I Oceanet sig hver Kilde taber;
Sig Blomsteraanden troer Naturens Skaber.
Vil Straalen stolt sig fra sin Sol løsrive,
Sin Guddomsglands den maa i Mulm opgive.
Derfor paa Jord ei Elohimer bygge;
Ei boe de meer i Palmelundens Skygge.
Ei meer de Smaa med underfulde Gave
Kan skabe Blomster i Jehovas Have.
Ei Figentræets dunkelgrønne Krone
Er meer sin lille Guds Pallads og Throne.
Ei Sarons Rose Blomsterguden skjuler:
Til Ørknen flyer han og til Klippens Huler.
De store Himmelfyrster ham forfølge;
Cheruber jage ham paa Havets Bølge.
Fra Jorden flygter Elohimers Skare;
Paa Taageskyer de til Himlen fare.
Bag Himmelkongens Forhæng de sig gjemme
Og lytte til den store Dommers Stemme.
Den Uudforskeliges Raad de høre;
Hans Aasyns Herlighed de vil afsløre.
Men, o! hiin Glands selv ei Cheruben taaler —
Og Elohimer smelte i hans Straaler.
