(Klippeegn ved Sierra Morena. En eenlig Hyrdebolig. Den gamle Hyrde Andreas og hans Datter Bella sidde uden for Hytten; Andreas med sit Paternosterbaand i Haanden, Bella med sin Lyre. Det er Morgendæmring.)
Bella
(lægger Lyren fra sig og staaer utaalmodig op).
Nu har han atter vanket hele Natten
Omkring paa Bjergene, og veed kun lidt af
Hvorlænge jeg har siddet her før Dag,
Og seet i Maanskin efter ham, — og hvergang
Jeg saae en Skygge svæve over Bjerget,
Jeg troede, det var ham.
Andreas.
Men derfor, Barn!
Har du vel ei din Morgenbøn forsømt?
Bella.
Nei Kors! den har jeg læst; men siig mig rigtig:
Du holder dog ret grumme meget af ham?
Ei sandt? min gode Fader!
(klapper ham paa Kinden)
Andreas.
Hvo kan Andet?
Jeg har saa kjær ham som han var min Søn:
Han har mig bragt Velsignelse med Hjorden,
Og Hjelp og Trøst paa mine gamle Dage.
Bella.
Og han er from og god og seer saa kjøn ud,
Og kalder mig sin lille Søster Bella;
See! derfor har jeg ogsaa bundet ham
En Krands idag, saa smuk, saa smuk.
(viser ham den)
Andreas.
Ret saa!
Bind Krandse, Barn! og nyn ham dine Sange!
Saa faaer du ham dog stundom til at smile,
Han er mig ellers alt for tankefuld
Og stille.
Bella.
Ja, han græder ogsaa tit
Den Stakkel! naar han, troer han er aleene;
Men jeg har jo beluret ham og seet det.
Andreas.
Fy, Bella! det var ikke smukt.
Bella.
Jeg vilde
Saa gjerne vide hvad han sørger for;
Du siger jo, at naar man kun er god
Og elsker Gud, saa er man altid glad;
Hvad Ondt har da Emanuel vel gjort?
Han beder dog saa kjønt sin Rosenkrands
Hver Morgen og hver Aften.
Andreas.
Hvo kan vide
Hvad han har lidt, før fremmed og forladt
Han kom til os, og søgte Huuslye her
I denne øde Egn? — maaskee begræder
Han Tabet af en Fader eller Moder —
Maaskee han mistet har en elsket Brud.
Bella (rødmer).
En Brud? — ak! Fader! troer du, han har havt
En Brud engang. — Det var ret slemt.
Andreas.
Hvi saa?
Bella.
Jeg mener det var slemt — han misted hende.
— Nu har han da vel Ingen; — men hvor troer du,
At han har været, før han kom til os?
Andreas.
Jeg har ham aldrig villet spørge om
Sit Hjertes Løndom; men jeg ærer den:
Tit naar vi ved det fromme Navn ham nævne,
Han studser, som det var ham fremmed selv,
Og saae jeg ei, han var saa from en Christen,
Jeg skulde hartad troe, han var en Afrer.
Bella.
En Maurer? — hu! nei saa var han jo fæl,
Og troede ei paa Jesusbarnet. — — See!
Der kommer han fra Bjerget ned. —
Jeg løber,
At vise ham min Krands.
(gaaer hastig)
Andreas (aleene).
Du lykkelige!
Ak! hvi kan det ei altid blive saa?
Jeg gruer for det Øieblik, da Barnet
Ophører Barn at være. — Aldrig kan
Dog denne underlige Hyrde vorde
Os mere, end en Gjæst, som gaaer og kommer;
Hans Sjæl er altid andensteds, naar her
Han sidder meest fortrolig mellem os,
Og smiler vemodsfuld til Bellas Sange.
Ak! hvorfor har mit gamle Hjerte selv
Den Fremmede saa kjær? — naar han engang
Forlader os, her bliver tomt i Hytten,
Og Bella nynner neppe meer saa glad,
Selv Hjorden vil ham savne: Hvo skal føre
Den paa hiin skjulte Fjeldstie over Bjerget,
Hvor han den skjønne Græsgang fandt? — Og kommer
Nu Krigens Larm vor stille Hytte nær,
Og døer jeg bort fra Bella, Hvo skal vogte
Den spæde Blomst for Stormen? — det maa han,
Som klæder Fugl i Luft og Engens Lillie,
Han vaage over os og Korsets Helte!
Og frelse os fra Maurens vilde Hær!
(Emanuel kommer med Bella ved Haanden.)
Bella.
Men see dog paa din Krands, Emanuel!
Emanuel (forvirret).
Tak, gode Bella, — — tak!
Bella.
Kom hid med Hatten!
Saa skal jeg pynte den.
(tager Hatten fra ham og sætter sig hen under Fjeldet og fletter Blomster om den.)
Emanuel (til Andreas).
Ak! veed I, Gamle!
Den store Nød? — den hele Christenhær
Staaer fængslet mellem disse Bjerge.
Andreas (forfærdet).
Vee os!
Hvor har du hørt det Rædselsbudskab? Søn!
Emanuel.
Ak! var jeg eders Søn — jeg kunde — — —
Vee dem!
(afsides)
O Himmel! paa hvad Prøve har du sat mig!
Andreas.
(fatter sig og betragter ham med et forskende Blik).
Hvad siger du? — hvi stirrer du saa bleg
Forvirret paa mig? — —
Emanuel.
Veed du, at Kong Mahom
Marokkos store Konge har besluttet
At ødelægge hele Christenheden?
(afsides)
O Fader! grumme Fader!
Andreas.
Det kan Ingen,
Saalænge Verdens Grundvold staaer — saasandt
Der er en Gud i Himlen, men vort Land
Kan ødelægges — denne hele Hær
Kan falde som et Offer for Guds Kirke,
Hvis Herren ei dem Frelse sender. —
(afsides idet han betragter Emanuel.)
Himmel!
Han veed en Udvei jo — maaskee han kunde — —
Hvi skjuler han sit Aasyn for mig? —
Emanuel.
Troer du,
En Engel kan fra Himlen stige ned,
Og knuse hine Klippemure!
Andreas.
Ja,
Hvis det behøves, kan vel ogsaa Engle
Endnu nedstige; men hvor Herrens Aand
Gaaer over Jorden, lyser Frelsens Stjerne
Tit i et Barns, tit i en Ynglings Øie,
Og Vee da den, som Øiet lukker til,
Og slukker Aandens Flamme i sit Hjerte!
Emanuel.
Ja, Gamle! jeg kan frelse dem — jeg vil det,
Hvis det er Himlens Villie.
Andreas.
Iil, min Søn!
— Jeg saae det i dit Øie da du kom: —
Du Englen er, som Herren har udkaaret
Til Christenhærens Frelse; du har fundet
En Redningsstie for den fortabte Hjord
Høit over disse Fjelde — dig aleene
Har Herrens Aand viist Veien; — tag din Stav!
Og iil og frels! du gode Hyrde!
Emanuel (med inderlig Sjælekamp).
Ja,
Jeg kan, jeg maa — jeg vil — Gud styrke mig!
— Du veed ei, Gamle! hvad den Gang mig koster;
Men jeg har givet Christ mit Liv — min Sjæl,
Og Gud jeg meer end Mennesker maa lyde.
Andreas.
Du er mig uforklarlig, Fremmede!
Hvi tøver du? see! jeg er graa og gammel;
Men vidste jeg den Udvei, du kun veed,
Mig Jorden vilde under Foden gløde,
Til de var frelst, de ædle Korsets Helte.
Emanuel (med frygtelig Spænding).
Mig gløder ei blot Jorden under Foden,
Men — Himlen over Issen, Gamle! — see!
Jeg tøver jo ei heller — beed du for mig!
(omfavner ham vildt og vil gaae.)
Bella (iler til).
Hvad fattes dig? Emanuel!
Andreas (tager hende tilside).
Tie stille!
Ophold ham ikke, Barn!
Emanuel.
Farvel, I Gode!
Maaskee jeg seer Jer aldrig meer — farvel!
(omfavner dem og styrter bort)
Bella.
O! Fader, hold ei paa mig! — lad mig følge
Emanuel! — hvor gaaer han hen?
Andreas.
Min Datter!
Vil du ei blive hos din gamle Fader?
Emanuel har os forladt — —
Bella.
For evig? —
Du gode Gud!
(græder)
Andreas.
Det frygter jeg dog ei.
Kom, Bella! lad os bede! — denne Hyrde
Kan vorde Christenhærens gode Engel;
Men Gud maae vide hvad han vorde skal.
(ryster betænkelig paa Hovedet).
Bella.
O! Fader, jeg forstaaer ei hvad du siger.
(de gaae)
(Snever Dal mellem Sjerra Morenabjergene, paa tre Sider omgivet af steile Klipper. En Deel af Korstogshæren rykker ind fra den fjerde Side, med de tre Konger i Spidsen. Donna Clara gaaer som Pillegrim med Banneret i Haanden ved Erkebispen af Toledos Side blandt Chorherrer og Munke. Don Lupo følger hende ved sin Fader Lopez Haros Side. Mange Riddere af forskjellige Ordener omgive dem. Solen staaer op.)
Alfonsus (til Lopez Haro).
Byd Hæren standse!
(til de Andre)
Og tilbagetræd
Enhver, som ei har Stemme i vort Raad!
(Lopez Haro tilbagetrænger Korssoldaterne og Ridderne i en stor Halvkreds. Kongerne blive eene i Midten. Don Rodrigo gaaer om imellem Krigerne, og synes at styrke dem med sin Tale. Clara knæler med Korsbanneret paa en Fjeldkant.)
Don Pedro (til de andre Konger).
Kastiliens Drot! og I, vor stærke Sancho!
Er nu de Vise, vi adspørge maae.
I hørte ikke mig da det var Tid;
Nu jeg af Raadet kan tilbagetræde,
Og vente paa hvad Vaaben I beslutte
Vi bruge skal mod denne Klippehær.
(Pause)
Hvorfor saa stum? Navarras Konge!
Sancho (hugger i Klippen med sit Sværd).
Graven
Er taus, Don Pedro! — ja I havde Ret!
Den over os har lukt sig — og mit Sværd
Kan ikke knuse Klipper.
(afsides)
O! Jolanda!
Skal jeg dig aldrig hævne? Ungdomsbrud!
Og ikke dig, min Clara!
Don Pedro.
Kan ei heller
Jer stærke Tro, Alfonsus! Steen forvandle
Til Brød? og disse Bjerge flytte?
Alfonsus.
Konge!
Slig haanlig Tale sømmer sig ei her
I christent Lag; vi kan ei meer end — døe,
Og har vi svoret tro at holde Stand,
Vi stande maae mod Hungren, som mod Sværdet
Og Klipperne.
Don Pedro.
Jo meer vi kan, end døe:
Thi vi kan tages levende til Fanger;
Det er alt skeet; vi er ei længer frie:
Tilbageveien er jo selv os spærret.
Sancho.
Saalænge jeg har Sværd i Haand, jeg skulde
Dog troe, jeg Frihed har — om ei til Andet,
Saa — til at støde Sværdet i mit Bryst.
Alfonsus.
Det saare vidt med os maa være kommet,
Naar selv den stærke Sancho kan forsage.
Sancho.
Nei, jeg forsager ei i Helved selv;
Men harmfuldt er det for en ærlig Kæmper,
At standses paa sin Gang af døde Stene,
Og ei engang at kunne hugge sig
En Vei til Heltedød for Fiendebryn.
— — Ha! ussel er din Seier, grønne Mahom!
Den skal i Tidens Bog dig brandmærke:
Du tør os ikke under Øine see,
Før Hungren har udsuget Heltens Marv
Imellem disse Fjelde — ha! forbandet!
Staae de ei der som steenomskabte Trolde,
Og kaste haanende Forbandelsen
Tilbage til os selv med Skoggerlatter?
— — Afsted — her see vi jo er ingen Udvei;
Vi maae tilsidst dog finde een, og staaer der
End tusind Maurer imod hver en Christen,
Saa kan vi dog os hævne før vi falde,
Og høine os en Grav af Maurerliig.
Alfonsus.
En liden Stund maa Hæren sig udhvile,
Og tykkes mig det sømmeligst, at her
Vi holdt vor Morgenbøn, og ei i Nøden
Forglemte Gud og Christus; han vil vist
Ei heller os forglemme.
Sancho.
Bøn er god nok,
Naar Nøden ikke kræver mandig Daad,
Med mindre I ved Ottesangen troer
At kunne sprænge disse Fjelde.
Alfonsus.
Konge!
Tael ei formasteligt! — jeg sætter meer
Min Liid til Himlen, end til Mandemod:
Her kan kun Gud os frelse.
Sancho.
Som I vil;
Jeg har min Salighed saa kjær som I,
Og vil ei nogen Christens Andagt hindre;
Men gjør det kort og godt!
Don Pedro.
Hvo veed, om ei
Den Ottesang vor Svanesang kan vorde.
Alfonsus (peger paa Clara).
See! alt den unge Pilgrim hist med Korset
Nedknæler andagtsfuld i Morgenglands,
— Og smiler som en venlig Trøstens Engel.
Sancho (afsides).
Hvad sælsomt Syn! mit Barn, mit tabte Barn!
Saaledes smiled du engang o Clara!
Som Himmelbrud.
Alfonsus (til Don Rodrigo).
Toledos Erkebisp!
Byd hele Christenhæren med os knæle
I Herrens Navn! og lad en Morgenpsalme
Igjennemtone disse Klippemure,
Og stige til vor Frelser i det Høie!
Rodrigo.
Ned knæl! — for ham skal alle Knæ sig bøie.
Istemmer Sangen Brødre!
(En Choral begynder.)
Clara.
Gud! bønhør os!
(Alfonsus og Don Pedro knæle med Hæren.)
Sancho
(staaer støttet til sit Sværd og betragter den bedende Clara. Taarerne stige ham i Øinene og han synker ned i en bedende Stilling.)
Forunderligt! den Dreng gjør mig andægtig.
Erkebispen og Chorherrerne (synge).
I Dragers Hjem vi blev nedstødt,
Os skjuler Dødens Skygge;
Den Herre, som for os har blødt,
Paa ham vi tryg kun bygge!
Og synker end den hele Jord,
Flye Bjergene til Havet,
Der er en Stad, Hvo deri boer
Ei vorde skal begravet.
Alfonsus (reiser sig med de andre Konger).
Et Lys oprinder under disse Toner
Heelt sælsomt i min Sjæl — her visselig
En Klippestie maa gives, som kan føre
Os ubemærkt af Fienden op paa Bjerget;
Hvad om det der var frugtbart og beboet?
O! stod vi først hist oppe, Brødre! — da
Laae Maurerhæren under vore Fødder.
Don Pedro.
Og vi var Himlen nærmere, end de;
Det er vi alt.
Sancho (peger paa Clara).
Seer I den Yngling hist?
Han har min Tillid styrket — Gud er med os,
Og disse Klipper skal os ei begrave.
Don Pedro (til Alfonsus).
Jer Gisning, Konge! synes mig heelt uvis;
Dog var der ogsaa slig en Himmelstige,
Hvor er den Jakob da, som den har seet?
Erkebispen og Chorherrerne (synge).
Den Herre midt i Staden boer,
Hvem Jord og Himmel lyder,
Han frelser hver, som paa ham troer,
Naar Morgenen frembryder.
En Høvding (nærmer sig til Alfonsus).
En fremmed Hyrde har indsneget sig
I Hæren som en Speider; han forlanger
For Kongerne at stædes.
Alfonsus.
Lad ham komme!
(Høvdingen gaaer, og Emanuel nærmer sig med dvælende Skridt.)
Clara (betragter ham, afsides).
O Himmel! Selim! — har du brudt din Eed —
Og søger mig!
Emanuel (standser og seer Clara; afsides).
Nei, det er ingen Drøm —
Jeg seer dig Clara! — ja! du knæler hist —
Din Bøn har Himlen naaet — det er besluttet.
(træder rask frem for Kongerne.)
Alfonsus.
Er du en Speider, som udforske vil
Hvorlunde Christne sig til Dødskamp ruste,
Saa siig de Vantroe, som udsendte dig,
Hvad du har hørt og seet!
Sancho.
Nei, før os til dem!
Saa skal vort Sværd nok sige dem Besked.
Emanuel.
Jeg er ei nogen Speider — Jeg som I
Tilbeder Verdens store Frelser — see!
Hans Kors jeg bærer paa min Hyrdestav,
Som i hans Haand jeg har min Sjæl hengivet;
Og i hans Navn jeg Eder lede maa
Til Udgang her af denne Dødens Dal.
Alfonsus.
Du veed en Udgang — Hyrde!
Don Pedro (sagte).
Troe ham ikke,
Hans Stemme røber ham, han er en Maurer.
Sancho.
Siig frem! hvad veed du?
Emanuel.
At I her er stædte
I svarlig Nød og Trængsel, ædle Konger!
Med Christenhedens bedste Riddersmænd,
Det veed jeg; men at I til Gud og Christ
Har eders Tillid sat, det hørte jeg,
Da eders Morgensang mod Himlen toned;
Viid, den har gjennemtonet dybt min Sjæl:
Jeg lyttet har til Stemmerne foroven,
Og følt, at ogsaa mig en Daad blev givet,
Hvorved jeg Christennavnet kan betale — —
(afsides)
— Hvor let den er mig veed kun jeg og Gud —
(høit)
See! Herren mig har sendt, den Grav at aabne,
Den store Mahom over Jer har lukt:
Jeg veed en Stie, hvorpaa den christne Hær
Kan stige op af denne Morderhule,
Og ei bemærkes af et fiendtligt Øie.
Sancho.
Vi Fienden vel tør under Øine see;
Før os kun fremad!
Alfonsus.
(sagte til Don Pedro mens han betragter Emanuel nøie).
Nei, han os ei skuffer,
Det Aasyn jeg blandt Mordere tør troe.
(høit til Emanuel)
Vilsignet være du! O Himmelbudskab!
Hvad er dit Navn?
Emanuel.
Det — kan jeg her ei sige.
Don Pedro.
Er du en Spanjer?
Emanuel.
Nei,
Don Pedro.
Hvo er du da?
Emanuel.
En Hyrde — som I see — en fremmed Hyrde.
Meer kan og vil jeg ikke Eder sige.
Jeg kjender nøie denne Klippeegn:
En Maaned har jeg græsset her min Hjord;
Til min Veiledning kan I tryg betroe Jer.
— — I holde mig for en Bedrager, seer jeg.
Alfonsus
Nei sandelig! det er du ei.
Sancho (afsides).
Det Aasyn
Den Stemme ei mig fremmed er —
Emanuel.
Mit Liv
Er jo i eders Haand, hvis jeg Jer skuffer.
Alfonsus.
Jeg troer dig, Fremmede! — gak nu tilside
Et Øieblik! — snart skal vi kalde dig.
Clara (afsides, idet hun reiser sig).
O Selim! ædle Selim! jeg forstaaer dig.
Emanuel
(gaaer aleene hen i Forgrunden, mens Kongerne tale hemmelig sammen i Baggrunden).
Her er hun — her — jeg hende og skal frelse
Hun, som har frelst min Sjæl i Evighed — —
Hun, som — O Gud! kun dig jeg det tør sige —
Hun, som jeg evig, evig brænder for
I haabløs Længsel. — — Underfulde Møe!
Du ingen Mand tilhøre kan paa Jorden,
Det veed jeg — Du er Himlens svorne Brud;
Men tør du derfor heller aldrig elske?
Ei hemmeligt, i Sjælens Inderste,
Ei i det Fjerne elske mig engang?
Er det da Synd? — nei, saa forstaaer jeg ei
Den milde Lære, som du mig forkyndte,
Saa er dens Kjærlighed mig selv en Gaade;
Ja, visselig du tør mig elske, Clara!
Det har kun Mennesker, ei Gud forbudt —
Men kan du da! — o! kunde du det dog!
O! maatte du det med et Ord mig sige!
For dette eene Ord — jeg gik i Døden.
See! Alt hvad Livet havde kjært for mig
Har jeg forladt, for dig at følge. — Moder!
Dig skal jeg aldrig meer i Verden see;
Mit Fædreland! du er for mig forsvundet:
En Fremmed gaaer jeg nu i Verden om — —
Og Fader! — Ak! for dig jeg maa bortflye,
Som for en Vredens Aand — o! vidste du
Hvad jeg i denne Stund som Christen øver,
Maaskee fordømte du din egen Søn,
Og dog jeg maa — jeg kan jo ikke andet.
Du farer frem paa Nattens Vinger, Fader!
Som en Orkan og hvirvler Slægter bort;
Hvad vil du her? er Atlas’ Kæmpeverden
Ei stor nok for din vilde Helteaand?
Vil du Guds Rige selv paa Jorden styrte?
O Fader! grumme Fader! — Christ! tilgiv ham!
Han veed ei hvad han synder —
(Clara nærmer sig).
Emanuel.
Fromme Clara!
Du nærmer dig igjen til den Forladte?
Tilgiv! — jeg har ei søgt dig.
Clara.
Mahoms Søn!
Stor er din Daad idag, du gode Hyrde!
For den velsigner dig vor Fader hist.
Emanuel.
Om ogsaa her en Fader mig fordømmer?
O Clara! Clara! er det Ret, jeg handler?
Du siger det, og jeg maa troe dig — ja!
Hvor kan jeg tvivle? — dig jeg og skal frelse —
Var nu det en Forbrydelse — jeg maa det.
Clara.
Forring ei selv din Handling! ædle Selim!
Du kom at frelse dine christne Brødre,
Og rive Ofret af din Faders Haand,
Før mig du blandt dem saae.
Emanuel.
Jeg vilde — ja,
Men vakled end paa Klippestien, Clara!
Til jeg dit Aasyn saae i Morgenglands,
Da saae jeg, at jeg — — maatte.
Clara.
Seer du Selim!
Derfor mig Aanden drev saa mægtig fra dig,
At her den kunde styrke dig ved mig;
Saa var det derfor Herren hid dig førte,
Til din og min og Christenhedens Frelse!
Fred være med dig! — her har Gud os samlet —
Nu støde atter vore Veie sammen
En liden Stund —
Emanuel (afsides).
Ak! kun en liden Stund!
— Sæt fort din Stav Forladte!
(høit)
Siig mig, Clara!
Hvortil den Pilgrimsdragt?
Clara.
Et helligt Løfte
Opfylder jeg — bevar min Løndom vel!
(afsides)
Ak! hvi tør jeg ham ei betroe den større?
Don Lupo (kommer).
Nu Kongerne dig vente, Hyrde! — gak!
Snart skal vi følge dig.
Emanuel (til Clara).
Fred med dig! Pilgrim!
(gaaer hen i Baggrunden til de Andre.)
(Don Lupo bliver staaende i nogen Frastand og betragter Clara med et taarefuldt Blik.)
Clara (afsides).
O ædle Selim! saae du i min Sjæl
Saa klart som din jeg gjennemskuer nu,
Du vidste hvad jeg aldrig dig tør sige.
— — Der staaer han atter med sit Taareblik,
Den unge Ridder — skal jeg tale til ham?
Hans Taushed og Hengivenhed mig rører
Heelt underlig.
(høit)
Hvi seer du paa mig, Ridder!
Saa vemodsfuld?
Don Lupo.
Det veed jeg selv ei, Pilgrim!
Tre Dage nu jeg saae Jer blandt os gaae,
Og stedse syntes mig der Noget var,
Jeg vilde spørge Eder om, — men aldrig
Jeg havde Mod dertil. — Siig kommer I
Fra Jorsal alt? hvad heller gaaer I did?
Clara.
Vil Gud, det sidste, Ridder!
Don Lupo.
O! saa lov mig,
At jeg maa følge Eder did engang,
Hvis denne Kamp jeg overlever; men
Hvis ei — da lad mig døe ved eders Side,
Hvis fremmerst I med Korset vandre vil!
Clara.
Det lover jeg dig, Ridder!
Don Lupo.
Tak! — farvel!
Snart, haaber jeg, I skal Don Lupo kjende.
(gaaer)
Clara (aleene i Forgrunden).
Et venligt Møde paa min Pilgrimsgang!
Jeg frygter ikke meer for denne Yngling;
Han vil mig følge som en stille Ven,
Og kjender ei den Glød, som mig fortærer. —
— — O Selim! Selim! atter har dit Suk
Opvakt de Storme, som henrive mig
Fra Helligdommens dampende Ruiner
Igjennem Kampens vilde Skjærsildsflammer;
O! kunde luttret jeg af dem udgaae,
Og ved min Frelsers Grav min Brøde sone,
Da skulde Himlen atter aaben staae,
Og mig Forsoningen imøde tone.
(hun seer Sancho nærme sig.)
O Fader! at undvige dig er tungt;
Men saadan skal du ei din Clara kjende.
(gaaer tilside)
(Kongerne træde frem med Emanuel, Lopez de Haro, Don Lupo og flere Riddere.)
Don Pedro.
Saa er det da besluttet.
Alfonsus (til Emanuel).
Fromme Hyrde!
Jeg som et Himlens Budskab ærer dig,
Og kunde tryg dig følge selv iblinde;
Dog hist og her din Adfærd og din Tale
Har opvakt Tvivl: en Fremmed synes du,
Og ikke vant til Hyrdestav at bære,
Og i en fremmed Haand vort Liv at lægge
Med hele Christenhedens Haab og Frelse
Betænkeligt er fundet, — skjøndt vi veed,
At Herrens store Haand er over os,
Og alle vore Hovedhaar er talte —
See! derfor maa du for en liden Hob
Udvalgte Riddersmænd først Veien vise,
Og naar de frelste staae paa Fjeldets Tind,
Skal hele Hæren deres Fodspor følge.
Vor tappre Høvding Lopez Haro staaer
Beredt at følge dig med tredive
Af Ridderskabets første Helte.
Sancho (afsides idet han betragter Emanuel)
Sælsomt!
Jo meer jeg paa den Hyrde seer, jo meer
Min Ungdomsbrud! dit Billed mig gjensmiler;
Er det din Skytsaand, som til Hævn mig kalder?
(høit)
Jeg strax gaaer med; stod end mit gode Sværd
Ei inde mig for Alt — dit Aasyn, Hyrde!
Var mig det bedste Leide.
Emanuel (hilser ham med Ærefrygt).
I er vist
Navarras Drot den stærke Sancho?
Sancho.
Kom!
Ei blot paa mine Ord du skal mig kjende.
Don Pedro (sagte til Sancho).
Hvor overilet! Konge! eders Liv
Er os for vigtigt til paa Spil at sættes
Ved dette Eventyr.
Sancho (til Don Pedro).
Er jeg da bedre,
End disse ædle Riddere?
(høit)
Afsted!
Lopez Haro (til Don Pedro og Alfonsus).
Naar I det christne Banner hist see vaie
Paa Fjeldets Top, kan Hæren tryg os følge.
Alfonsus.
Gud være med Jer! snart vi Eder naae.
(Sancho, Emanuel, Lopez Haro og flere Riddere gaae.)
Hæren.
God Lykke! Brødre!
De Bortdragende.
Herrens Sendebud
Ledsager os.
Sancho (afsides i det han gaaer).
Jolanda! Clara! Hævn!
Alfonsus.
Os følge Hovedbanret! — dig, Don Lupo!
Betroer jeg til med Ridderskabets Ungdom
At dække Hæren Ryggen.
Don Lupo.
Vi er rede!
(gaaer tilside)
Alfonsus.
Don Pedro! eders Tvivl var vist ugrundet;
Den Hyrde kan ei skuffe os.
Don Pedro.
Mit Hoved
Er eders, Konge! er han ei en Maurer:
Hvo veed om Mahom ei har ham udsendt,
At lede os end dybere i Graven.
Alfonsus.
Han er en Christen og vi kan ham troe;
Desuden er hans Liv jo i vor Magt,
Og havde vi end ikke os betrygget
Mod hvert et Baghold — hvad har vi at vove?
Vor Trængsel kan jo ikke voxe meer.
Dog visselig! en venlig Genius
Den Hyrde var og ingen fiendtlig Dæmon:
Han kom som himmelsendt i Nødens Stund,
Da vi vor Røst til Frelsens Himmel hæved.
Op Brødre! lad os langsomt følge efter!
Istemmer Korstogssangen Christenhelte!
(En Krigsmarsch begynder. Hæren drager forbi. I Spidsen gaae Tempelherrerne med deres Ordens Stormester Don Gomez Ramirez. Derpaa følge Ridderne af den hellige Johannis Orden af Jerusalem under Don Gutier Hermildez’s Anførsel; deres Fahne er et hvidt Kors i rødt Felt; dem følge St. Jacobs Ridderne med Don Pedro Ariaz i Spidsen; deres Fahne er et rødt korsformet Sværd i gyldent Felt med den Omskrift: Rubet ensis sangvine Arabum. I Midten gaae Kongerne
med Erkebisperne Arnaud af Narbonne, Thibaud Bacon og Don Rodrigo af Toledo. Ham følger Clara som Pillegrim med det store Korsbanner i Haanden, hvori Frelserens og den hellige Jomfrues Billeder sees i hvidt Felt. Don Lupo med de unge Riddere af Calatrava, St. Stephan, Gormaz og Medina Celi slutte Toget.)
Korssoldaterne (synge).
Brødre! lad os fremad gange!
Hellig er vor Gang, vor Id:
Korset har vor Synd borttaget,
Kaldt os til den gode Strid.
Styrk os! alle Helgner fromme!
Skjærp vort Glavind med jer Bøn!
Sign os helligste blandt Mødre!
Før til Seir os for din Søn!
For hans Rige vil vi kæmpe,
Ham vi ofre vil vort Blod,
Og han skal vor Sjæl bevare,
Om paa Helveds Rand vi stod.
(Toget forsvinder.)
(Maurernes Leir ved Sierra Morena.)
(Muhamed el Nazir og Albenaliz staae sammen i fortrolig Samtale)
Albenaliz.
Jeg høit beundre maa, min store Konge!
Den Kæmpekraft, som Allah Eder gav
Til Seir med Aandens som med Modets Glavind;
Men naar med Mord og Brand I vil udbrede
Profetens Lære indtil Verdens Grændser,
Jeg svimler vel ved den uhyre Villie,
Men kan ei dæmpe Tvivlen i mit Bryst,
Og jeg maa spørge Himlen: vil du saa?
Muhamed.
Derom du spurgte ei, hvis klart som jeg
Du overskued Slægterne paa Jorden,
Og saae Profetens Himmel i dens Glands;
I den staaer ingen blødende Forsoner
Og vinker med den tunge Tornekrands;
Nei, ingen Skygge af en Halvgud der
Fordunkler Allahs Herlighed; der smile
Os under Sidrahs eviggrønne Løv
De skjønne Huris vinkende imøde,
Naar vi med Heltekraft har Livet øst
Af Jordens friske Skjønhedsvæld, og svunget
Os over den paa Seirens røde Vinger.
Albenaliz.
Men troer I, Konge! at den fromme Længsel,
Som stille over Jordens Blomster svæver,
Paa sine hvide Svanevinger ei
Kan samme Himmel naae?
Muhamed.
O! maa en Helt
I kraftig Manddomsfylde ei foragte
Den skrantne Flagren mellem Jord og Himmel,
Som kun den svage Aand bedaare kan,
Der selv fortærer sig i frydløst Savn,
Og vil sig til Naturens Herre hæve
Paa Menneskenaturens Sarkophag?
Albenaliz.
Det er maaskee de Christnes Munketroe;
Men saa jeg ei har deres Helte fundet:
Den ædle Lopez Haro er en Mand
Saagodt som I og Nogen — Sancho med,
Skjøndt eders værste Fiende.
Muhamed.
Tie med ham!
Og skal du endlig mine Fiender prise,
Saa lad det være nok med Lopez Haro!
Hans Ædelmod jeg ei miskjender.
Albenaliz.
Sandlig!
Saa var I heller ei den store Mahom.
Siig hvad I vil imod de Christnes Tro!
At handle ridderligt de os har lært.
Jeg frit tør Eder det tilstaae, min Konge!
Den ædle Lopez Haro er min Ven,
Selv om jeg for hans Landse falde skal,
Selv om jeg skal med denne Arm ham knuse.
O! havde I vor Afskedsfavntag seet,
Maaskee det Svælg sig lukted, som adskiller
For eders Øie Christ og Muselman.
Muhamed.
Den Afgrund ingen — Evighed udfylder.
Tag dig iagt, Albenaliz! du vakler
Paa Randen af dens Dyb; staae fast og kæmp!
Og du skal see, Profetens Paradis
Sig reiser snart paa blodige Ruiner,
Og spirer frodigt frem af Korsets Aske.
Albenaliz.
Nu vel! hvis dette skeer, min store Konge!
Da tvivler jeg ei meer paa Himlens Villie,
Da bøier jeg mig dybt i Støvet ned
For Allah og Profeten og for Eder:
Kun een er Veien da til Salighed;
Og Vee da den, der ei som vi tilbeder!
En Maurerhøvding (kommer).
Et sælsomt Syn, min Konge! har vi seet:
Høit over os det christne Banner vaier
Paa Fjeldets Tind, og Fienderne vi see
Opstige did, ledsaget af en Hyrde,
Ad Veie, hvor den vilde Steenbuk ei
Har kunnet klavre før; som gjennem Luften
De hæve sig og Ingen seer hvorledes.
Albenaliz.
Forunderligt!
Muhamed.
Saa har de mig undveget!
Det er umuligt — har vi ei besat
Med stærke Baghold hver en Klippestie?
Og gjennem Luften kan de dog ei flyve.
Op, Muselmænd! de skal os ei undgaae:
Endnu vi skal dem Alle knuse — ha!
Den Udvei maa en — Diævel have viist dem.
(gaaer)
