(Egn ved Tolosa; det er Morgen.)
(Den gamle Hyrde Andreas kommer med Bella ved Haanden.)
Andreas (sætter sig paa en Steen).
Lad her et Øieblik os hvile, Barn!
De gamle Been kan neppe meer mig bære.
Bella
Du stakkels gode Fader! kan du kun
Udholde det! — Ak! vidste han hvorledes
Vi her gaae om og søge ham, saa vilde
Han dog fortryde, at han os forlod,
Vi holdt jo dog saameget af ham —
Andreas.
Glem ei
Hvorfor han os forlod!
Bella.
O nei, ak! nei,
Men hvor skal vi nu finde ham?
Andreas.
Gak, hent mig
En Lædskedrik fra Kilden hist, min Bella!
Saa kan jeg snart gaae videre.
Bella.
Du Gode!
(kysser ham paa Kinden og løber.)
Andreas (aleene).
Det er dog bedre saa, end der at sidde
Saa stille i det tomme Huus, og see paa
Hinandens blege Aasyn; nu vi høre
Dog hist og her et Rygte, som os trøster,
Om Korstogshærens Udgang af sin Trængsel,
Og Hyrden af Tolosa; — det var dig,
Vor underfulde Gjæst, — man synes ei
At holde dig for nogen Dødelig;
Og visselig, Udødelighed vandt du
Ved denne Handling, skjøndt jeg ei begriber
Hvorlunde den var mulig, og end mindre,
Hvorfor den saa din Sjæl angreb — dog jo,
Er du en omvendt Maurer — som jeg troer —
Er Alt mig klart — da maatte Strid jo opstaae
Imellem Christenpligt og gammel Troskab
Mod Landsmænd og mod Frænder. — Arme Hyrde!
Din Kamp har været haard; dog du har seiret,
Og Christ skal lønne dig derfor.
Bella (kommer med Vand i en Muslingeskal).
See! Fader!
Her har du Kildevand.
Andreas (drikker).
Det styrked, Tak!
Bella.
Ak Fader! vi vist aldrig meer ham see:
Han er vist draget med i Korstogshæren.
Andreas.
Det er alt Meget, han har frelst dem, Barn!
At kæmpe blandt dem, troer jeg ei han kan,
Maaskee han bør det heller ei.
Bella.
Du taler
Saa løndomsfuldt, min Fader! veed du Noget
Da om Emanuel, som jeg ei veed?
Andreas.
Nei intet Vist jeg veed: han er for mig
En Gaade, som for dig; men kjær jeg har ham
Jo som en Søn, og jeg gaaer ei tilbage
Til Hytten uden ham.
Bella.
Idag man troer jo
Det store Slag skal staae. O! seer du, Fader!
De mange Ravneskarer, som med Skrig
Imod Tolosas Sletter flyve — —
Andreas.
Kom!
De bedre Veien veed end vi — hvor Ravnen
Sit Bytte søger, vi vor Ven vil søge.
Bella.
Ak! troer du dog, at han gaaer med i Slaget?
Andreas.
Man kan ei vide det; hvis jeg var ung,
Og havde Kraft endnu, da veed jeg nok,
Jeg gik ei her med Hyrdestav. — Med Noget
Vi dog maaskee kan vore Landsmænd hjelpe,
Imens de kæmpe mandelig for os:
Du kan jo Saar forbinde — see! jeg samled
Paa Veien disse Lægeurter — kom!
Didhen det var jo Ravnehæren fløi?
— Du græder Bella! sjung mig heller Sangen,
Du alt har lært om Hyrden af Tolosa!
Og lad den døve hiine Rovfuglskrig!
Bella.
Emanuel! ja jeg om dig vil synge.
(synger til sin Lyre, imedens de gaae.)
Mellem Klipper Korsets Helte
Fangne staae ved Muradal;
Hvo skal Gravens Steen bortvælte?
Hvo skal aabne Dødens Hal?
Det skal han, som Herren sender;
Seer I ei den Hyrde from?
Ingen ham paa Jorden kjender,
Under Bøn og Sang han kom.
— Ved Tolosa Korsets Banner
Vaier over frelste Hær;
Bleg forneden Fjenden stander.
— Ingen veed hvor Hyrden er.
(Slette ved Tolosa.)
(Den christne Hær rykker frem i Slagorden, med Kongerne, Ridderne, Bisperne, Chorherrerne og Clara som Pillegrim med Hovedbanneret i sin Haand.)
Alfonsus.
Den store Stund er kommet. — Fremad, Christne!
I Herrens Navn! lad os nu ei forglemme,
At Christenhedens Haab er i vor Haand!
See! Fjenden rede staaer os at modtage.
— Christ! er vort Løsen — Seier eller Død!
Hæren.
Christ! er vort Løsen — Seier eller Død!
Sancho.
Staae ved min Side fast med Banneret,
Don Gomez Garcias! — op! følger mig!
I tappre Skarer af Segovien,
Avila, Soria! Navarras Helte!
Følg eders Konge tro! gak mellem os
Narbonnes Erkebisp! til høire med mig
Hver gallisk og hver portugisisk Ridder!
(drager til høire med en Deel af Hæren, med flyvende Fahne og klingende Spil.)
Don Pedro.
Til venstre følger mig! I kjække Skarer
Fra Arragonien! Cardonas Vilhelm!
I tappre Riddere og Grever af
Ampurias og Roussillon! — afsted!
(drager til venstre ligeledes.)
Alfonsus.
I Hærens Midte rykker frem med mig,
Castiliens Helte! — tappre Ridderskarer
Af Gormaz og St. Stephan! — Don Rodrigo
Toledos Erkebisp! gak ved min Side,
Med dine Brødres fromme Kæmpesklynge!
Og du min ædle Høvding Lopez Haro!
Lys med din kjække Søn som Lyn iblandt os!
Og knus, som du er vant til, hvor du rammer!
Men Hvo er vel den unge Pilgrim hist,
Som bærer Hovedbanret med Guds Moders
Og vor Forsoners Billed?
(peger paa Clara)
Rodrigo.
Spørg ei, Konge!
Men lad ham bære det i Herrens Navn!
Vi skal det ei fortryde.
Alfonsus.
Vel, din Tillid
Til denne Yngling er mig Borgen for ham,
Og nu afsted! — Christ! Seier eller Død!
Hæren.
Christ være med os! Seier eller Død!
(de drage forbi, mens de synge:)
For den Herre tro vi kæmpe,
Som har frelst os med sit Blod;
Hans skal Riget evig være,
Om saa Helved mod os stod.
(En Deel af Valpladsen ved Tolosa.)
(Muhamed staaer i prægtig Kongedragt i Midten af sine Krigere, omringet som af en Muur af store Jernkjæder; i den venstre Haand holder han Alkoranen, i den høire den dragne Sabel; ved hans Side staae Almoad, Albenaliz og flere Feltherrer.)
Muhamed.
Til venstre drager du Albenaliz!
Til høire du min kjække Almoad!
Jeg selv i Middelpunktet fast vil stande,
Og Fjenden tørne skal mod denne Jernmuur,
Og Halsen sønderbryde. — Iler Helte!
Lad kun Hærmalmerne til Angreb lyde!
Almoad.
See! Paradisets Huris vinker os
Med aabne Arme; — lystig Maurerhelte!
Bag Kampens Blodmark svulmer Vellystsrosen.
Albenaliz.
Nu vil vi see hvad vor Profet formaaer.
(De drage hver til sin Side med to Dele af Hæren; en maurisk Krigsmusik høres, som besvares af de Christne.)
Muhamed.
Hør! Dødsbasunen for de Christne gjalder!
Op! Muselmænd! nu gjelder det Profetens
Og Allahs Ære — see! hans store Lov,
Vor hellige Koran er i min Haand;
Ved den jeg sværger Eder dyrt og helligt:
Den Mahoms Søn skal ikke Livet see
Og i dets Fyldes Paradiis sig bade,
Den Maurer skal ei Straalebægret naae
Og svælge evig Vellyst af dets Flammer,
Som her ei glødende sin Harme lædsker
I de Fordømtes Blod. Hvor Mahom lever,
Maa Christ forgaae og Korset sønderknuses.
Nødvendighedens Sønner! jubler høit!
Profeten har som Storme os udsendt
Af Jorden Korsets Yngel at henveire;
See mod hans Grav vort Aasyn er henvendt
Hans Aand er over os, og vi skal seire.
(Maurerne opløfte et vildt Skrig. Slaget begynder under Larm og Raab og klingrende Krigsmusik.)
(Bjergegn nær ved Valpladsen.)
Emanuel (styrter bleg og forvirret frem).
Tilhyl dit Aasyn, Sol! — bortvend fra Jorden
Din Straale, milde Himmel! — kom o Nat!
Bedøv mig med din Storm! og bland mit Øie
Med evigt Mulm! — hvorhen jeg styrter mig,
Jeg seer en Blodstrøm over mig henrulle,
Jeg hører Vaabengny og Dødningsskrig,
Og mig anklage Levende og Døde.
„Du har forraadt os” — raller i mit Øre
Hver Maurers Dødsuk — „Du staaer ørkesløs
Og seer paa Kampen mens for Christ vi bløde”
— Tilraaber mig hver Christens Helteblik —
„Fordømte Søn!” — min Faders Stemme tordner
I Vaabenbraget — „Selim! — sukker Clara —
I Nødens Stund du Christ og mig forlader” —
— — O! hvor — hvor er du? har du styrtet dig
I Kampens Tummel? Clara! — ja saa vil jeg,
Saa maa jeg følge dig, og dig bortrive,
Var selv det af min grumme Faders Haand.
Velan! du har forskudt mig, haarde Fader!
Nu maa du mig og Christenheden knuse;
Men jeg skal Himlen og dens Brud omarme,
Om Jorden saa opsluger mig derfor.
(styrter bort)
(En Deel af Valpladsen.)
(En stor Hob Maurer flyer; Korssoldater og St. Johannesridderne forfølge dem kæmpende under det røde Korsbaner.)
Ridderne (synge:)
Hvide Kors paa røde Banner!
Styrk du os i blodig Dyst!
Svæv i Flammer for vort Øie!
Straal som Lillie paa vort Bryst!
(Almoad og Sancho komme kæmpende.)
Almoad.
Navarras stærke Konge! dine Sværdslag
Jeg kjender vel, skjøndt det er førstegang
Jeg prøver dem.
Sancho.
Det sidstegang skal vorde.
(fælder ham)
Almoad (døende).
Her var da Grændsen sat — du smiler alt
Min høie Huris! jeg gaaer stolt herfra —
Jeg faldt for Heltehaand.
Sancho (rækker ham Haand).
Du brav har kæmpet,
Modtag det Vidnesbyrd hvorhen du farer,
Du tappre Muselmand! og skulde det
Trods begge vores Tro dog hænde sig
Vi mødtes hist engang, saa tænker jeg
Vi skal faae Tid til nærmere at kjendes.
(Tre Maurer falde ham i Ryggen og Flere trænge til.)
En Maurer (til de Andre).
Red I vor Høvdings Liig, mens vi ham hævne!
Sancho (vender sig imod dem).
Det kan jeg lide; I vil følge ham — —
(han driver dem tilbage.)
(de andre Maurer flygte med Almoads Liig.)
(En anden Deel af Valpladsen.)
(Maurerne flye; de Christne forfølge dem med Lopez Haro i Spidsen.)
Korssoldaterne.
Christ! — Seier eller Død!
Maurerne.
Vee! frels os Mahom!
St. Jacobs Ridderne (drage syngende forbi).
See! dit Helgensværd, St. Jacob!
Luer paa vor hvide Barm!
See! Arabens Blod det rødner,
Mens det slynges med vor Arm.
Lad det flagre om vor Isse
Paa din Fahne lilliehvid,
Mens med den i Haand du svæver
Over os i hellig Strid!
Emanuel (styrter frem).
I flye og styrte trindt mig, arme Brødre!
O Vee mig! jeg er Skyld deri.
Muhamed (kommer med mange Krigere).
Forbandet
Hver Muselmand, som vender Fjenden Ryggen!
(bliver Emanuel vaer og standser.)
Hvad seer jeg Søn! fortabte Søn! du her —
Emanuel (kaster sig for hans Fødder).
O Fader! stød dit Glavind i mit Bryst!
Viid jeg har denne Rædselsstund fremkaldet:
Jeg var den Hyrde, som de Christne frelste,
Og Vei dem viste gjennem Dødens Porte.
Muhamed.
Hvad hører jeg? o! maa ei Helved aabne
Sit Ildsvælg og opsluge dig? Fordømte!
Dig var det, som rev Seiren af min Haand
Dig var det, som forraadte dine Landsmænd
Din Fader, Allah og Profeten! — Himmel!
Hvad unaturligt Afskum har jeg avlet!
Nu saa fornem da min Forbandelse!
Gid Jorden brænde under dine Fødder,
Saalænge du betræder den! — gid Himlen
Nedtordne over dig, naar du i Døden
Udstrækker dine Arme mod den! — bort!
Nedstyrt dig i en Afgrund, om du kan,
Hvor ikke min Forbandelse dig naaer!
Jeg vil min Haand ei med dit Blod besmitte;
Men nu jeg hævne skal din Salighed:
— — Til Blodhævn Maurer! nu skal de forgaae!
(iler bort)
Emanuel (reiser sig).
Har du Forbandelsen fornummet? Himmel!
Har du den hørt? o Jord! — ja visselig!
Du brænder under den Fordømtes Fod — —
O Christ! o Clara! kan nu I mig frelse.
(gaaer)
(En anden Deel af Valpladsen.)
(De Christne flye; Maurerne forfølge dem med rasende Hujen og Seiersraab. Don Lupo kæmper med Albenaliz, som forfølger Clara for at frarive hende Banneret.)
Albenaliz.
Forvovne Ynglinger! I er afskaarne —
Giv Jer til Fanger! Banneret er mit.
Don Lupo (kæmpende).
Endnu ei, stærke Maurer!
(til Clara)
Op paa Fjeldet
Med Banret, Pilgrim! sving det høit mod Himlen!
Jeg holder det vel ud en Stund endnu.
Clara
(stiger op paa en Fjeldspids, svinger Banneret og raaber).
Herhid! herhid! forsvarer Korset, Christne!
Albenaliz (holder inde og træder et Skridt tilbage).
Du unge Løve! du er saaret alt
Læg Sværdet! og jeg skaaner dig — —
Don Lupo.
Kun Døden
Kan mig afvæbne.
Albenaliz.
Unge, stolte Ridder!
Dit Sværd er kortest og min Arm er længste,
Kom lad os bytte!
Don Lupo.
Spotter du mig?
Albenaliz.
Nei;
Men jeg kan see du dine første Laurbær
Idag vil høste; det var Synd, de skulde
De sidste vorde.
Don Lupo (knuser hans Hjelm).
Døe, Hovmodige!
Albenaliz.
Ved Allah! du er stærkere end jeg —
Det Sværdslag skal du med dit Liv betale.
(nedlægger ham)
Don Lupo.
Hvo end du er, min stærke Banemand!
Vær stolt! ei blot Don Lupo du har fældet;
Men Lopez Haros Heltehjerte knust.
Albenaliz (forfærdet).
Hvad siger du?
Don Lupo.
Jeg var den Tappres Søn;
Og før du Helten under Øine see,
Saa bring ham Budskab om min Død!
Albenaliz.
Det skal jeg;
Og visselig! saasandt som Lopez Haro
Er større Helt end jeg, du vorder hævnet.
Du er det alt — jeg er Albenaliz:
Engang din store Fader overvandt mig,
Ved Calatrava saae han mig afvæbnet,
Beskytted mig mod sine Landsmænds Hævn
Og førte mig til mine fri tilbage;
Til Løn derfor jeg myrdet har hans Søn — —
O! største Ven blandt Fjender! dræb mig snart!
Den Qval, jeg lider nu, er meer end Døden.
Don Lupo.
Albenaliz! dit Løfte tag tilbage!
Jeg vil ei hævnes saa, det være Nok,
Min Fader mistet har en Søn idag!
Lad ham ved egen Haand en Ven ei tabe!
Albenaliz.
Hvad jeg har lovet maa jeg holde Ridder!
— — Nu kan jeg ikke røre Korset hist,
Du med dit Blod har Veien til det spærret,
Og i hiin Pilgrims Haand det er mig helligt.
Don Lupo.
Saa faldt jeg ei forgjæves — Tak, du Ædle!
Hist er Forsoning — her er Kamp. — — Farvel!
Forlad mig nu og lad mig døe i Fred!
Det er min sidste Bøn.
Albenaliz.
O store Allah!
Er Korsets Helte Alle saa, hvad skal jeg
Da om den Herre troe, som vi forfølge?
(gaaer)
Don Lupo (døende).
Du hellige, du underfulde Pilgrim!
Hist knæler du med Banret i din Haand;
O! stiig herned og luk Don Lupos Øie!
Til Jorsal loved du at føre mig;
Du har holdt Ord: det nye Jerusalem
Mig aabent staaer, og det forjættede,
Det store Paradiis mig skal modtage;
O! did det var dog al min Længsel stod — —
See! Frelsens Rose gløder — i mit Blod.
(døer)
Clara (nedstiger fra Fjeldet).
Du salvet er, min Ven! min tro Beskytter!
Fred være mig dig! du har vundet Seier,
Og over dig det frelste Banner vaier.
(knæler ved hans Liig og tillukker hans Øine.)
Emanuel (kommer).
Hvad seer jeg? Clara ved en Ridders Liig!
Hvo er det, som du der begræder?
Clara.
Selim!
Betragt den Yngling! — han har aldrig kjendt mig;
Men han har fulgt mig til sin Død.
Emanuel.
Det vil,
Det maa jeg ogsaa Clara! — bort herfra!
Hvad vil du her, hvor vildt Forbandelsen
Omhyler os i Blod og Dødninggisp?
Hist over Fjeldet gaaer vor Vei — —
Clara.
Nei, Selim!
Til Seir jeg først maa føre Korsets Helte,
Saa gaaer min Vei til Helligdommen først,
Og den Vei skal jeg jo aleene vandre.
Emanuel.
Er der da intet Vrag i dette Blodhav,
Hvortil jeg nu fortvivlet mig kan klynge?
Dig lader jeg ei fare — hør mig! Clara!
Hør — før jeg synker ned blandt de Fordømte —
Hør hvad jeg i Forbandelsen dig sværger!
Jeg elsker dig — nu har jeg Ordet sagt,
Og nu skal dig min Gjerning det bevise:
I mine Arme jeg bortriver dig
Fra denne Blodmark til mit Paradiis,
Er det end ei paa Jord og ei i Himmel;
Her binder mig ei mere noget Baand,
Og hist maa Frelseren din Lænke løse;
For hans Skyld har jeg ingen Fader meer,
Og intet Fædeland og ingen Moder;
Naturen har forskudt mig Clara! — see!
Nu fordrer jeg din Kjærlighed til Løn;
Du skal for mig den Unatur kun bøde,
Som dig paa Jorden vil til Himlen slutte
Med andre Brudgomsarme, end din Selims —
(vil omfavne hende)
Clara (træder forfærdet tilbage).
Afsindige! forlad mig evig nu!
Først nu jeg seer den Afgrund, jeg var nær;
Berør mig ei, Vanhellige!
Emanuel.
Ja, Clara!
Vanhellig er jeg blevet og fordømt
Ved den Forsoner, som mig skulde frelse;
For hans Skyld har jeg dæmpet Blodets Røst,
Og qvalt Naturens Stemme i mit Hjerte,
For hans Skyld har jeg ofret mine Brødre
Til Korsets Mordersværd — o! hører du
De Skrig er mine Landsmænds, deres Blod
Anklager mig som Fædrelandsforræder,
Min egen Fader har forbandet mig;
Og derfor troer du jeg skal lønnes hist
Med Salighed? — Nei, det jeg fordrer ei;
Men har jeg Freden brudt med Jord og Himmel,
Saa skal og Kampens Bytte vorde mit,
Og det er — du — — i dine Arme vil jeg
Nu trodse Mennesker og Engle selv
Og alt hvad helligt er — i dine Arme
Jeg vil mig styrte i et Svælg af Lyst
Og glemme min Forbandelse — —
(vil atter omfavne hende.)
Clara (træder tilbage med Høihed).
Du raser
Fortvivlede! — see! jeg er Himlens Brud,
Og Himlen skal mig mod din Vold beskytte.
(river Sværdet fra Don Lupos Haand og sætter det mod sit Bryst.)
See! denne Ridder skal i Døden end
Forsvare mig. — Et Skridt, og jeg er frelst
For evig for hver jordisk Magt.
Emanuel (styrter sig for hendes Fødder).
Hold inde!
Tilgiv mig, Clara! — ja jeg var afsindig;
Du har mig aldrig elsket; — aldrig kan
Og aldrig vil du det — kun Medynk var det
Da du mig Himlens Brudekrands gav hen,
For mig den ingen Himmel skulde aabne.
(reiser sig)
Du vilde vel jeg skulde bede ved den
Om Styrke til at glemme dig? Nei aldrig!
At elske dig kan Gud mig ei forbyde,
Og vil du ikke følge mig; — velan!
Jeg følger dig — var det saa til en Afgrund,
Har jeg saavidt det bragt, jeg vil fuldende:
Jeg kjender ingen Love meer i Verden —
Mod mine Landsmænd, mod min egen Fader
Jeg fører Skjold for dig — jeg vil fortjene
Forbandelsen —
(tager Don Lupos Skjold.)
See! jeg er rustet — kom!
Clara.
Forfærdelige Yngling! flye mit Aasyn!
Forfølg mig ikke med dit vilde Blik!
Saaledes har jeg aldrig Selim kjendt — —
Emanuel.
Saaledes blev og først Emanuel.
Clara.
Christ! vær os naadig!
(Alfonsus, Don Pedro, Don Rodrigo og Lopez Haro komme med Korssoldater og Riddere.)
Krigerne.
Vee os! Mahom seirer.
Don Pedro.
Den halve Hær er slaget — Sancho kæmper
Fortvivlet kun mod Overmagten.
Alfonsus.
Fremad!
Beed du for vore Sjæle, fromme Biskop!
Nu Tiden kommet er, at vi maae døe
En Hædersdød.
Rodrigo.
Nei, ædle Kong Alfonsus!
Her er det, vi maae leve nu og seire:
Seer I paa Himlen hist det røde Kors?
Det Seirstegn har os vor Frelser givet.
Alfonsus.
Ja sandelig! jeg seer et blodrødt Kors
Høit over vore Isser — Christenhelte!
Seer Frelsens Tegn! og troer og slaaer og seirer!
Krigerne (see mod Himlen).
Vi see og troe og vil ei grue.
Clara (svinger Banneret).
Følger
Nu mig og Frelseren! — see! med Guds Moder
Han vinker Eder fra sit Seiersbanner — —
Halleluja! vor Gud er med os — kom!
(styrter frem ledsaget af Emanuel.)
Krigerne.
Er det en Engel, som vort Banner svinger?
(følge hende med Kongerne og Ridderne.)
Lopez Haro (omfavner Don Lupos Liig).
Min Søn, min Søn! saa er du faldet alt!
Din Heltebarm dit Banesaar mig viser
Og Laurbærkrandsen vandt du med dit Liv.
Svøm her ujordet i dit Ungdomsblod
Til du er hævnet! — skjælv nu Maurerhelte!
Don Lupos Død skal koste tusind Liv.
(iler bort)
(Vild Krigsmusik og Vaabenbrag høres.)
