Gamle Yngling! hvor du brænder!
Jeg er kold; men du er heed.
Mon du Ahasverus kjender?
Mon du om min Vandring veed?
Meer du saae, end jeg har skuet,
Gløder dog heelt glad endnu;
Dig har Verden bedre huet:
Ret sangvinisk smiler du.
Paa vor sære Tumleklode
Seer du end med Ungdomsild:
Daarer, Vise, Onde, Gode
End du hilser lige mild.
Kold du er dog vist igrunden,
Seer phlegmatisk paa os ned;
Jeg har Heklas Ild i Bunden,
Er maaskee kun alt for heed.
Gamle Ven! du blev ei gnaven,
Blev ei træt paa høie Sti.
Vi har lige langt til Graven —
Lær mig din Philosophie!
