Tre Svende ginge i Verden om,
Alt for deres Lykke at finde;
En Aften de til et Bjergslot kom.
Der var saa lysteligt inde.
Det Slot var bygget af røden Guld,
Og var med Demanter tækket;
Af Gulvet hæved sig underfuld
Et Bord saa kostelig dækket.
De Svende sloge til Ro sig glad,
Det monne tilpas dem komme:
Paany sig fyldte det gyldne Fad,
Og ei blev Flaskerne tomme.
Tre gyldne Døre dem aabne stod,
Der standed de Silkesenge.
De Svende udstrakte den lange Fod;
Dog slumred de ei ret længe.
De saae i Hallen den gyldne staae
Saa dejlige Jomfruer trende;
Hver Svend havde Een, han tænkte paa,
Og see, det var netop hende.
Hver Svend opfoer sin Skjønne imod.
De smiled og fort var Lykken;
Paa støvede Vei de Svende stod
Med Stav, og Randsel paa Ryggen.
Men Bjerg og Slot de ei mere saae,
Og ei de Jomfruer trende;
De Svende nu om i Verden gaae,
Vil gange til Verdens Ende.
Der finde de dog det Slot maaskee.
Dog ofte det Plads har byttet,
Og der maatte de Jomfruer tre.
Ifald de kun ei er styrtet.
Ved Genfersøens Bredder Lausanne smiler fro.
Lyksalig Hvo nu kunde sig hvile her i Ro,
Og lade Livet stille med Kjærlighed og Lyst
Udfylde Verdenen, vi saae, og Savnet i vort Bryst!
— I Staden hist ved Søen engang en Digter sad,
Han elsked og han digted; men var dog sjælden glad.
Boer Glæden ei forinden, foruden boer den ei;
Rousseau, jeg skuer her din Aand; men følger ei din Vei.
I Genf end Barnet kjender, det Huus hvor du blev fød;
Men ingen kjender Stedet, hvor Fred dit Hjerte nød.
Hist hviler dog et Hjerte, som Verden spørger om;
Voltaires Hjerte Ingen saae, der ei til Fernei kom.
Paris omgjøgler Støvet af sine største Mænd,
Men over stille Genfersøe svæver deres Aander hen.
— Hvad styrrer her min Glæde, hvad standser her min Gang,
Hvi kan jeg ei ved Søen gaae stille hen med Sang?
Her rige Herremure har spærret skjønne Sti,
Tilbagestødt den Fremmede Paladset gaaer forbi.
Al Herlighed paa Jorden er deelt og skiftet ud;
I Skyen staaer dog Bjerget frit og trodser Herrebud,
Det ingen Muur kan skjule: stolt glindser paa min Vei
Montblanc i al sin Herlighed, det skjuler Natten ei.
Om Bjergets hvide Hoved staaer lyse Straalekrands;
Der Nattens Dronning hviler sig og smiler høit i Glands.
Veemodig Skjalden standser, hans Alpegang er endt,
Mod Velskland stirrer Øiet, did er hans Hu henvendt.
Ak mon jeg der skal finde, hvad her jeg dog ei fandt?
Saamange Blomster samled jeg, saamangen Krands jeg bandt;
Men Krandsene opløstes, de Blomster flagred hen,
Paa støvet Vei den Vandrer staaer vemodsfuld igjen.