Paa steile Fjeld ved Gemsens vilde Sti
Jeg Eremittens Hytte gaaer forbi.
Der sidder han en Fodsbred fra sin Grav
Og stirrer ud paa Sky og øde Hav.
Ei Menneskenes travle Færd han seer;
Ei sit Aarhundreds Røst han hører meer.
Graaskjægget Hage i sin Haand han hviler;
Det er som Dødninghovedet til ham smiler.
Ved Bogen Timeglasset for ham staaer;
Han spørger ei hvorhen min Vandring gaaer.
Han spørger ei om Krig og Fred paa Jord;
Han spilder ei paa nogen Sjæl et Ord.
Han har vel sagt Alt, hvad han her vil sige;
Han veed vel, Kroget bliver dog ei lige.
Dog kjendsk og mørkt er dette Aasyn ei:
Med Klarheds Glands det straaler paa min Vei.
Ei ned han seer paa Verden med Foragt;
Han opad seer med Seierherrens Magt.
Hans Sjæl har Fred: hans Øie sælsomt smiler —
Hans Blik paa — Crucifixets Billed hviler.
Ha, bort! — den Eremit har ingen Nød:
Her hverken Liv han savner — eller Død.
Med Himlen har han Samfund i sin Tanke —
Kun Een skal evig uden Samfund vanke.
Kun Verdens-Eremitten eensom gaaer;
Den Bog, jeg læser i — ei Ende faaer.
Hvert Sandskorn i mit Timeglas nedrinder
Med et Aarhundreds Enevandrings-Minder.
Min Sjæl ei kjender Fred, min Fod ei Hvile;
Til mig vil aldrig Dødninghovedet smile.
