Skjøn er du dog, evige Himmeltelt!
Høiherlig udspændtes din Bue.
Der staaer han atter, den straalende Helt,
Med sit Harnisk af blinkende Lue.
Skjøn er du dog, grønnende duftende Jord!
Du Skammel for Zebaoths-Foden!
Paa Bjerg og paa Hav jeg opdager hans Spor;
Jeg fornemmer hans Gang over Kloden.
Kun Sømmen jeg seer af hans Klædebon;
Men Uendelighed den udfolder.
Paa Cherubernes Vinger sig løfter min Aand;
Fast Støvlarven Sjælen dog holder.
