
Fra Skyen hist til Jord. — For Intet knuses
Vist ei den Haand, som imod Korset raser:
Vi har det jo paa Himlen seet. — Hist kommer
Han endelig den seierkronte Helt;
Hvi kan jeg ikke til mit Bryst ham trykke
Og sige: Ven! nu er jeg evig din — —
Albenaliz! den Fryd var du ei værd;
Din Banemand skal Lopez Haro vorde,
I Døden først han vorde kan din Ven.
Lopez Haro (kommer).
Hvad har du mig at sige? tappre Fjende!
I Slaget undgik jeg min fordums Gjæst;
Dog hørte jeg hvad du tilraabte mig.
Nu kommer jeg at stande dig tilrede;
Hvad vil du?
Albenaliz (rækker ham sin Handske).
Kamp med dig paa Liv og Død.
Lopez Haro (tager den).
Velan! det kan dig ingen Ridder nægte;
Du dine Landsmænds Nederlag vil hævne,
See! jeg er rede.
Albenaliz.
Først jeg løse maa
Det Ord, jeg gav din Søn udi hans Dødsstund:
Han bad mig bringe dig sin sidste Hilsen —
Med dette Sværd jeg gjennembored ham.
Lopez Haro.
Dit Sværd det var, din Haand, som fælded ham?
Ha! grumme, utaknemmelige Maurer!
Dit Liv jeg frelste, og min Søn du myrded
Og bringer selv mig Budskab om din Seir,
At ved min Faderqval du dig kan fryde —
Det skal du ei —
(de kæmpe)
Albenaliz! hvorledes?
Du blotter selv dig for mit Sværd? — du bløder — —
Albenaliz.
Bliv ved! — Don Lupo blødte stærkere,
Og jeg holdt dog ei inde.
Lopez Haro.
Grumme Maurer!
(knuser hans Hjelm)
— — Albenaliz! hvi kæmper du saa slet?
Hvad? — mon jeg dig forstaaer? — siig: vidste du,
Don Lupo var min Søn?
Albenaliz.
Nei; men han var det,
Og jeg hans Banemand.
Lopez Haro.
Der er min Haand,
Jeg er forsonet.
Albenaliz.
Høimodige! det kan du?
Lopez Haro.
Ja det har Christ mig lært! min Søn er faldet
I ærlig Ridderkamp; han er nu salig.
Du vilde dig til Blodhævn for ham ofre,
Det skal du ei — han er alt hævnet dyrt,
Det kan Tolosas Sletter vidne.
Albenaliz (modtager hans Haandslag).
Ridder!
Den Christ, som lærte dig saa stort at handle,
Maa være større end Profeten — før mig
I Allahs Navn til ham! — og jeg er Eders.
Lopez Haro.
Nu staaer min Broderfavn dig aaben Fjende!
Christ har foreenet os; nu er vi Venner — —
Albenaliz.
I Evighed!
(de gaae Arm i Arm)
(Klippeegn paa den anden Side af Valpladsen.)
Muhamed (aleene).
Du har forladt mig, Allah!
Du seirer, Christ! — fordømte Troldomshær!
Som gjøglende paa Jord og Himmel skuffed,
Og kogled Seiren af Profetens Haand!
— Saa var du kun en Heltedrøm? du store,
Du mægtige Kolos af Herskertanker!
Nei, vaagen jeg med Kæmpekraft dig avled,
Du var et Himmeltaarn, paa Fjeldet bygt,
Nu ligger du i Gruus ved Fjeldets Fod,
Og Mesteren staaer knuset ved Ruinen.
— — Er det dig selv, som taler? Maurerkonge!
For førstegang jeg blues ved mig selv.
Nei, knuset er jeg end ei; men forladt
Af mine Tusinder jeg eene staaer,
Og leder om et Fristed mellem Christne;
Ha! Søn! det er dit Værk, Forbandede!
— Hvo kommer hist? — du Sancho! gamle Hævner!
Du længe mig har søgt — du skal mig finde,
Endnu er Mahoms Kæmpearm ei lam.
Sancho (kommer).
Saa mødtes vi dog endelig, Maurerkonge!
Du denne Gang skal ei min Hævn undgaae,
Den gamle Regning maa med Blod udslettes.
Muhamed.
Det skal den, Sancho! — har du end ei glemt
Din Ungdomsbrud, saa viid: i denne Stund
Hun som en salig Huris seer vor Kamp,
Og dømmer os imellem.
Sancho (med tilbagetrængt Smerte).
Altsaa død?
Muhamed.
Mig har hun aldrig elsket; skjøndt med Qval
Hun det Uhyre fødte mig, som nu
Forrædersk har voldt min Undergang.
Sancho.
Jolanda! ja saa var det dig, jeg saae
I Aandens Verden, da til Kamp jeg vaktes
Ved Morgengrye — jeg svoer at hævne dig,
Før Sol gik ned — — det haster, Konge! kom!
(de kæmpe)
Muhamed.
Velan! jeg vil dig til Jolanda sende,
Paa anden Viis du jo ei Prisen naaer.
(knuser hans Skjold)
Sancho (tager Sværdet i begge Hænder).
Vær du mit Skjold! henfarne Ungdomsbrud!
Nu rammer Lynet, Konge!
(splintrer hans Sværd og hæver Armen for at give ham Banesaaret.)
Ha! Hvo holder
Min Arm tilbage? — er det dig? Jolanda!
— — Ja du er vaabenløs, forhadte Fjende!
Den Døde ynker dig og beder for dig;
De Svages Ret dig Livet skjænker — flye!
Muhamed.
Navarras stærke Konge! had mig kun!
Ja gjennembor den overvundne Mahom!
Foragte ham, det kan du ei.
Sancho.
Er end
Dit stolte Mod ei knækket?
Muhamed.
Ved Profeten!
Jeg trodser dig og Christenheden end,
Før skal I Allahs Himmel rive ned,
Før I skal bøie Mahoms frie Aand.
Sancho.
Her har du godt ved høie Ord at tale:
Du veed, din Afmagt skaaner dig.
Muhamed.
Nei, Sancho!
Jeg fordrer ingen Skaansel — sønderknus mig!
Jeg hader dig, jeg trodser dig i Døden;
Kan du fornedre dig til usel Haan,
Saa lad kun Verden dig den Stærke kalde!
Dit Sværd er stærkere end du.
Sancho.
Derpaa
Du skal faae Svar, naar du mig væbnet møder;
Hist mine Kæmper vente paa mit Vink,
Jeg kunde levende dig fange, Konge!
Men flye! jeg vil ei levende dig see,
Og har ei Lyst med tomme Ord at kæmpe.
(vender sig bort)
Muhamed.
Velan! det sværger jeg dig dyrt og høit,
Vi mødes skal.
Sancho.
Om i Navarra ei,
Saa i Marokko — her du har udraset;
Og skal vi mødes, bliver det nok min Sag.
(gaaer)
Muhamed (aleene).
Udraset? — nei, først nu jeg rase vil;
Omsuus mig, Storm! forfølg mig, Himlens Torden!
Jeg spotter dig — ha! stiig til Kamp herned!
Du Korsets Afgud selv! med dine Engle
Med dine Morderdjævle — jeg foragter
Dig og din hele Yngel. — Oprør kun
Mod Mahom alle Verdens Elementer!
Den Jord, som mig vil knuse, jeg udleer —
Til Kamp jeg æsker Himmel nu og Helved.
(gaaer)
Clara
(kommer uden Pillegrimskappe i sin hvide Ordensdragt med Banneret i Haanden).
Svæv mod Himlen! seierrige Banner!
Du har underfuldt omflagret mig:
Som af Engle baaret hid, jeg stander
Nærmere mit tabte Himmelrig;
Atter jeg en Himmelbrud er vorden,
Renere jeg svæver over Jorden,
Som omsuset af Seraphers Vinger,
Mens jeg Frelsens Seirsbanner svinger.
Stille brænder nu den høie Lue,
Som saa vild fortæret har min Barm;
Ven! hvor er du? — nu jeg tør dig skue
Med min Frelsers Billed i min Arm.
Trolig har du Skjoldet for mig baaret,
Intet Spyd har Himmelbruden saaret.
Herren mig min Elskov har tilgivet —
Jeg tør see dig end engang i Livet.
Arme Hyrde! hvor er du henflygtet?
Tør du aldrig mere Clara see?
For din vilde Rasen har jeg frygtet;
Hvad jeg bæved for skal aldrig skee:
Ei din Haand skal Himmelbruden røre,
Ei dit Øre skal min Løndom høre;
Men mit vaade Øie skal dig sige:
Clara elsker dig i Himlens Rige.
(gaaer)
(En vildere Fjeldegn ovenover Valpladsen.)
Emanuel
(kommer med et Sværd i sin Haand, han kaster Don Lupos Skjold fra sig).
Dit Liv er frelst, o Clara! — bort nu Skjold!
Mig skal du ei beskytte; — Jorden eier
Jo intet Skjold, som den Fordømte værner
Imod Forbandelsen — Den er opfyldt,
Og jeg har ingen Ven i Himlen meer,
Og Ingen her — selv du, o Clara! afskyer
Den Rasende — du kan mig aldrig elske,
Og nu du skal mig aldrig mere see.
Hvor er min Verden nu? — hvor er du? Fader!
Ulykkelige Fader! er du faldet?
Er det ei Nok, at din Forbandelse
Betynger mig? skal selv dit Faderblod
Nu over den Fordømtes Hoved komme?
Ha! — Fadermorder, Selim! Fadermorder!
(betragter sit Sværd med et vildt Blik.)
— — — Hvad vilde jeg med dette Sværd? — jeg veed ei,
Jeg plyndred det jo fra en Maurers Liig,
— Ja rigtig fra en — Landsmands Liig. — — Nei, rakte
Den Dødning mig det ikke selv? — ha! vilde
Han Veien vise mig? — kan dette Sværd
Den lukte Himmeldør maaskee opstøde?
Hvad heller kan det kun hiin Afgrund aabne,
Hvor de Fordømte hyle? — —
(støtter sig paa Sværdet og stirrer taus mod Jorden.)
(Andreas og Bella komme og see ham.)
Bella.
Er det ham?
O Gud! hvor bleg! — han seer os ei.
Andreas.
Den Arme!
Bella.
Hvad fattes ham? o Fader! tael dog til ham!
Jeg tør det ei.
Andreas.
Emanuel! hvad grunder
Du her saa eensom paa? opreis dit Hoved
Mod Himlen, gode Hyrde!
Emanuel (stirrer vildt paa ham).
Hvo er du?
(fatter sig)
Andreas! — Bella! er det Eder? — O!
Hvad vil I her? — vil I mig og fordømme?
— Nei, huldt deeltagende I see jo paa mig;
Jeg troede jeg stod eene i en Ørk,
Hvor kun Forbandelser og Dødsuk lød,
Og tænkte paa hvor der en Udgang var — —
Og see! — saa traf jeg Eder — sælsomt nok!
Skal jeg endnu et venligt Øie møde?
Bella.
Du er bedrøvet; — vær nu glad igjen!
Nu er vi hos dig jo; følg nu tilbage
Til Hytten og til Hjorden! der er godt,
Der skal den lille Bella binde Krandse,
Og synge for dig; — — ak! du hører jo
Slet ikke hvad jeg siger —
Andreas.
Gak tilside!
Og lad os eene, Barn!
Bella.
Du arme Bella!
Kan du da aldrig mere trøste ham?
(gaaer grædende bort.)
Andreas.
Emanuel! jeg vil dig ei udforske;
Men hvad der end dig nager, tænk paa Herren!
Og du skal ei forsage.
Emanuel.
Fromme Gubbe!
Med Herren veed jeg ei hvordan det er,
Om han vil frelse eller mig fordømme;
Jeg kan ei skjelne mere Ondt fra Godt,
Ei Christendyd fra sort — Forbrydelse;
Hør, kan du mig et Speil for Øie stille,
Hvori jeg kan mit eget Væsen see?
Jeg veed ei meer hvorlunde det seer ud;
Siig, har jeg Kainsmærket paa min Pande?
Andreas.
Nei, blidt som Abels er dit Aasyn, Ven!
Men af en mægtig Sjælestorm forvildet;
Tolosas Hyrde! kan du dig bebreide
At du har dine christne Brødre frelst
Fra Undergang — saa er du faret vild:
En Christen maa ei tvende Herrer tjene,
Ei vakle mellem Gud og Verden.
Emanuel.
Ja,
Saaledes er det; nu jeg veed det, Gamle!
Hvo Korset bære vil, maa være stærk,
Og vandre fort, og lukke Øiet til,
Og ikke gyse naar i Blod han træder,
Om det saa var hans Broders eller — Faders,
Og ikke høre naar Naturen kalder
Ham fra sin Martyrgang — —
Andreas.
Jo visselig!
Det maa du, ædle Hyrde! — Martyrgangen
Du trolig har fuldendt; tag nu din Stav!
Og følg med mig! din Fader vil jeg vorde.
Og kan en stille blid Natur dig trøste,
Da vil jeg give dig min Hjord, min Hytte,
Alt hvad jeg eier vil jeg give dig,
Og kan dit Hjerte sig for Elskov aabne,
Du selv en Brud skal finde, god, og skjøn
Og from som den Natur, der vinker dig
Til Hyrdelivets Stilhed — —
Emanuel.
Hjem og Fader
Og Brud du mig vil give — gode Gamle!
Veed du hvo denne Fremmede da er,
Som du vil give Ly og Fred paa Jorden?
Ak! veed du ikke jeg er — fredløs, Gubbe!
Gav du mig end en Verden, hvad jeg savner
O! det kan Himlen selv ei give mig.
Mit Hjem er der, hvor — ingen Fader er — —
Dog jo — hvor han er, som mig ei fordømmer,
Min Brud tilhører ham — og see! min Vei
Gaaer ei til Verden nu; men bort fra Verden;
— — Jeg vil ei længer tjene tvende Herrer.
Andreas.
Hvad vil du? Hyrde!
Emanuel.
Ja, nu veed jeg det:
Et helligt Fristed er der jo paa Jorden,
Hvorhen vi bære kan det største Kors,
Og lægge Byrden ned, er den end tung,
Som Dødningbeen af mange Tusinder;
Du kjender jo hint Hovedpandested,
Hvor trende Kors en Fredagmorgen stode,
Imens en Blodstrøm Alles Synd udsletted,
Did vil jeg vandre med min Pilgrimsstav,
Og bede ham Fordømmelsen borttage,
Som har Forbarmelsen til Jorden bragt;
See! ved hans Helligdom jeg knæle vil,
Afsværge Jordens Længsler, og hengive
Min arme Sjæl i Naadens Skjød.
Andreas.
Du Fromme!
Til vor Forsoners Grav du vandre vil;
Nu vel! paa den Vei tør jeg ei dig standse —
Fred være med dig! —
(til Bella som nærmer sig)
Kom mit Barn! tag Afsked!
Emanuel gaaer bort — langt bort fra os.
Bella (seer med Taarer paa Emanuel).
Hvor kan du nænne det?
Emanuel (omfavner dem Begge).
Farvel, I Gode!
Jeg passer ei til eders stille Samfund.
Tilgiv hvis jeg en Stund har det forstyrret!
Og Tak for eders Gjæstevenskab!
Bella (klynger sig op til Andreas).
Fader!
Dig har jeg dog endnu — Gud hjelpe os!
Farvel Emanuel!
Andreas (bevæget).
Farvel! — kom Bella!
(iler bort med hende)
Emanuel (aleene).
De vilde mig dog vel; de har mig kjær;
O! hvorfor maa jeg ogsaa dem bedrøve?
Til mig de kom som Fredens Engle dog,
Og minded mig om Gud, da jeg forsaged.
— — Til dig jeg eene nu vil klynge mig,
Du Altforbarmer! — længe nok jeg vakled
Imellem dig og Verden — see! nu er jeg
Jo ganske din. — Far hen! hver jordisk Længsel!
Far hen! min Qval! far hen! mit Elskovshaab!
Nu har den vilde Flamme sig fortæret,
Jeg har udkæmpet og jeg har udlidt,
Jeg har ei meer at frygte og at haabe,
Nu kan den blege Pilgrim gaae sin Gang,
Og Ingen skal ham meer paa Veien standse. —
— — Hvad seer jeg? Fader! er det dig?
(Muhamed kommer)
Emanuel.
O! kommer
Du at tilgive mig?
Muhamed.
Tilgive? — ha!
Fordømte! see! paa dine Landsmænds Grav
Staaer nu din Fader, eene og forraadt,
Mit Sværd er knust, du staaer end væbnet, seer jeg,
Fuldend! — stød Sværdet i din Konges Bryst!
Og du har seiret, Fadermorder!
Emanuel (kaster sig for hans Fødder).
Naade!
Forbarmelse! — ulykkelige Fader!
Du kæmpet har mod Christ, see! han har seiret —
Fordøm ei mig derfor!
Muhamed.
Ha! maa du ei
I Jorden synke for mit Aasyn nu?
Elendige!
Emanuel.
O! tag Forbandelsen
Tilbage fra mit Hoved! — see! den tynger
Mig dybt i Støvet for din Fod, — o Fader!
Jeg hæver ei mit Aasyn meer fra Jorden,
Før du mig som min Frelser vil tilgive.
Muhamed.
Din Frelser? — ha! paakald kun ham Fordømte!
Han skal ei frelse dig — paa Jorden kan
Dit Blod nu kun Forbandelsen udslette —
See! der er min Tilgivelse.
(støder ham sin Daggert i Brystet)
Emanuel.
O Fader!
Du gav mig Naadestødet — evig Tak!
Forbandelsen du med mit Blod udsletter —
Christ være lovet!
Muhamed (vild).
Christ! — ha! Død og Rædsel!
Maa dette Blod fra Jorden til dig raabe?
Du kommer — ja jeg har udæsket dig —
Min Søn! min Søn! er jeg din Morder blevet!
Tilgiv! og beed for mig! nu er du hellig!
Din Gud er større end Profeten — Vee mig!
Med Korset evig han forfølger mig — —
O! hvor er nu den Afgrund, som mig skjuler!
(styrter bort)
Emanuel (tager sin Rosenkrands frem og beder).
Tilgiv ham Herre! som han mig tilgav!
— — Hvad seer jeg? — aabenbarer sig en Engel
Her for mig i min sidste Stund? — o Clara!
Saa kommer du at lukke Selims Øie?
Clara (kommer med Banneret).
Hjelp Himmel! — du er saaret —
Emanuel.
Glæd dig, Clara!
Forbandelsen er fra mit Hoved taget:
Saaledes har min Fader mig tilgivet.
Clara (forfærdet).
Saaledes? grumme Mahom!
Emanuel.
Himmelbrud!
Tilgiv nu ogsaa du den arme Selim
At han har elsket dig, at han afsindig
Har troet, du ogsaa kunde elske ham!
Nu veed jeg, at du kan det ei.
Clara.
Jo, Selim,
Nu tør jeg først min Løndom dig tilstaae,
Nu er det ingen Synd at sige det;
Dit Dødningblik maa disse Læber aabne:
Ja Selim! jeg har elsket dig — jeg elsker
Dig end saa høit, saa inderligt, saa helligt
Som du min Engel var paa Jorden.
Emanuel.
Clara!
Nu skal jeg vorde det hos Gud i Himlen;
Du elsker mig! nu kan jeg salig døe —
Du glemmer mig dog ei i Verdensvrimlen,
Og snart jeg hist dig møder, Himmelmøe!
Hvad jeg for dig og Christ paa Jord har øvet,
O! lad det være glemt og skjult i Støvet!
Derfor mit Navn ei prises skal paa Jord —
Du elsker mig! min Himmel er alt stor:
Kun i din Kjærlighed skal Selim leve;
Rind sagte Blod! — min Aand kan ei bortsvæve,
Før den sin Fryd har fattet — —
Clara
Evig Elskte!
Emanuel.
Hav Tak for du mig viste Frelsens Vei!
En liden Stund jeg vildt fra den bortreves;
Men du og Frelseren forlod mig ei
Og nu min Sjæl skal til Forsoning hæves.
Du elsker mig! — o! lul det i mit Øre,
Naar du har lukt din Selims brustne Øie!
Da skal det evigt tone saligt mig,
Da skal jeg hist som Velkomstsang det høre,
Naar Englene mig hilse i det Høie.
— — Modtag mig, Christ! nu i dit Himmelrig!
(døer)
Clara (omfavner hans Liig).
Fuldendte! hør det evig — jeg dig elsker,
I Døden favner jeg dig førstegang.
(lukker hans Øine)
Ædle Aand! du salig er henfaret,
Lyse Øie! jeg dig lukke maa;
Snart skal og din Elskede forklaret
Som en Himmelbrud for Herren staae.
Haard var Prøven som vi her udstanded:
For din Frelsers Skyld du blev forbandet,
See! Forbandelsen forsvandt med Livet —
Evig Salighed er nu dig givet.
(Te Deum synges fra Valpladsen:)
Hør! fra Valen toner Seierssangen,
Den skal tone over Hyrdens Grav,
Han for Christ har vandret Martyrgangen,
Ført til Seir os med sin Hyrdestav;
Her den stille Grav dit Navn skal gjemme,
Christenheden skal din Daad ei glemme.
(Valpladsen neden for Fjeldet.)
(Korstogshæren knæler med Kongerne og Ridderne medens Erkebispen af Toledo og Chorherrerne synge Slutningen af Te Deum.)
Clara
(nedhænger det christne Banner fra Fjeldet).
Over Graven Christenbanret vaier;
Hæren.
Lovet være Gud i Himmerig!
Sancho (seer Clara og kjender hende)
Clara! Himmelbrud! o! er det dig?
Rodrigo.
Englen see, ved hvem os Gud gav Seier!
Dit er Riget, Drot fra Golgatha!
Magten, Æren din — Halleluja!
