(Klippeegn ved Havnen Muradal. Nat. En Deel af den christne Leir. To Korssoldater holde Vagt uden for Lopez Haros Telt.)
Første Kriger.
(sætter sig fortrædelig paa en Steen).
Hvad Tid er det paa Natten? kommer snart
Afløsningstimen?
Anden Kriger.
Skam dig, Kammerat!
Er det nu Tid at længes efter Ro?
Hvo vil ei gjerne vaage nu og bede
Og vove sidste Draabe Blod for Korset?
Nu er det, vi skal vise, vi kan meer,
End bære det paa Skulder og paa Glavind.
Første Kriger (reiser sig).
Ja var det for Jerusalem vi stod,
Vi havde dog en hellig Grav at vinde;
Her graves os en spansk med Maurersværd.
Anden Kriger.
Beskjæm dig ikke med slig modløs Tale!
Ei for en Grav at vinde hid vi kom;
Nei for at værne Christenhedens Liv
Og Kirkens Helligdom imod de Vantroe,
End intet Korstog var saa stort og helligt:
En Dæmning staae vi her mod Mahoms Strøm;
Den truer nu jo alle christne Lande,
Ja Herrens Rige selv med Undergang;
Dog vi har kongelige Kæmper blandt os,
Og under Lopez Haros Helteøie
Det er en Lyst at færdes mandelig;
I Nøden skal han kjende sine Folk.
Første Kriger.
Det mener jeg han har tilfulde lært
Ved Calatrava.
Anden Kriger.
Nævn den Skjændsel ei!
Ha! lad dem kun gaae hiem, de usle Flokke
Udlændinger! hvi stoled vi paa dem?
De fulgte Korset kun, for under det
At plyndre Stæder, og vanære Qvinder
Og myrde Værgeløse.
Første Kriger.
Siig ei det!
Ved Malagon de kæmped dog som Helte,
Og meied Vantroe ned som Ax i Høst.
Anden Kriger.
Ja rigtig, for at høste raadden Blodfrugt,
Og føre Guld og Sølv fra Korstog hjem.
Første Kriger.
Nu, det er saa jo Skik og Brug i Krigen:
Hvor Stæder stormes, har man Ret at plyndre,
Og lade Alle over Odden springe;
Det skulde man ei have os formeent
Ved Calatrava, og vi havde ei
Med Tabet af den halve Kristenhær
Nu standet her indsluttet og betrængte
Fra trende Sider af den grønne Mahom,
Imellem disse falske Klippesnevrer.
Hvad hjelper det, at man i Rom har fastet
Og fordret hele Verden op til Korstog
Mod denne Satan af Mahomedan?
Hvad nytter det, at vi har tvende Konger
I Spidsen for os? — her vi falde maae,
Om ei for Sværd, saa dog for Hungren snart,
Hvis ei vi flygte til den fjerde Side,
Hvorfra vi kom.
Anden Kriger.
Nei, det forbyde Gud!
Barbaren skal ei nyde den Triumf
At see os flye; før maa han see os døe
Som Christne og som Helte, om endog
Med os de Christnes sidste Haab forsvandt.
Første Kriger.
Troer du, slig Lyst til Martyrdøden her
Besjæler hele Korstogshæren?
Anden Kriger.
Dig
Og dine Lige ei saavidt jeg mærker;
I maatte heller have fulgt med Strømmen,
Som løb fra Calatrava hiem med Bytte,
End her udsætte eders unge Liv
For Korsets Fred og Ære.
Første Kriger.
Spotter du?
Tag dig iagt, min Helgen! at jeg ikke
Dig viser strax, at for min egen Ære
Jeg har et Liv tilovers.
Anden Kriger.
Som du vil;
Her staae vi paa vor Post, og skal samdrægtig
Bevogte Lopez Haros Telt, ei slaaes,
Naar vi er afløst, skal vi tales ved.
Første Kriger.
Ja saa maaskee min Vrede er forbi;
Vil du ei strax, vil jeg ei siden.
Anden Kriger.
Har du
Maaskee kun da et Liv tilovers, Karl!
Naar Krigens Lov betrygger dig? — Dog nei,
Dit Heltemod jeg ikke bør betvivle:
Det var jo dig, som viste dig saa modig,
At du drog Sværd imod Albenaliz
Og Almoad, de tappre Maurerhelte,
Da de os vaabenløse kom imøde
Med Calatravas Nøgler.
Første Kriger.
Klogere
Jeg havde handlet, havde jeg dem spiddet,
End Lopez Haro da han førte dem
I Sikkerhed midt gjennem Christenleiren,
At nu de ved den grønne Mahoms Side
Sligt Ædelmod med Staalmynt kan betale.
Anden Kriger.
Last ei vor ædle Høvding! du som her
Seer ei mod Himlen fremad efter Frelsen,
Men stirrer ræd tilbage efter den,
For dig er Ridderdaad og Høimod Daarskab.
Første Kriger (haanlig).
Nei, langtfra! jeg maa høit den Viisdom prise,
Af Ridderhøflighed at bære selv
De fangne Ulve ud igjen i Skoven.
(leer)
Jo ret vi som Biscaierhelte tee os,
Hvis her vi stolt mod Klipperne gaae frem,
Og vente de skal høflig for os vige.
Anden Kriger.
Maaskee du agter at forlade Leiren?
Første Kriger
(vender sig bort og mumler lydeligt).
Du Vei mig viste, var du klog.
(Flere Korssoldater komme)
Anden Kriger.
Hvem der?
Tredie Kriger.
Afløsning.
(De skifte Poster)
Anden Kriger.
Vel, I komme ret tilpas.
(til den første)
Nu skal jeg hjelpe dig paa Veien, Skurk!
Forsvar dig!
(angriber ham; de kæmpe hidsigt)
Tredie Kriger.
Hvad er det?
Anden Kriger (kæmpende).
Om Flugt han taler.
Tredie Kriger.
Hug ned da den Forræder!
Fjerde Kriger.
Skjelder du
Min Kammerat, fordi han ei er dum
Som du og jeg, og her vil holde Stand,
Hvor vi kun har den visse Død for Øie!
Tredie Kriger.
Du er en Skurk saagodt som han — og før
I falde skal for Christenhaand, end løbe
Og brede ud vor Skjændsel blandt de Vantroe.
(angriber ham; de kæmpe)
(Flere Korssoldater stimle til og blande sig i Striden)
Nogle Stemmer.
Forræderie! de flygte vil fra Leiren.
Andre.
Hug ned! og lad dem flye til Helved da!
Lopez Haro (træder ud af sit Telt).
Hvad Larm er her ved Nattetid i Leiren,
Har Fjenden overrumplet os? — hvad seer jeg!
I — mine egne tappre Krigere!
Staae fiendtlig mod hverandre. — Rolig her!
Flere Krigere.
Vor Høvding taler; stille!
Lopez Haro.
Er det mueligt?
Er det saavidt med Korsets Helte kommet,
At Tvedragt river Sværdet dem fra Belte,
Og Christenblod besmitter christne Sværd!
Hvo slog det første Slag?
Anden Kriger (træder frem).
Jeg, ædle Ridder!
Lopez Haro.
Du har dit Liv forbrudt.
Anden Kriger (rækker ham sit Sværd).
Modtag mit Værge,
Og tag mit Hoved, Herre! hvis det ei
Tilgives kan, at jeg en Tunge lammed,
Som taled om at flye.
Lopez Haro.
Hvo var den Usle?
Tredie Kriger.
Her ligger han — jeg troer han har betænkt sig.
Anden Kriger.
Han var en Ven af Heltene, som nys
Tog Veien hiemad.
Lopez Haro.
Bær ham bort! forbind ham!
(den Saarede bæres bort)
Lopez Haro (til den anden Kriger).
Hvo satte dig til Dommer her? — Imorgen
Du skal for Kongerne til Ansvar stande,
Jeg borger for dig, tag dit Værge! gaae!
(giver ham Sværdet tilbage)
Anden Kriger.
Jeg eders Vrede har fortjent; men dog
Ei eders Tillid mistet — Tak, Herr Ridder!
— Med slig en Høvding er det Lyst at døe. —
(gaaer)
(Bøn og Sang høres fra Erkebispens Telt.)
Lopez Haro.
Nu stille her i Leiren! — Til vor Gud
Vi sætte tryg vor Liid! og vente paa
Hvad Kongerne i denne Nat beslutte!
De holde Raad i Kongeteltet hist,
Imens til Himlen fromme Bønner stige
Fra Erkebispen af Toledos Telt,
Lad ei vor Stilling svække eders Mod!
Den Herre, som vi kæmpe for, har Magt til
At sprænge Fjelde og os aabne Vei,
Hvor Dødeliges Øine ingen skuer.
En trofast Christenhelt forsager ei,
Om saa det hele Helvede ham truer.
En Kriger (kommer).
Vor ydre Forpost melder, at den stærke
Kong Sancho af Navarra nærmer sig
Som Bundsforvant og Ven til Christenleiren,
Og vil med sine faa Navarrer dele
Vor Seier eller Død.
Lopez Haro.
Han er velkommen,
Den stærke Christenhelt; modtager ham
Med aabne Arme! selv jeg melde skal
For Kongerne hans Ankomst.
Nogle Korssoldater (gaae).
Sancho kommer!
Den drabelige Sancho!
Lopez Haro (til de Andre).
Seer I Børn!
En trofast Ven i Nøden slaaer sig til os,
Og denne eene Helt er mere værd,
End hele hiin Udlændinghær, som sveeg os.
Hvo end har Lyst til Leiren at forlade
Han flygte kun! vi skal ei standse ham:
Vor Styrke vinder og vort Samfund adles
Ved hver en Nidding, som forlader os;
Men Hvo med mig endnu for Christ vil kæmpe
Han gaae nu rolig i sit Telt tilbage,
Og vente til ham Krigsbasunen kalder!
(gaaer)
Krigerne.
Vor tappre Høvding Lopez Haro leve!
(En Pillegrim gaaer forbi med et Sølvkors i sin Haand.
En Kriger.
Der gaaer igjen den underfulde Pilgrim
Med Korset os forbi; see! hvor det blinker
Som Stjernerne paa Himlen.
De Andre.
Tie! og knæl!
(Alle knæle mens Pillegrimmen gaaer forbi, derpaa reise de dem og gaae tause bort.)
Don Lupo
(kommer i sort Ridderrustning med en Mandolin i Haanden, han synger:)
Hist de sove, her de bede,
Konger raadslaae; — stille!
Hvo mon hid Don Lupo lede?
— — Underfulde Syner mig forvilde.
Engel, som med Korset svæver
Sælsomt gjennem Leiren!
See! mod dig min Arm sig hæver;
Fører du til Døden eller Seiren?
See! Don Lupo kan ei hvile —
Dunkelt Stjernen blinker.
— Gjennem Natten maa jeg ile;
Veed ei selv hvorhen mig Englen vinker.
(gaaer)
(Erkebispen af Toledos Telt.)
Don Rodrigo og Pillegrimmen.
Rodrigo.
Har du atter nu ved Midnatstid
Som sædvanligt gjennemvandret Leiren
Mens vi her holdt Bøn?
Pillegrimmen.
Ja, fromme Gubbe!
Og min Gang var ikke frugtesløs:
Mange taled modløs om at flye,
Hist og her lød Tvedragtsord i Hæren,
See! da straaled venligt i min Haand
Sølverkorset lyst i Maaneglands,
Og den sjunkne Tillid kom tilbage
I de Svages Bryst og Mod i Sjælen,
Og hvorhen jeg Helligdommen bar,
Svæved Fredens Engel over Leiren.
Rodrigo.
Ubekjendte, underfulde Yngling!
Du hvem jeg har Banneret betroet,
Uden dig om Navn og Byrd at spørge!
I dit lyse Øie saae jeg strax,
At en hellig Iver hid dig førte!
Og det tyktes mig saa godt et Tegn,
At en barnlig Haand bar Korset for os;
Trende Dage gik du nu alt her
Som en Aabenbaring gjennem Leiren,
Siig mig nu, Hvo er du?
Pillegrimmen.
Ædle Gubbe!
Vil du dølge som et Skriftemaal
Hvad jeg dig i denne Stund betroer,
Og du skal mig kjende.
Rodrigo.
Tael, min Søn!
Hellig skal din Løndom være mig;
Visselig den ingen Brøde er.
Pillegrimmen.
Hør, og døm mig saa i Herrens Navn!
Kjender du Navarras Kongehuus
Og dets Skjæbne i de sidste Tider?
Rodrigo.
Hvo er Spanier, og ei nævner stolt
Afrikanens Skræk den stærke Sancho?
Er hans Stamme din, — en Helt du vorder.
Pillegrimmen.
Han min Fader er.
Rodrigo.
Hvad siger du?
Sanchos Søn? — end hørte jeg kun tale
Om hans fromme, tabte Datter Clara,
Som et Kloster bygged, og forlod
Kongeglands og Verdens Herlighed,
For at dyrke Gud i eensom Stilhed;
Men da hendes Kloster blev afbrændt
Og hun selv af Maurerne blev røvet,
Døde hendes Moder jo af Sorg
Uden flere Børn, saavidt jeg vidste.
Pillegrimmen.
Dette eeneste fortabte Barn,
Denne Clara seer du her.
(kaster Pillegrimskappen tilside, og staaer i hvid Nonnedragt for ham.)
Rodrigo.
Hvorledes?
Du er ingen Yngling? — Sanchos Datter,
Donna Clara staaer for mine Øine!
Store Gud! — ja visselig! saa er det:
Dette Aasyn er den fromme Piges,
Dette lyse Øie ingen Mands;
Men hvorledes frelst af Maurervold,
Kommer du nu eene her tilbage?
Clara.
Hør min hele underfulde Skjæbne!
I Marokko Røverne mig solgte
Til den største Christenhedens Fjende,
Denne Mahom, som nu her os truer;
Til hans Harem blev jeg bragt? — O Gamle!
Nær jeg var fortvivlet — see! da fandt jeg
En Fortrolig i hans ældste Dronning;
— O! hun var saa from, saa god, den Arme! —
Hun som jeg fra Spanien var røvet,
Og hun som en Moder elsked mig,
Da hun hørte, jeg var Sanchos Datter:
Selv hun var hans første Elskede.
Rodrigo.
Christen altsaa?
Clara.
Ja — dog Mahoms Hustru,
Og ved ham den ædle Selims Moder;
Denne Yngling saae jeg, Gamle! — saae,
Og — hvor skal mit Aasyn jeg dig skjule? —
— Ja jeg elsked ham; — og han forlod
Fader, Moder, Fædreland, og flygted
Lønlig med mig til den spanske Kyst.
(tier og seer paa ham.)
— — Olding! jeg forstaaer dit Blik — en Nonne
Maa ei elske — Sanchos Datter maa
Kun til Kysten følge Mahoms Søn;
Dog — fordøm mig ei! — jeg fulgte ham
Kjærlig først paa Veien til Guds Rige,
Og forlod ham som en christen Hyrde.
Rodrigo.
Du har omvendt Mahoms Søn?
Clara.
Hans Aand
Stræbte længselfuld mod Livets Væld,
Og jeg vifted Taagen fra hans Øie,
Viste ham det store Østens Lys,
Og forlod ham i dets reene Glands,
Medens selv det sortned for mit Øie.
Rodrigo.
Og dit Løfte brød du ei? du Fromme!
Clara.
Aldrig har min Læbe røbet ham
Hvad kun Gud og jeg og du nu veed,
At mit Hjerte for en Jordsøn brænder;
Men — det brænder, og er det en Synd,
Vil jeg gjerne med mit Blod den sone;
Men jeg glemmer aldrig Mahoms Søn.
Hvor han vandrer nu blandt Spanjens Bjerge
Veed jeg ei; men hvor han ogsaa gaaer,
Veed jeg, han for Herrens Aasyn vandrer,
Og hvorhen han Hyrdestaven sætter,
Glemmer han den arme Clara ei.
Rodrigo.
Ædle Datter af den stærke Sancho!
Hellig er mig Taaren i dit Øie,
Jeg forstaaer den — fuldend! og vær stærk!
Clara.
Ja, med Herrens Hjelp jeg vil fuldende,
Veed jeg selv end ikke hvad jeg skal;
Dog det veed jeg jo: — den Aand, som drev mig
Bort fra Hyrden, da mit Hjerte flammed
Og min Sjæl ham svulmed høit imøde,
Den omsused mig i Nattens Storme
Paa min Pilgrimsgang blandt Bjergene,
Den mig hid til Christenleiren førte,
Gav mig Banneret i Haand og sagde:
Du til Seir skal føre Korsets Hær,
Og igjennem Dødens Porte søge
Veien til den sjunkne Helligdom.
Rodrigo.
Underfulde Møe! dit Aasyn lyser
Som en salig Engels — vær velkommen!
Bær du Korsets Banner i vor Nød!
Før til Seir os gjennem Dødens Porte!
Don Lupo (synger udenfor til sin Mandolin).
See! Don Lupo kan ei hvile —
Dunkelt Stjernen blinker.
— Gjennem Natten maa jeg iile,
Veed ei selv hvorhen mig Englen vinker.
Rodrigo.
Hvad var det? Don Lupos Røst jeg hørte.
Clara.
Mon den Yngling ikke kjender mig?
Fra den første Stund jeg kom til Leiren
Har han stedse fulgt mig som min Skygge,
Og hver Nat han synger her for Teltet
Underlige Sange. — Kjender du ham?
Rodrigo.
Det er Lopez Haros Søn Don Lupo;
Halv et Barn endnu, han hid er fulgt
Som en Helt med Faderen, og længes
Dag og Nat kun efter Kamp.
Stemmer (udenfor).
Han kommer!
Sancho af Navarra leve!
Clara (forbauset).
Himmel!
Rodrigo.
Hører du? — din Fader er her Clara!
Clara.
Ja, det har jeg ventet; skulde Sancho
Her ei være med, saa var han død;
Jeg skal see ham; ak! men ei ham favne: —
Svoret har jeg, hellig er min Eed:
Før jeg har min Pilgrimsgang fuldendt,
Og mig Gud min Elskov har tilgivet,
Skal ei Fader kjende mig paa Jord,
Kan ei Himmelen sin Brud gjenkjende.
Rodrigo.
Fromme Barn! kom følg mig da, og see ham!
I mit Følge kjender Ingen dig.
(gaaer)
(Clara indhyller sig i Pilgrimskappen og følger ham)
(Kongeteltet.)
Alfonsus og Don Pedro.
Don Pedro.
Mig undrer Sanchos Komme.
Alfonsus.
Hvo som Fjende
Har kjendt Navarras Konge, veed tilfulde
Hvad vi kan vente os i ham som Ven;
Og skjøndt han hidtil vældigt mig bestreed,
Jeg ham til Dommer mellem os tør vælge.
Don Pedro.
Nu vel! lad denne tredie Kongestemme
Sig føie til den Mening, som skal gjelde!
Alfonsus (giver ham Haandslag).
Det er et Ord. — Jeg eders Klogskab ærer,
Min kongelige Bundsforvandt; — men her
Jeg ikke eders Kulde dele kan
Og saa besindig maale hvert et Skridt,
Hvor det om Christenhedens Frelse gjelder
Og Ridderskabets Ære; — her er Livet
Det mindste, vi kan tabe — —
Don Pedro.
Kong Alfonsus!
Med Rette kalder Verden Jer den Ædle
Og større Hersker ei Kastilien saae;
Dog her behøves meer end Ædelmod
Og christelig Udholdenhed i Trængslen:
Afhænger — som I selv jo mig tilstaaer —
Ei blot Hispaniens men Europas Skjæbne
Af dette Korstog, — skal vi tænke med
En svækket Hær at modstaae Mahoms Vælde,
Saa maae vi ei iblinde styrte frem,
Hvor selv Naturen vil vor Undergang,
— At ville det umulige er uklogt. —
Og troer I, at Don Pedro ikke veed
Saagodtsom I hvad Ridderæren fordrer,
Saa nærer I ei noget høit Begreb
Om Arragoniens Ridderskab.
Alfonsus.
At flygte
Var aldrig Ridderdyd, om selv Kong Artur
Ved runde Bord det havde sagt. — Tilgiv mig!
Med al Høiagtelse for eders Mod
Og Arragoniens ædle Ridderskab —
Jeg kan ei eders Forslag billige;
Og skal jeg ogsaa med min liden Hær
Gaae eene mod de Vantroe — vel! jeg gaaer
Og lader Herren raade.
Don Pedro.
Vi har svoret
At følges ad i denne Ridderfærd,
Og Eden jeg ei bryder. — Sanchos Stemme
Skal skille os imellem.
Alfonsus.
Vel! der er han,
Vor Fjende før — men nu vor Voldgiftsmand.
Sancho (træder ind).
Vær hilset, ædle Konger! — som jeg hører,
Troer Mahom her at have lokket Eder
Og hele Christenhæren i en Grav,
Som kun et Underværk skal kunne sprænge;
See! derfor vil nok Sancho være med:
Her gjelder det vor fælleds Tro og Ære. —
See! derfor har jeg glemt hver gammel Tvist
Og rækker Eder nu en trofast Haand
Saalænge her er Nød paafærde.
Don Pedro.
Sandlig!
I er høimodig, Konge!
Alfonsus.
Vær velkommen!
Og vær fra denne Stund min Ven til Døden!
Sancho (rækker ham Haand).
Det vil vel sige til imorgen. — Vel!
Saalænge som I Sanchos Arm behøver,
Den hører Eder til.
Don Pedro.
Maaskee vi meer
Behøve eders Raad, end eders Arm
I denne Trængselsstund; som gammel Kriger
I kan vor Stilling vel med Kulde see
Og dømme — uden Ilsind eller Fordom
Og falskt Begreb om Ære — om det her
Er viseligt, at ville trænge frem
Igjennem utilgjængelige Klipper,
Hvor hvert et Pas af Fjenden er besat,
Hvad heller et Tilbagetog er her
Det eeneste, som Hæren frelse kan
Og gjøre Landets Forsvar mulig —
Sancho.
Hvad?
Er Talen her om Flugt?
Alfonsus.
Med Rette maa
Den stærke Sancho studse ved sligt Forslag,
Skjøndt klogt, hvis her en verdslig Krig vi førte,
Og ikke stred for Gud og Christendom.
Hvert Skridt, vi gaae tilbage, svække vil
De Christnes Mod og Tillid, men forøge
Den stolte Mahoms Overmod; — mit Raad
Er fremad, Seier eller Død!
Sancho.
Hvad Andet?
Var her kun slet og ret en Kamp at vente,
Hvor Kræfterne var lige, hvad var her
Da Stort at tage Haand i for tre Konger
Og Spanjens tappre Ridderskab?
Don Pedro.
Velan!
Nu har jeg raadet hvad jeg visest fandt,
Og nu jeg efter Eed og Ridderpligt
I hver en Daarskab tager Deel — Hvo veed
Hvad Underværk os frelse kan? — men mindre
Formaaer det heller ei.
Sancho.
Det vil vi see;
Alt hvad retfærdigt Had og Hævn formaaer
Mod Mahoms Styrke I af mig kan vente:
Han bleget har før Tiden Sanchos Lokker,
Jeg har en gammel Fordring paa hans Blod.
Alfonsus.
Vort Raad er endt da, vor Beslutning taget:
Imorgen fremad, Seier, eller Død!
Sancho.
Hvorfor ei strax? Hvo denne Nat kan sove,
Jeg frygter vil imorgen sove med.
Alfonsus.
Velan!
Don Pedro.
Ei her jeg meer har nogen Stemme.
Alfonsus
(til Krigshøvdingerne som træde ind paa hans Vink)
Lad strax Trompeterne i Leiren røres!
Vi bryde op endnu i denne Stund.
(gaaer med dem)
Sancho.
Det kan jeg lide; — op! til Vaaben, Helte!
(gaaer)
(Trompeterne lyde og man hører Larm i Leiren)
Don Pedro.
Jeg følger; — men hvis dybere I styrte
Os i den Grav, som end vi kan undgaae,
Hvis den imorgen over os sig lukker —
Skal mit og hele Christenhærens Blod
Betynge eders Hoveder.
(gaaer.)
Clara (gaaer gjennem Teltet som Pilgrim).
O Fader!
Jeg har dig seet; men lukt er mig din Favn,
Til jeg er værd at nævnes Sanchos Datter.
(Maurernes Leir ved Baeza.)
(Muhamed el Nazir og Albenaliz staae under aaben Himmel i den stjerneklare Nat.)
Muhamed.
Du studser ved min Plan, Albenaliz!
Jeg veed dog, den er intet Foster af
Et Øiebliks Opbrusning; mange Aar
I Løn jeg fostret har den store Tanke,
Som nu i Daad fremtræde skal paa Jord,
Og ryste Christenheden i dens Grundvold.
Albenaliz.
Ja Konge! visselig jeg studse maa
Ved denne Høide, hvortil Allah hæver
Din Ørneaand — du ved Profetens Side
Opsvinger dig ved denne eene Tanke:
Den fast for stor er for en Dødelig;
Dog Himmelbæreren, den gamle Atlas,
Din Landsmand var, og paa Herakles’ Støtter
Dit Seiersbanner vaier stoltelig;
For dig Europa skjælve maa med Rette.
Muhamed.
Ved Skjælven skal det ikke blive her,
Nei falde skal det møre Afgudstempel,
Som her er bygget paa Naturens Grav;
Og slukkes skal den matte Jorsals Stjerne,
Som med sit Lillieskjær saa sygeligt
Fra Jordens Glæder vinker blege Skygger
Af Mennesker, og standser Livets Væld
Bag Savnets skumle Mure — den skal slukkes,
Fordunklet af Profetens store Lys.
Albenaliz (peger paa Maanen).
Men seer du, Konge! rød som en Komet
Profetens Fakkel blusser — rød som Blod — —
Muhamed.
Ret saa! i Blod den ogsaa skal henflamme,
Og ødelæggende som Meteoret,
Til Stjernen for dens Guddom bøier sig;
Da skal den smile blidt som Livets Huris,
Og med sin lyse Elskovsstraale løsne
Det snevre Pantser af Europas Barm,
Naar overvundet, blussende hun kaster
Som Brud sig i den stærke Blaamands Arm.
Albenaliz.
Europa er en ædel Skjoldmøe, Herre!
Af mange tappre Riddersmænd beskyttet,
Og som hun staaer med Korset i sin Haand,
Til hellig Kamp beredt, hun tykkes mig
Heelt stærk og sælsom at bekæmpe.
Muhamed.
Derfor
Behøves ogsaa mere her, end Sværd
Og Mandemod — vor hellige Koran
Skal i min Haand opflamme Mahoms Helte,
Hver Trolddom døve som en Talisman,
Og sønderknuse Golgathos Trofæe,
Imens Nødvendighedens Kæmper svinge
Til Allahs Priis de blanke Damascener.
Albenaliz.
Men Herre! er du da saa sikker paa,
At den er falsk den underfulde Lære,
Som du forfølger her med Ild og Sværd?
Har ei Profeten selv med Ærefrygt
Hiin Nazaræer nævnet? har du ei
Hørt Sagnet om de tusinde Martyrer?
Ja har ei selv din egen Søn for Christ
Opofret Fødeland og Fader —
Muhamed.
Derfor,
Just derfor dobbelt hader jeg den Tro,
Som sønderriver selv Naturens Baand,
Og river Søn fra Fader. — Nævn ham ei
Den Skjændige — det Unaturens Foster!
For hans Skyld skal nu Christenheden bløde.
Jeg har fortjent at avle slig en Søn:
Hvor kunde jeg en Christenqvinde elske?
Jeg dyrt har kjøbt den stolte Fryd, at slutte
Den stærke Sanchos Brud til denne Barm.
Jeg nu forbande maa det Øieblik —
Albenaliz.
Forband dog ei din ædle Søn, min Konge!
Har han sig fra den rette Tro forvildet,
Saa har han paa din Fadermedynk Krav;
Han høit har elsket dig, og visselig!
Den Magt har været stor, som ham henrev
Fra Fader, Moder, Glands og Kongemagt,
Til Armod i et fiendtlig Land — Hvo veed
Hvor nu han gaaer fra Dør til Dør maaskee,
Og betler om en Skjærv blandt disse Christne,
Som skjælve for hans Faders Arm.
Muhamed.
Tie stille!
Han aldrig mere nævnes skal min Søn,
Og død hans Ihukommelse skal være.
Albenaliz.
Men naar han angerfuld nu kom tilbage,
Og afsvor Christus ved din Fod?
Muhamed.
Ha! troer du,
At det var muligt? — ved Profeten! ja
Jeg derfor gav Marokkos Krone glad;
Dog nei, den Aand, som eengang først har bøiet
Sig under Korsets Aag — den hæver aldrig
Sin Vinge meer mod Islamismens Lys;
Han er fortabt — Albenaliz! tie stille!
Min Hævn maa ei i Haab indblunde.
Almoad (kommer med flere Høvdinger).
Konge!
En Speider melder, at den christne Hær
Opbryder Leiren og gaaer frem.
Muhamed.
De Daarer!
Saa ile de mod deres Undergang;
Min tappre Almoad! drag med din Hær
Endnu i denne Stund imod Toledo!
Og spær dem der Tilbageveien! — selv
Jeg samler Hæren ved Sjerra Morena.
Almoad.
Saa har vi Løverne i Gruben Herre!
Og ei en eeneste skal os undgaae.
Farvel! Profeten være med Jer Konge!
(gaaer)
Muhamed.
Ja visselig! hans Aand er over os,
Den Seierskrandsen bringer os imøde,
Og Fjenden styrter blind sig i sin Afgrund.
Naturen selv foreener sig med os,
Og slutter i sit Klippefængsel her
Den sidste Rest af Christenhedens Kraft,
Og Kjernen af Europas Ridderskab;
Hvo ei for Sværdet falder, lænkes skal,
Og seirende skal mine Tusinder
Henstrømme over Pyrenæerne,
Forfærde Galliens og Velsklands Sønner,
Og ikke standse før paa Romas Høie;
Der skal jeg vriste Verdensscepteret
Af Haanden paa den blege Hierark,
Og dobbelt-stærk skal Ørnen hæve sig
Fra Capitolium paa Mahoms Tol
Og slynge Lynet mod hver Dødelig,
Som ei for Allah og Profeten knæler.
Albenaliz.
See! Konge, see! hver Stjerne flyer forfærdet
Og Maanen synker bleg — —
Muhamed.
Vor Morgen gryer —
Fremtager Lænkerne! nu er det Tid;
De smeddet er for Riddere og Konger.
Nu skal ei Christne mere Jorsal true:
Det sidste Korstog har de nu fuldendt,
Og Afreren skal Asiaten hævne;
Lad nu den døde Gud fra Golgatha
Dem frelse, om han kan! — til Blodhævn! Maurer!
(gaaer)
