(Maurernes Leir neden for Sierra Morena-Bjergene. Det er Aften. Høit oppe paa Klipperne sees det christne Banner vaie, omringet af Korssoldater og Riddere.)
Første Maurer (seer op paa Bjerget).
Der kommer Fleer og Fleer; — de myldre op
Som Myrer af en Tue.
Anden Maurer.
Ved Profeten!
De Christenhunde er saa snue som Ræve;
De har ei Lyst at lade sig begrave
I Klippehulen — nu, saa har de da
Af deres Afgud lært Opstandelse
Og Himmelfart.
Tredie Maurer.
Han staaer dem mægtig bi;
Man siger jo, han som en Hyrde har
Dem gjennem Luften baaret.
Fjerde Maurer.
Hvo kan vide — —
Femte Maurer.
Troe ogsaa I det dumme Eventyr?
Tredie Maurer.
Man nødes jo dertil, naar selv man seer
Miraklet foregaae for sine Øine.
Fjerde Maurer.
Nei, Ingen skal indbilde mig, at Sligt
Kan gaae naturligt til; vi havde jo
Hver mulig Udgang spærret; allevegne
Var jo Fodangler lagt — —
Anden Maurer.
Og disse Christne
Kan vel ei flyve meer, end andre Folk?
Femte Maurer.
De maae som Katte kunne klatre, seer I,
Det er det hele Underværk; naar kun
Vi havde kjendt slig sjelden Egenskab
Hos denne vantro Yngel før, vi havde
Dem tidsnok kunnet hale ned igjen
Ved Benene.
Sjette Maurer.
Men nu er det for sildigt;
Nu staae de alt deroppe som en Fjeldskov,
Og kan os Alle over Hovdet see.
Femte Maurer.
Ha! bie til vi paa Sletten mødes!
Sjette Maurer.
Troer du,
At de er galne, og forlade vil
Saa fast en Stilling?
Anden Maurer.
Der, hvor nu de staae,
Kan ei vor hele Hær med tifold Kraft
En Fodsbred dem fortrænge.
Femte Maurer.
Nu, saa lad dem
Sig længenok indmure der! — vor Konge
Kan midlertid erobre hele Verden.
Syvende Maurer.
Og vi er altid sikkre nok paa dem,
Saasnart de deres Himmelpost forlade.
Muhamed
(kommer med flere Høvdinger og Krigsfolk).
Fordømt! I kom for sildig?
En Høvding.
Ja, min Konge!
Da endlig vi den skjulte Fjeldstie fandt,
Hvorpaa de var opstegne, stod de frelste
Hist over vore Hoveder og jubled;
Endnu stod kun den unge Helt Don Lupo
Ved Fjeldets Fod med hundred Vovehalse
Af Ridderskabets Ungdom, for at dække
De Andre Ryggen; og med dem vi havde
En blodig, skjøndt forgjæves Fægtning —
Muhamed (opbragt).
Hvad?
I veeg for nogle skjæggeløse Drenge?
Høvdingen.
I kaldte dem ei saa, min strenge Konge!
Hvis selv I havde seet hvor rasende
De os modtog — især hin unge Helt;
Jeg veeg ei heller, før jeg fast stod eene
Imellem mine Landsmænds Liig — —
Muhamed.
Dog veeg du;
Ha! derfor skal du ei din Død undvige —
Du ei en Times Liv ved Flugten vandt.
(til de Andre)
Gak! klyng ham høit i Trætop!
Høvdingen (knæler).
Naade! Konge!
Muhamed.
Nei, ingen Muselman skal tvivle paa
Bestemmelsen, den uundgaaelige;
Ved Feighed frelser Ingen Livet — fort!
Høvdingen (idet han bortføres).
Ha, grumme Dommer! maalt er og din Blodvei.
Muhamed.
Ja, Muselmænd! min Vei er maalt som Eders;
Men ved Profeten! den saavidt sig strækker,
Som Sol og Maane over Jorden gaae.
Liigt Purpur skal de Vantroes Blod den smykke;
Men nøder mig ei til min Gang at sværte
Med ureent Blod af slige Maurerhjerter,
Som det, der slog i denne Feiges Bryst!
Lad kun de Christne imod Himlen flye,
Og over vore Hoveder sig samle,
Som Tordenskyer! — selv de sig opløse,
Hvis de med Lyn sig over os nedstyrte;
Og som en Storm vi skal henveire dem,
Hvad enten de til os vil stige ned,
Hvad heller vi skal møde dem histoppe.
Vi til imorgen her vil vente dem:
Paa Sletten kan vor Seir udspile videst
De store Vinger — Ruster Jer til Slag!
Vi skal forevige Tolosas Navn
I Tidens Bog, og af de Christnes Been,
Skal her engang det troende Europa,
Til Allahs Ære bygge en Moskee,
Og prise os, som ved Profetens Hjelp
Fra Korsets Aag befried fjerne Slægter.
Maurerne.
Vor store Konge leve!
En Høvding (til Krigerne).
Gaaer tilside!
(til Muhamed)
Et Bud er kommet fra Marokko, Herre!
Med lønlig Tidende.
Muhamed.
Det træde hid!
(Høvdingen gaaer tilside med Krigerne, og en ung Maurer træder frem med Sørgeflor om sin Turban.)
Muhamed.
Hvad bringer du? — et Sørgebudskab seer jeg;
Tael frit og uden Frygt! — som her jeg stander
Beredt til Kamp for Alt hvad helligt er
Paa Jorden og i Himlen, kan ei du
Og nogen Dødelig mig Sorg forkynde.
Budet.
Ei heller, naar jer elskelige Dronnings
Jolandas sidste Suk jeg Eder bringer?
Muhamed.
(efter et Øiebliks Taushed, med nedstemt Tone).
Død er hun da — og bød mig hilse?
Budet.
Ja, —
Fra den Dag af, da eders Søn var flygtet
Med Sanchos Datter, tog hun daglig af,
Og svandt som Dug for Sol, og græd og bad kun,
Indtil det Budskab kom, at fra Profeten
Han faldet var, da syntes hun først rolig,
Og denne Ro blev snart til evig Fred.
En Time før sin Død hun gav mig dette,
(tager et Brev frem)
Og bød mig bringe det i eders Haand,
Om selv jeg skulde med mit Livs Fortab
Jer standse midt i Kampen, store Konge!
Det svoer jeg ved Profeten, og i Stunden,
Da hendes Aand bortfoer, jeg iled hid.
Muhamed (tager Brevet).
Du for din Troskab lønnes skal. — Nu gaae!
(Budet gaaer)
Jolanda! ja det vidste jeg — du kunde
Ei leve og min Seier see: — for fast
Dit Hjerte hang ved dine christne Venner,
Til at du skulde hæve dig med mig
Paa Korsets Grav til Paradisets Palmer.
Forgjæves søgte du min Arm at lamme
Med Bønner og med Taarer — Qvindegraad
Ei standsed mig, og ei dit Dødningsuk
Skal heller nu paa Seirens Vei mig standse.
Jeg dig tilgiver, du var Selims Moder,
Jeg kan ei Meer — din Aand har ham forført
Fra Allah og Profeten — det er Nok,
Din Dødningrøst skal nu ei mig bedrage.
Lad see!
(aabner Brevet)
I Døden hendes Haand har skjælvet,
Og Taarer har fast Ziffrene udslettet — —
Ha! Qvindesvaghed! kan du røre mig?
(læser)
„Jeg døer, min Konge! hør min sidste Bøn!
Tilgiv vor Selim! — kæmp ei mod de Christne!
Og Gud skal dig tilgive hvad mod mig
Du syndet har — og mod den hellig Aand.”
(han synes et Øieblik at kæmpe med sig selv, derpaa farer han op med vild Kraft, og sønderriver Brevet.)
Nei aldrig — Dødning! — aldrig — Bort! hvert Minde
Om Mahoms Svaghed! — flyv i Luften hen!
Som hendes Aand, I sidste Troldomsord!
I skal ei meer bedaare mig —
Albenaliz (nærmer sig).
Min Konge!
Jeg venter eders Bud, for Alt at ordne
I Hæren til et Hovedslag.
Muhamed.
Kom Høvding!
Du høre skal min Seiersplan og studse;
Imorgen gryer de Christnes sidste Dag.
(de gaae)
(De Christnes Leir ovenpaa Bjerget.)
(Lovsang høres af de Befriede i Baggrunden.)
Herre! vi love dig! du var tilstede,
Du lod ei Fjenden sig over os glæde:
Røsten fra Hulen, o Herre! du hørte,
Og dine Kæmper af Graven opførte.
Herre! du tog os i frelsende Favn;
Høit vi lovprise dit Navn!
Emanuel (kommer, aleene).
Nu er det skeet, — de Frelstes Lovsang toner
Nu over Bjerget høit mod Himlens Stjerner;
Men Hyrden, som Gud sendte dem i Nøden,
De aldrig meer skal see og aldrig kjende.
Af Mennesker jeg ikke prises bør
For denne Daad — Gud veed, den Meer mig kosted,
End det en Christen sømmed. — Skjul mig nu
I evig Dunkelhed! du Klippeland!
Du Flygtningen modtog, før du ham kjendte,
Nu har den Fremmede sin Gjeld betalt,
Og har dog Fordring paa en Grav blandt Christne.
— Dog Selim! er dit Dagværk alt fuldendt?
Har Herren ingen Hensigt med dig mere?
Jeg veed det ei — O Moder! fromme Moder!
Hvi staaer du for min Sjæl i dette Nu
Saa klar, saa smilende? O! var det dig,
Som gav mig denne Tanke? — store Gud!
Er det Indskydelse? — O! var det muligt
Dit Hjerte at bevæge, haarde Fader!
O! kunde jeg det store Lys dig vise,
Som jeg har seet — da var endnu en Daad,
En herlig Daad for mig paa Jord at øve:
Jeg skulde som en Fredens Engel staae
Imellem dig og Christenheden — Fader!
Forsont med Gud og Mennesker, du skulde
Tilbagevandre til vor Fædretrone,
Og aldrig meer din Arm mod Korset hæve,
Undtagen for med mig det — at tilbede.
O Himmel! var det muligt! da først blev
Jeg Christennavnet værd — og Clara! da —
Da elsked du maaskee mig dog — ak! end
Du kan jo ei, og kunde du det ogsaa,
Du vil og tør jo ei. — See! nu jeg gaaer
Selv til min bedste Gjerning uden Mod,
Og uden Haab — jeg er en eenlig Hyrde,
Som intetsteds har Hjem paa denne Jord,
Hvem Ingen elsker uden Gud i Himlen,
— — Jo Moder! ogsaa du har elsket mig;
Men ak! dig seer jeg aldrig meer — maaskee
Din Aand forklaret alt omsvæver mig —
Det ahner mig saa underligt, sørgmodigt,
Som nu jeg først i Verden eene stod.
O Clara! — hvi har ogsaa du forladet mig?
Hvad kan jeg, naar dit Smiil mig ei besjæler?
Hvi maa jeg stedse dig undvige her,
Imens min hele Sjæl dog ved dig hænger?
— — Hun kommer — ja jeg end engang maa see
Om intet Haab i hendes Blik mig lyser.
Clara (kommer).
Emanuel! nu skal med Ret du nævnes
For evig med det høie Christennavn:
Du har os frelst; — Gud lønne dig! vor Skytsaand!
Emanuel.
Din Skytsaand? Clara! o! ja var jeg det,
Saa skilte vore Veie ei sig ad
Paa Jord — og over Stjernerne — —
Clara.
Hos Gud?
Nei, der jo alle gode Aander samles.
Emanuel.
Ja, de Udvalgte — de er Faa — Hvo veed,
Om jeg blandt dem skal tælles?
Clara.
Hvi saa haabløs
Selv paa saa god en Gjerning?
Emanuel.
Tie med den!
Jeg veed en bedre — giv mig Kraft til den!
Da vil maaskee dog Haab om Salighed
Gjenfødes i min Sjæl.
Clara.
Hvad mener du?
Hvad rædsom Tvivl har i din Eensomhed
Forjaget Haabet paa den store Naade,
Og dræbt udi dit Bryst den høie Ro,
Som straaled fra dit Blik da vi tog Afsked?
Emanuel.
En Tomhed, Clara! har fra denne Stund
Udbredt sig i min Sjæl — en piinlig Tomhed,
Som ingen Himmel meer udfylde kan;
Selv naar jeg beder nu, jeg græder ei
Af Andagt — nei, af Medynk med mig selv:
Jeg synes mig saa grændseløs forladt.
Clara.
O Ven! det er du ei, ved Gud i Himlen!
Jeg har dig — som — en Broder kjær — og hist
Har du en større Ven, end Jorden eier;
Hvi vil du da forsage?
Emanuel (sagte).
Som en Broder?
Ak! Clara! er det Alt? —
(høit)
See! trang er Veien
Og Porten snever — staaer der jo — hvad om jeg
Paa Veien nu vansmægted — og ved Porten
Stod som en Betler udelukt? —
Clara.
Du har jo
Din Engel og, som for Guds Aasyn staaer,
Og beder for dig, mens du er paa Veien,
Og laaner dig sin Vinge, naar du synker;
Hvad vil du meer?
Emanuel.
Jeg efter Vingen længes,
Foruden den jeg aldrig Himlen naaer;
Men — Englen vil ei laane mig den, Clara!
— — Farvel! — jeg seer, du ei forstaaer mig —
Clara (sagte).
Himmel!
Hvi tør jeg ei forstaae ham.
(høit)
Siig hvorhen
Du nu vil vandre?
Emanuel.
Til min Fader!
Clara.
Hvad?
Din Fader? — raser du? —
Emanuel.
Jeg vide maa,
Om han forbander mig, jeg vide maa,
Om hist engang han ei kan vorde salig
Med Moder og med dig — og mig maaskee — —
Her vorder Ingen af os det.
Clara.
Hvad Lys
Oprinder for mig! — ja, Emanuel!
Nu seer jeg hvad du vil — den høie Tanke
Jeg aldrig vovet har at tænke selv;
O! var det muligt! store, ædle Sjæl!
Du mig henriver i din Flugt — jeg maa — —
(udbreder sine Arme, men fatter sig og lader dem atter synke.)
Velsigne dig —
(sagte)
Og flye dig —
(høit)
Gaae med Gud!
Du gode Hyrde! — Clara beder for dig,
Naar from du for din Faders Aasyn staaer,
Og er det Herrens Villie, skal hans Aand
Besjæle dig og bøie Mahoms Hjerte
Til den Korsfæstede.
Emanuel.
Kun ved et Under
Kan dette skee; dog jeg har Tro til Under:
Heelt sælsomt er mit eget Væsen mig,
Og underlig den hele Verden, Clara!
Og synderlige Herrens Raad — —
Clara (sagte).
Det kan jeg,
Det er dog ingen Synd.
(høit)
Emanuel!
Tag dette Venskabsminde med paa Veien!
Og gjem det trolig! — denne Rosenkrands
Jeg bar som Himlens Brud — beed du nu med den!
(løser Paternosterbaandet af sin Hals og giver ham.)
Emanuel (med glad Forundring).
Hvorledes! dette Baand du selv afløser!
Mig vil du give denne Perlekrands?
Clara.
Ja til et helligt Venskabstegn. — Farvel!
(sagte)
O! svage Clara! flye før du dig røber!
(iler bort)
Emanuel (aleene).
Var det en Drøm? — Nei, i min Haand jeg har dem,
De hellige, de himmelfaldne Perler;
Hun gav mig dem — o! lykkelige Selim!
En Haabets og en Salighedens Himmel
Du gjemmer ved din Barm — hun har dig kjær,
Ei som en Broder blot — o! tør jeg troe det? —
Ei som en Broder blot. — Forvovne Haab!
Gjør mig afsindig! men forlad mig ei!
„Den Krands jeg bar som Himlens Brud” — hun sagde —
Ak! Clara! vilde dermed du mig sige,
At du var evig skilt fra mig? — Nei, gav du
Ei selv mig Taarekrandsen hen? opløste
Du derved ei den unaturlige,
Den grumme Pagt, som Himlen alt har løst,
Da Luerne din Klostermuur omstyrted?
O! stod kun denne Muur imellem os,
Jeg frygted Intet; men har du da sagt
At du mig elsked? Clara! nei, ak! nei,
Det søde Ord kom aldrig paa din Læbe,
Og dog jeg haaber — ja det vil, det maa jeg,
Skal ei min Længselsglød fortære mig;
Ja jeg vil haabe som jeg troer og elsker.
Nu har jeg Mod til at fortjene dig,
Du Himmelbrud! skal selv jeg med mit Blod
Afkæmpe Himmelen sin Ret til dig.
Nu føler jeg dig først i dine Flammer,
Du hellige, du underfulde Aand!
Du skal mig styrke til et Underværk;
Og Fader! du skal høre mig og troe,
Og ei forfølge ham, som dig vil frelse.
(gaaer)
(Alfonsus, Don Pedro og Sancho komme.)
Sancho.
Hvor blev han af, den underfulde Hyrde,
Som hid os leded? har han os forladt
Foruden Tak og Løn?
Alfonsus.
Han er forsvundet
Saa hastigt som han kom; han synes ei
Til Dødeliges Priis at trænge.
Sancho.
Sælsomt!
(sagte)
Jolanda! er du død? var det din Aand,
Som hid os førte? ja, vi skal dig hævne.
Don Pedro.
I Sandhed! tappre Konger! her vi Alle
Maae mere prise Lykken, end vort Vid:
Her kan vi trodse Fjendens hele Magt,
Og vente tryg til han angriber os,
Og da er denne Stilling os saa god,
Som trende Gange større Magt paa Sletten.
Sancho.
Hvad hører jeg? — skal her vi fast os sætte
Paa Fjeldet, som en Flok forsultne Ravne,
Og vente til os Byttet flyver selv
I Kløerne? — Nei, lad som ædle Ørne
Os kun et Øieblik paa Klippen hvile,
Før Vingen over Dødens Mark at brede
Til Kamp og Seier!
Alfonsus.
Ret saa, stærke Sancho!
Vi skal ei ængstelig hver Fordeel veie,
Og see paa Mandetal og Stilling her,
Hvor en usynlig Haand er over os,
Og Aanden os til hellig Kamp henriver.
Don Pedro.
Er det maaskee ved hvert et Korstog Skik,
At overlade al Fornuft til Himlen,
Foragte menneskelig Klogt og Krigskonst,
Og styrte sig iblinde fort?
Sancho.
Iblinde
Det ei kan kaldes, naar vi selv ved Maanskin,
Kan overskue Fjendens hele Leir.
Ifald I vil, saa kan vi Røsten hæve,
Og Fjenden slaae her i al Sikkerhed
Med fyndig Tale — see! saa spares Blodet,
Og Slaget blier en Ordstrid.
Don Pedro (opbragt).
Som jeg mærker,
I til mit Mod har Tvivl, og vil det prøve — —
Alfonsus.
Geraader ei i Harme, ædle Konger!
Samdrægtighed er her vor første Lov;
Men Fjendens Sag det er, vort Mod at prøve.
Tilgiv, Don Pedro! at vi ei kan følge
De kloge Raad, som i en verdslig Krig
Jeg høilig vilde prise; men hvor meer
Det gjelder Korsets, end vor egen Ære,
Hvor vi desuden ei kan maale os
I ydre Styrke med en talløs Fjende;
Der maa den indre Flamme ei neddæmpes
Ved kold Beregning over hvert et Skridt.
Er vi udkaarne til med Korsets Banner
At sønderknuse Mahoms Overmagt,
Og frie Europa og den christne Kirke
Fra Barbariets Aag; da maae vi troe
Paa en usynlig Magt, som os ledsager,
Langt meer end paa al menneskelig Kraft,
Og at ei denne Tro bedrager os,
Det har vi nylig seet.
Don Pedro.
Velan! bestem
Da Slaget til hvad Øieblik, I vil!
I Daad om ei i Raad jeg Eder følger.
Sancho (rækker ham Haanden).
Er vi endog som oftest ueens, Konge!
I er os dog en trofast Bundsforvandt.
Don Pedro.
Derpaa I har mit Ridderord.
Sancho.
Nu vel!
Saa Haand paa Værket! — længe kan jeg ei
Udholde her i Ro at see paa Fjenden
Dernedenfor; vil han til os ei komme,
Veed vi nu Vei til ham.
Alfonsus.
Vor hele Hær
Staaer rede til ved første Morgengry
At rykke frem til Slag; — den er udvalgt,
Den mærkelige Valplads, som — vil Gud —
Til Christenhedens og Europas Frelse,
Skal skue vort Aarhundreds største Kamp.
Sancho.
Hvi kan den ei i denne Stund begynde?
Alfonsus.
Giv Hæren Ro til sig at ruste, Konge!
Ei blot de deres Legemer nu styrke,
De Fleste selv berede deres Sjæle
Ved Bodens Sakrament og hellig Nadver,
Og deri maae vi ei forstyrre dem;
Toledos Erkebisp, den fromme Roger,
Som selv med Brødrene har Sværdet grebet,
Gaaer som en Aron mellem Korsets Helte,
Og dem opflammer til den store Daad,
Som leve skal saalænge christne Tunger
Lovsjunge Herren over vore Grave.
Don Pedro.
Han nærmer sig blandt fromme Helteklynge
Med Helligdommen i sin Haand.
Alfonsus.
Hvert Knæ
For Hostien sig bøie!
(Don Rodrigo nærmer sig med et Brystharnisk over sin Bispedragt, med det dragne Sværd i den eene Haand og en indviet Hostie i den anden; ham følger blandt bevæbnede Chorherrer og Ordensbrødre Clara med Korsbanneret; hun bliver staaende i Baggrunden; mens en høitidelig Choral istemmes.)
(Alfonsus og Don Pedro knæle med Krigerne eftersom Erkebispen nærmer sig til Enhver; naar han er gaaet reise de sig igjen.)
Sancho (betragter Clara).
Tause Pilgrim!
Staaer du nu atter der med Korset for mig,
Og tvinger mig til Andagt? — ha! Hvo er du?
(knæler)
Clara (afsides).
Jeg er ei værd at see dit Aasyn Fader!
(knæler og tilhyller sit Aasyn.)
Rodrigo (høitidelig idet han gaaer forbi).
Svæv herned paa dine Seraphvinger,
Aand, som hist i Straalehavet svømmer!
Flammen tænd, som gjennem Verden strømmer,
Naar Cheruben Luesværdet svinger!
Sælsomt ruger Natten over Jorden;
See! forventningsfuld hver Stjerne glimter,
Og en blodig Morgenrøde skimter,
Kommende som Herrens Dag med Torden.
Ingen veed, om meer han Stjernen skuer
Over sig paa fjerne Himmel blinke,
Eller den imorgen os skal vinke
Til at luttres i de klare Luer.
Til den store Dag vi os berede!
Den os Seiren bringe eller Døden!
Lad os luttret vente Morgenrøden!
Og indvie Sjælen til sin Glæde!
(Toget drager forbi; Choralen vedbliver.)
Alfonsus.
Lad ogsaa os, I ædle Kongehelte!
Indvie os ved Sakramentets Kraft
Til Liv og Blod for Frelseren at ofre!
Sancho.
Velan! en vigtig Stund er nær.
Don Pedro.
Tilvisse!
(Kongerne gaae. Krigerne følge dem. Choralen vedbliver i det Fjerne.)
Clara (reiser sig).
Høitideligt omtoner Sangen mig,
Og helligt suser gjennem Christenhæren
I tusind Bønners Lyd Indvielsen;
Kun jeg vanhellig staaer her med mit Kors,
Med Hjertet svulmende i syndig Glød,
Og kan de stærke Længsler ei neddæmpe.
Indviet var dog ogsaa jeg engang
Til Kamp mod meer end Mennesker — til Kamp
Mod Jordnaturen — jeg var Himlens Brud. —
Hvad er jeg nu? — Du sank, min Helligdom!
I Flammerne — mit Slør! du troløst flagred
Paa Nattens Storme hen — og svage Hjerte!
Du foer i Verdensvrimlen bort fra Christ,
Og glemte Himlen i en jordisk Flamme.
Dog nei, den er jo reen som Solens Ild,
Den Lue, som fortærer mig — hvi skal jeg
Den selv anklage og fordømme da?
Er det ei Nok, jeg hvert dens Udbrud dæmper,
Og uden Krav paa denne Verdens Fryd,
Gaaer fort min Pilgrimsgang til Helligdommen?
Jo — men jeg vakler nu — jeg staaer jo stille,
Og seer ved hvert et Skridt saa længselfuld
Tilbage til den tabte Ven — O! turde
Jeg eengang blot ham til mit Hjerte trykke,
Og sige: Selim! Clara elsker dig!
Da maatte gjerne Stormen mig henrive
Til Verdens Grændser — og jeg havde Fred;
Det er som dette eene Ord mig tynger
Med Centnervægt; o! var det kun udsagt,
Og havde jeg ved det min Eed ei brudt,
Jeg skulde vandre som en stille Skygge
Til Graven med mit Kors, og ikke klage.
— — Du arme Selim! skal jeg see din Qual,
Og grusom nægte dig den Trøstens Draabe,
Som dette eene Ord kan skjænke dig?
Skal du for Claras Skyld fortvivlet døe?
— Nei, du skal vide hvad dog Himlen veed;
Tilgiv mig! Gud! jeg kan ei længer kæmpe — —
(gaaer)
Don Lupo (kommer).
Gik han der ei atter, Pillegrimmen?
Eller saae jeg ham igjen i Drømme?
Underlige, ubekjendte Ven!
Hvad kan det dog være, som saa mægtigt
Sælsomt har mit Væsen til dig knyttet?
Længe bad jeg Himlen om en Ven,
Ingen fandt jeg mellem mange Frænder,
Ingen blandt min Barndoms Legebrødre,
Ingen mellem Korsets Helte her:
Dig jeg saae, og dig jeg nu maa følge,
Uden dig at kjende — underligt!
Hvergang jeg vil tale til den Pilgrim,
Svimler jeg, og Taarer Stemmen qvæler;
Nu, saa vil jeg tie og ham følge,
— Han har jo tilladt mig det; til Jorsal
Vilde jeg saa gjerne med ham gaae;
Ak! men dertil er der jo saa langt;
Dog Hvo kan sin Lykke forudvide?
Det er mig saa vel, saa underfuldt,
Som den Pilgrim mig til Himlen førte.
(synger til Mandolinen)
See! Don Lupo kan ei hvile —
Dunkelt Stjernen blinker —
Gjennem Natten maa jeg ile,
Veed ei selv hvorhen mig Englen vinker.
(vil gaae)
Lopez Haro (møder ham).
Jeg troer, du synger Minnesange, Søn!
Imens vi Andre os til Slaget ruste,
Og give Gud en Alvorstanke.
Don Lupo.
Fader!
Lad mig kun synge! — jeg er rustet alt,
Og er beredt til Herre Christ at give
Ei blot en Tanke, men et — Liv. — — Imorgen
Jeg tænker mine Sporer at fortjene;
I uden Ridderprøve gav mig dem.
Lopez Haro.
Idag du har fortjent dem, kjække Søn!
Du holdt dig brav og ridderligt.
Don Lupo.
I Sandhed?
Den Seir var ingen nye Staalhandske værd;
End maa jeg rødme, naar man nævner mig
Den tappre Lopez Haros Søn.
Lopez Haro.
Min Lupo!
Ved dig min Stamme med forynget Kraft
Skal spire frem, naar jeg engang er død;
Du er dens sidste Spire — Gud dig signe!
(omfavner ham)
Don Lupo.
O! Fader — tak! saa har du mig dog kjær!
Det var den førstegang du mig velsigned;
Lopez Haro (ryster hans Haand).
Nu har jeg først dig lært at kjende, Søn!
(de gaae)
(Maurernes Leier ved Tolosa.)
(Emanuel staaer for Muhamed med Hyrdestaven i sin Haand.)
Muhamed.
Du vovet har for Øine mig at træde
Med dette Afgudsbilled i din Haand,
Og skjælver ei — —
Emanuel.
O Fader! aldrig stod
Jeg for dit Aasyn i saa stor en Stund,
Og skjælver jeg, saa er det ei for mig,
Saa er det ei for dette Liv aleene,
Saa er det for — din Salighed, min Fader!
O! kunde jeg den kjøbe med mit Liv!
O! kunde jeg, selv døende, oplade
Dit Øie, Fader! for mit Paradiis!
Jeg skulde evig denne Stund velsigne.
See! som en Hyrde har mig Herren sendt,
At lede dig paa Fredens Vei — —
Muhamed.
Ha, bort!
Fordømte Troldomsstav! vil du med den
Min Harme døve, Skjændselssøn!
(river Korsstaven fra ham og sønderbryder den.)
Emanuel.
O! Fader!
Du bryder Staven over mig — —
Muhamed.
Saaledes
Jeg sønderknuse skal hvert Kors paa Jorden;
Mit Øie trænger ikke til at aabnes:
Jeg seer kun alt for vel dit dybe Fald;
Hæv dig igjen, hvis du min Søn vil kaldes!
Træd paa det knuste Kors der ved din Fod!
Afsværg, — forband nu selv din falske Tro!
Hvis ikke — flye for evig fra mit Aasyn!
Emanuel
(tager Korset op og gjemmer det ved sin Barm).
Nei, Fader! — aldrig. Hvad jeg troer, er Sandhed,
Derpaa jeg tør i denne Time døe.
Men ei min Frelser jeg fornægte skal,
Om selv du mig korsfæste lod derfor;
Dog nei, det kan du ei; siig kan du hade
Din Søn, fordi han fandt den Himmelstie,
Hvorpaa han dig til Salighed vil lede?
O! hør mig, Fader! — vidste du hvor høit
Hvor inderligt jeg elsker dig — o! saae du
Hvor ængsteligt mit Hjerte for dig bæver,
Du vendte ei dit Øie harmfuldt fra mig,
Du lod mig ei forgjæves paa dig raabe
Ved Bredden af den Afgrund, hvor du staaer.
See! jeg udbreder mine Arme mod dig —
Hør! jeg besværger dig ved Alt hvad Helligt
Du troer i Himmel og paa Jord! — besmit ei
Din Haand med Christenblod! — styrt ei dig selv
Og dine Tusinder i evig Død!
Viid, Korset er uovervindeligt —
Den Blodvei, hvorpaa nu du tumler, Fader!
Dig fører til — Fordærvelsen.
Muhamed.
Ja, til
Fordærvelse for dig og Christenynglen.
Jeg skal udrydde den af Verden. — Tie!
Og gaae! og kom mig aldrig meer for Øine!
Emanuel.
Nei, Fader! jeg maa blive, jeg maa tale,
Om ogsaa nu det koste skal mit Liv —
Forbarm dig og vend om! forfølg ei meer
Den Herre, som har Magt til dig at frelse
Og — knuse, om han vil!
Muhamed (hæver sit Sværd).
Ha, ved Profeten!
Jeg dræber dig, hvis nu du mig ei flyer —
Emanuel (knæler).
O! Moder! fromme Moder! beed du med mig!
Giv mig din milde Røst, dit lyse Aasyn!
Og lad mig smelte Mahoms haarde Bryst!
See! Fader, see! det er ei Selim meer
Din elskede Jolanda er det — ja
Den Frommes Aand besjæler mig — see! Fader!
Jolanda dine Knæ omfavner — hør mig!
Forfølg ei Christ! myrd ei din egen Søn!
Muhamed.
Hvad? — raser du? staaer du i Forbund med
De Døde? — ja, det var din sidste Bøn
Jolanda!
Emanuel (farer op).
Hun er død?
Muhamed.
Ja død
Af Kummer over dig, Elendige!
Emanuel.
O Moder! — Moder!
Muhamed,
Vil du mane hende
Frem af de Dødes Rige, at I begge
Som Plageaander her kan standse mig
Paa Seirens Vei? — Nei det skal ei Jer lykkes.
Tie stille Dødning! — bort fra mine Øine
Du hendes falske Billed! — bort! — jeg skaaner
Dig for den Dødes Bøn. — For sidstegang
En menneskelig Stemme taler for dig
I min oprørte Sjæl — —
Emanuel.
O Moder! Moder!
Beed for min Faders Sjæl!
Muhamed.
Ha! vil du gjøre
Mig som dig selv — afsindig? — — tie Frafaldne!
Og vil du bede — beed da for dig selv!
Jeg trænger ei dertil — —
(seer medlidende paa ham.)
Jolandas Søn!
Du er fortabt — ei jeg; — — der var en Tid
Da Mahom bar dig paa sin Heltearm,
Og drømte skjønt om dig — det er forbi —
Far med Jolandas Aand i Luften hen!
Min Faderglæde! — gak, du Jammers Søn!
Jeg seer dig ei i denne Verden meer
Og ingen af Jer hist — endnu eengang
Jeg vil dig trykke til mit Faderhjerte
Og saa — Farvel for Jord og Paradiis!
(udbreder rørt sine Arme imod ham.)
Emanuel (vil styrte i hans Favn).
O Fader! — Christ bevæger dig — —
Muhamed (blegner).
Forhadte,
Fordømte Navn! du — evig os adskiller.
(støder ham haardt fra sig og gaaer.)
Emanuel.
De lukte sig igjen de aabne Arme —
En Djævel mig til Himlens Porte førte,
Kun for des dybere mig at nedstyrte.
O Moder! græd nu histet over mig!
Det er forbi — du vil ei frelses Fader!
Mit sidste Haab er slukt — du har forskudt mig,
Og dog du veed endnu ei, det var mig,
Som frelste dine Fjender, og uddrev
Det store Offer af din Haand. Nu staae de,
Til blodig Kamp beredt, paa Fjeld, paa Slette,
Forgjæves mellem Hærene jeg staaer,
Og strækker mine Arme imod Himlen,
Jeg kan ei standse dem — jeg kan ei frelse
De Rasende; en blodig Dag oprinder
Og over mig de Tusinds Blod skal strømme.
Jeg har de Christne op af Graven ført
Mod mine egne Landsmænd — Vee dem! — Vee mig!
Min Moder død af Kummer over mig!
Min Fader nu forraadt af mig! — O Clara!
Saavidt har du og Frelseren mig bragt;
Forlade I mig og, hvad er da Lønnen?
Nu skal du give mig din Brud, o Himmel!
(gaaer)
