Den Fader gaaer under Fjeldet hen,
Den Smaadreng græder saa saare:
— Ret aldrig seer du din Moder igjen,
Og blev saa til Blod din Taare.
Og skal jeg navne min Søn dig meer.
Tre Gangs du maa mig svare,
Ret aldrig mere du Lyset seer,
Kan ei du min Nat opklare.
Hvad Seng i Verden er mere blød,
End Dunst i Barnets Vugge?
— Ak Fader det er min Moders Skjød,
Hvi maa hun nu eene sukke?
Men hvor er Hvilen dog mere sod,
End selv i Moderens Arme?
— Ak, Fader det er vel i Gravens Skjød,
Hvis ei du dig vil forbarme.
Men hvad er haardere end det Fjeld,
Som sort herover os stander?
— Ak, det er Faderens Hjerte vel,
Naar Moderen han forbander.
Selv har du faldet din Dødsdom nu,
En Slange til Verden dig fødte —
I Barnehjertet med sælsom Gru
Den Fader Staalet indstødte.
Hist Korset staaer under sorten Fjeld,
Tre Gaader det kan besvare;
Men Gaaden i Menneskets mørke Sjæl
Skal Dommedagen opklare.