Een middelbar-guddommelig Hovedkæmpe er der endnu i den endelige Verden: Guddomsaandens Manifestation i Villien, den moralske Kraft, den himmelske Hercules, der tillige fremtræder som Frihedens udødelige Kæmpe. Hævet til Stjernerne, omskifter enhver Hedenoldsmythe sin jordisk-begrændsede Natur og bliver saaledes først sand aandelig og universelsymbolisk. Firmamentets Herakles er, som Orion og Perseus, een af de største Heroer i Verdenskampen, og staaer i sin Middelbarhed allernærmest ved den absolute Idees Repræsentant i Verdenssymbolet. Han tager selv Deel i den umiddelbare Kamp mod det Dæmoniske: han stemmer mægtig sin Kæmpefod mod den nordlige Drage; dog han styrter og vender i Faldet ligesom lyttende sit Hoved mod Slangebærerens (Ophiochus). Det store omstyrtede Heraklesbillede blandt Stjernerne er vistnok een af de meest betydningsfulde og dybest grebne Hieroglypher i Verdenssymbolet. Synet af den saaledes kuldkastede Villiekraft ydmyger og knuser den stolteste Selvfølelse, men henpeger tillige paa den Tilværelsens aandelige Pol, hvorved Kæmpen kan standses i Faldet og hvile det synkende Hoved. Her ere vi ved Eenheds-Punktet i den ellers grændseløs forvildende Mangfoldighed; her standse vi ved Hovedfiguren i det himmelske Grotesk-Malerie.
B.S. Ingemann (1789–1862)
