Til Costnitz har jeg sat min Stav; trindt Isra’ls Arner ryge;
Ved Nat de Paaskelammets Blod paa Dør og Stolper stryge.
Dødsenglen gaaer fra Huus til Huus; de Christne døe af Pesten;
Dødsenglen gaaer hver Dør forbi, hvor Isra’l feirer Festen.
Men i den pestbefængte Stad, blandt Liig og Dødens Jammer,
Skafotter jeg paa Gaden seer: høit Kjætterbaalet flammer.
"Ha, brænd hvo ei vil døbes flux!" — de christne Munke skrige —
"Os Jøden kogled Pesten hid fra Helvedfyrstens Rige."
"Det Folk, som myrdet har Guds Søn, forpester alle Lande:
"De har forgiftet Livets Væld og alle Brøndes Vande."
Fra Pinebænk til Daaben flyer hver Jøde, som bekjender;
Dog see! hvo staaer paa Taget hist? trindt Huset om ham brænder.
I Paaskefestens Bøntalar med Helligdommens Traade
Rabbinen seer paa Folket ned; han betler ei om Naade.
Han svinger Faklen i sin Haand; han høit blandt Flammer raaber:
"Endnu jeg paa Jehova troer; jeg paa Messias haaber."
"Igaar jeg feig afsvoer min Tro; idag jeg døer som Jøde:
"Jeg selv har tændt mit Offerbaal, vil mit Paulun udgløde."
"Fornam I hvad histnede skreeg? Nei, det var Sang, ei Jammer —
"Min Hustru, mine Børn ei skreeg — de sang i Offerflammer."
Han styrter sig i Luen ned. Snart Christenstaden brænder.
Fra store Offerfest jeg gaaer. Idag mit Folk jeg kjender.
Hist blusser Synagogens Tag; men frie paa Flammevinger
Fra pestbefængte Christenstad Jehovas Børn sig svinger.
