Coelo tonantem credidimus Jovem
Regnare.
Horatius.
Hvi hæver Hoben, dorsk og sløvet,
sit Hoved op af Støvet?
Hvi glemmes Jordens Tant? hvi stirre de
mod Stjernerne?
Har Lysets Engel aabnet Eders Øje?
og saae I en Fader i det Høje?
Ak! nej, nysgjerrig staae de der,
og stirre kold mod Himlens Bue:
Et nyt, et uvant Syn de kun kan skue;
men Sjelens Øje — Intet seer:
kun Nyhed fængsle kan de frosne Blikke,
den gamle Himmel see de ikke.
Der sad engang med helligt Rosenskjær
en Stjerne over os, som bedre lyste,
den tindred Haab og Fred, naar Hjertet gyste;
den gamle Stjerne slukket er.
Den bragde fordum Morgenrøde,
og kom igjen ved Aftenstund;
Den vinked over Gravene de Døde
til Evigheders stille Lund;
Men ak! kun Navnet er endnu tilbage,
og Ingen Stjernen vil opdage.
Saa er det ej hint svundne Liv
I hisset vil opleve?
men ikkun hvad I finde kan hernede!
kun Øjenslyst, kun Tidsfordriv?
forvendte Slægt! som idelig vil nyde,
Hvo lærte Dig ved Himlens Lys Dig fryde?
Dog gys og see — det er ej Lyst,
jeg hører Varselrøst:
„et blodigt Sværd højt over Jorden flammer,
og Herrens Straffehaand vist rammer.“
Hvo er Profet? Hvo varsler saa?
tænk ej vi ere hvad vi vare!
— saa raaber leende den halvoplyste Skare —
vi vide, — Daarerne maa troe.
— — Dog see! imellem Hoben vanker
den Vise grublende,
han vandrer tavs i dybe Tanker
og maaler Stjernebanerne;
Og pludselig han standser — blegner — gruer:
en rædsom Mulighed han skuer.
„Engang hin Flamme os kan naae,
en Verden kan forgaae,
Engang kan Stjernen glide af sin Orden
og — sønderknuse Jorden.“
Fornam Du det, forvendte Slægt!
det var den Vises Tale?
dybt bøjes Du af usle Sorgers Vægt,
kan Du da staae, naar Kloder sammenfalde?
og har Du Haab? og har Du Trøst?
Og har Du Mod naar Øjeblikket kommer,
og bæver Du ej for hans Røst,
den store Verdensdommer?
— — — O! led da ej, nysgjerrig sløv,
om nye Syn blot hisset,
men hæv Dit Hoved op af Støv!
haab, tro og vær forvisset:
En Gud, en Fader styrer Alt,
som vore Hovedhaar har talt,
som vil, naar Spurv til Jorden falder,
som vil, naar Verdner synke hen,
og som engang den trætte Pilgrim kalder
fra Nattevandringen. —